Skovens flammer

Sirener i hele nabolaget. To unge mennesker. En dreng, og en pige. Myrdet i skoven.
En ganske almindelig, ukendt dreng, sætter sit liv på spil for at opklare et mord. Det nådesløse tortur-mord af en ung dreng og en ung pige. Mystikken svæver over den rustikke, gamle skovl, når han undersøger hvert eneste træ, i hans søgen på morderen.
Måske forgæves, måske er han fortabt, måske koster det hans liv. Måske ikke.


8Likes
22Kommentarer
1186Visninger
AA

12. Epilog

"Cloe?"
Hun kiggede op på ham med et nysgerrigt blik.
"Ja?"
De var stoppet op midt i skoven nu. Bare for at nyde øjeblikket.
"Jeg elsker dig"
Hendes blik fandt hurtigt hans, og hun trak ham ind til sig. De var to om at finde hinandens læber som blev presset blidt sammen. Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om at gøre kysset så lidenskabeligt som muligt. Han skulle vide at hun følte det samme for ham. At hun også elskede ham, selvom hun ikke turde sige det højt.
Lidt efter, var deres tunger begyndt at lege grådigt med hinandens, og de faldt forpustet om på skovbunden, så bladene fløj op omkring dem. De lå begge bare og stirrede op i de halv-kedelige trækroner. Den himmel de kunne nå at se for grenene var dækket til af grå og hvide skyer som overlappede hinanden. Sikkert i et forsøg på at være der alle sammen. Blæsten delte hendes lange lyse hår op i totter. Det var et rigtigt efterårsvejr. Lige som hun bedst kunne lide det. Mest af alt havde hun lyst til at tage hjem, og lave en kop varm kakao. Så kunne hun sidde ved vinduet, og kigge ud på de vidunderlige farver som hørte efteråret til. Men sådan blev det ikke.
Blæsten gav et kraftigt pust, og et lyn oplyste himlen. De fór begge to forbavset op. At være i en skov var måske ikke det smarteste når det lynede. Og så var det så overraskende, at et lyn valgte at slå ned lige i dét øjeblik. Lige det øjeblik, da de besluttede sig for at tage skridtet videre. Nu hvor stemningen alligevel var bygget op, og de begge to havde lysten til det.
En mørk, tåget skikkelse kom gående fra skovåbningen. En kvinde. Hun lignede en heks. Hendes kjole flagrede om benene på hende, og sad snørret stramt til hendes bryst. Hun så alt for mørk og trist ud. Måske nærmere vred end trist... Cloe lagde udmærket godt mærke til hvordan kvinden kiggede på Jim. Med et så hadefuldt, men samtidig så trist blik. Hvorfor, var hun ikke klar over. Alt hun vidste, var at Jim måtte kende kvinden. Det gjorde hende en smule nervøs. Det var ikke meningen at hun skulle få konkurrenter. Hun ville have Jim for sig selv. Hun kiggede afventende over på Jim, for at få ham til at forklare, men han lagde ikke mærke til det. Hans blik var stift, som stod tiden stille. Men det gjorde den ikke, for kvinden blev bare ved med at gå. Indtil hun stoppede op, en halv meter foran Cloe, og hvæsede af hende. Hvæsede, som en sindsyg kat. Automatisk, begyndte Cloe at bevæge sig baglæns. Hun følte sig truet. Hvis ikke Jim stod ved siden af hende, havde hun nok løbet skrigende bort. Hvis ikke Jim var der, var hun aldrig gået ind i skoven. Så det var hans skyld.
"Skrid!"
Kvindens stemme var hård, som den træstamme Cloe stod presset op ad. Hun var gået ind i den da hun bakkede væk fra den sindsyge kvindes hvæsen.
Men samtidig var den også så sårbar. Hende som ejede stemmen måtte være på randen af at bryde sammen. Hvorfor, skulle Cloe snart finde ud af. Nogle kalder det skæbne, andre kalder det overtro. Det var i hvert fald ironisk at Cloe skulle dø, bare fordi hun elskede Jim. Hun kunne jo ikke vide, at han egentlig burde elske Megan. Kvinden i korsettet, med de lange snørrer.
Egentlig ville det her måske være forklaring nok. Enhver kan vel gætte sig til at Cloe blev dræbt. Og derefter Jim. Og enhver ved vel at det var Megan der gjorde det. Men jeg ved selv at i vil have detaljer. Alle de saftige detaljer om hvordan hun gjorde. Hvordan hun dræbte dem begge, og placerede dem nøgne i skoven, som et elskende par. Så jeg vil være jeres sladderblad, for første og sidste gang.
At være bundet gjorde ondt. Ikke bare fordi det tynde reb skar i håndledene, men også fordi det var ydmygende. At være bundet tæt til et træ, kun iført undertøj, var ikke just det mest fantastiske der kunne ske. Men det værste var vel at Jim stadig bare stod som frosset. For Cloe forstod det ikke. Hun vidste intet om alt det Jim vidste. Jim og Megan havde deres egen lille hemmelighed, som de ikke delte med nogen. Sådan kan det vel siges.
