Skovens flammer

Sirener i hele nabolaget. To unge mennesker. En dreng, og en pige. Myrdet i skoven.
En ganske almindelig, ukendt dreng, sætter sit liv på spil for at opklare et mord. Det nådesløse tortur-mord af en ung dreng og en ung pige. Mystikken svæver over den rustikke, gamle skovl, når han undersøger hvert eneste træ, i hans søgen på morderen.
Måske forgæves, måske er han fortabt, måske koster det hans liv. Måske ikke.


8Likes
22Kommentarer
1202Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg lagde cyklen op af et tykt træ, og trykkede mig op af den hårde, rillede bark. Mine øjne faldt på et punkt på barken, lige over mit hoved. Det var et hjerte, sikkert ridset med en skarp hobbykniv. Indeni hjertet var der skrevet to navne.
"Cloe + Jim"
Jeg kiggede længe på de to navne, som var ridset med omhu. Det kunne man se på de let bølgende bogstaver, som var skrevet i sammenhæng, og hældede skråt til højre. Det måtte være en pige som havde skrevet det. En dreng som mig kunne ikke skrive så flot. Og da slet ikke med en kniv...
Jeg kiggede nærmere på den smukke skrift, indtil jeg fandt noget andet at kigge på. En sort sjusket tush havde, med en meget tynd, næsten ulæselig, skrift, streget Cloe over, og tilføjet et navn nedenunder, så der i stedet kom til at stå:
"Megan + Jim"
Det eneste jeg tænkte på da jeg så det, var hvor irriterende det var at de ikke kunne skrive det på et stykke papir i stedet. Jeg havde altid været modstander af skovsvin, og det var det jeg kunne kalde dem nu. At gå og skære ridser i træerne var simpelthen for latterligt!
Jeg flyttede forsigtigt mit hoved til højre, så jeg kunne se forbi træstammen, og hen til politimændende. De havde afgrænset et lille område på godt 10 kvadratmeter, med en rød- og hvidstribet plastiksnor. Blitzlys fra kameraer lyste landskabet op og pegede mod et eller andet. Jeg kunne ikke se hvad det var, og indså efter lidt tænkepause, at jeg måtte flytte mig fra træet, og over til et andet gemmested.
Forsigtigt trådte jeg ud fra træets stamme, og listede på tæer, skiftevis over til de andre træer, så jeg til sidst var meget tættere på, godt gemt bag endnu et træ.
Denne gang var der ikke noget hjerte, eller nogle andre ridser. Ikke andet end et lille underligt hul, på størrelse med en fingerspids. Det så ud til at være brændt ind i træet. Hvem ville dog bruge sin tid på at brænde et lille hul i et træ? Sikkert en som havde så meget vrede i sig at personen var nød til at lade det gå ud over noget. Det skulle så lige være dette ganske almindelige træ, midt ude i en tilfældig, ukendt skov...
Mine tanker blev afbrudt af en kvinde der skreg. Jeg kiggede ud fra mit træ, og så en dame som febrilsk smed et hvidt tæppe over noget. Det samme noget som de tidligere tog billeder af. Kvinden var velklædt, og den komplette modsætning til den sjuskede politimand. Hun var klædt i en stram sort blazer, med en lomme på højre bryst, hvori der er sat en slags visitkort. Hendes bare tæer var proppet ned i et par tætsiddende, sorte laksko, som matchede hendes stramme, sorte nederdel. Alt i alt, kunne man kalde hende en stilet kvinde i sort.
Mit blik faldt igen over på det hvide tæppe. Jeg mærkede endnu en gang et tomt hul i maven, som truede med at pine mig, hvis ikke jeg fik stillet min hunger efter nysgerrighed. Jeg måtte bare se hvad der lå under tæppet! Mens jeg i mine tanker, forsøgte at finde på en plan, opsnappede mine ører en samtale mellem en af politimændende, og tydeligvis hans chef, i den anden ende af røret på den mobil han havde i sat op til øret.
"Fy for satan! Lad os få fanget den mand!"
"Forstået chef. Jeg flytter mandskabet så vi kan få fanget den psykopat"
Han flyttede sin mobil væk fra øret og ned i sin lomme. Jeg kunne se at han lige skulle sunde sig lidt, før han samlede alles opmærksomhed. De fleste kiggede irriteret op på ham, mens en enkelt, stod med rank ryg, som om politimanden foran ham var farlig. Han rystede på hovedet af deres irriterede blikke, og begyndte tøvende at bevæge sin mund.
"Vi er nød til at skynde os over til Hydingeborg"
Han afventede kort deres reaktion, inden han fortsatte.
"Seriemorderen fra Elisabeth Elanor mordene er måske fundet. De formoder at det er ham der render rundt i hendes baghave, med en flaske sprut."
Hele mængden gispede, og denne gang smilte politimanden tilfreds.
"Lad os komme af sted" afsluttede han, og løb ud mod udkanten af skoven. De andre smed alt hvad de havde i deres hænder, og løb forvirret efter ham. Sikke nogle fjolser. Et skævt smil plantede sig i mit ansigt. Nu havde jeg chancen. Nu var jeg endelig alene i skoven.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...