Tårerne var så småt begyndt at trille ned af Cloe's kinder. Ikke fordi hun havde lyst til at græde, men fordi hun ikke kunne lade være. Hun følte sig hjælpeløs. Stod bare dér, iført undertøj, bundet fast til et træ, og med en kæreste som burde hjælpe hende, men i stedet bare stod som var han lavet af sten.
Megan løftede en pegefinger, mens hun holdte koncentracionen på Cloe. Og endelig, endelig reagerede Jim. Han vendte sig om mod dem, og åbnede munden. Det han sagde lød så meningsløst.
" Hvorfor..."
Især da Megan ikke svarede. Men egentlig var det vel ikke ment som et spørgsmål. Det tegnede rynkerne i Cloe's pande op. At hun bare stod der, helt uvidende om noget som helst, var ekstremt syndt for hende. Men på den anden side... Hvis hun vidste det hele, ville hun have dræbt sig selv når hun fik muligheden.
Det var derfor at Jim stod som han gjorde. Han følte sig også hjælpeløs. Han vidste at han ikke kunne stoppe Megan når hun først var i gang. Når vreden for alvor boblede op i hende, var hun ikke til at styre. Det var også dumt at han førte Cloe ind i skoven. Det var Megans skov. Hendes territorium. Det var dér hun holdte til, og de havde forstyrret hende.
Det var umuligt at få Megan til at forstå, hvorfor Jim handlede som han gjorde. Hvorfor han var sammen med Cloe, og ikke hende. Men for ham var det enkelt. Hvorfor være sammen med Megan når han ikke elskede hende? Til det ville Megan nok svare at hun kunne give ham så meget mere. Det eneste hun ikke kunne give ham var kærlighed. Magt, penge, evner ... Alt, der interesserede hende, kunne hun dele med ham. Hun havde brug for ham. Sammen var de meget stærkere, og hun vidste at engang ind i den mørke fremtid, ville hun ikke længere kunne klare sig alene. Og Jim vidste det godt. Han kunne bare ikke forlade Cloe. Hendes hjerte var så blødt og sårbart, og han kunne ikke ødelægge det. Hun mindede ham om det hver dag. Med hendes funklende øjne, som strålede op på en hver regnvejrsdag. Hendes små bløde læber, som indrammede hendes naturhvide tænder. Det var altsammen så magisk. Hun behøvede ikke engang at smile på den rigtige måde. Bare hun smilte et lille smil, kunne det få vandet i hans krop til at simre. På en behagelig, kildende måde.
Men han valgte forkert. Han gjorde det mest egoistiske han nogensinde kunne have gjort. Han valgte hvad der var bedst for ham. Ikke hvad der var bedst for Cloe. Så nu var det hans skyld. Han kunne ligeså godt slå Cloe ihjel selv. Det ville være mere smertefrit end det Megan havde i tankerne.
Da Megan endnu en gang løftede pegefingeren, vidste Jim godt hvad der skulle ske. Og han stod rent faktisk og overvejede hvor mange plusser der var ved det. For egentlig så ville Cloe dø meget hurtigere hvis det var på den måde. Hun ville mærke støddet, og besvime. Hun ville sandsynligvis ligge i en evig søvn. Men kun sandsynligvis. Der var en vis risiko for at hun ville vågne op senere hen, det kom an på hvor stærk hun var. Hvis hun var en af de få mennesker som er født stærk, så vil der måske være 10% chance for at hun vil vågne op. Men det vil være i en tid hvor Megan og Jim ikke længere eksisterer så hvad gør det?
Jim løftede et bryn og overværede det som Megans finger pegede på. Cloe, badet i sved, og angst. Selvfølgelig var hun bange. Det var klart. Hun vidste jo ikke hvad der skulle ske. Det var sært at iagttage hvordan panikken fik blodet til at ligge sig i hendes kinder. Hvordan hun stod og forsøgte at dække for sin halvnøgne krop, selvom hendes hænder var bundet fast til træet. Hvordan hun kæmpede for noget, som hun inderst inde godt vidste var umuligt. Des mere hun bevægede hænderne, des dybere blev sårene i hendes håndled.
Pludselig gik det op for hende. Hun skulle dø. Det var først dér hun begyndte at slappe af. Nu vidste hun endelig hvad der skulle ske. Hun trykkede sig op ad træstammen, og løftede hænderne lidt, så rebene ikke ruskede op i de sår hun allerede havde fået på håndledene. Efter at have givet Jim et elevatorblik, lukkede hun øjnene og forsøgte at se ham for sig.
Jim pustede en gang ud, og gloede ned i jorden. Først da han hørte en summende lyd, kiggede han op igen. Det summede stadig af elektricitet, og det korte lysglimt stod klart i hans erindring. Cloe hang med hovedet nedad, og det eneste der holdte hende fra ikke at synke sammen, var de reb hun havde om håndledene. Enten var hun bevidstløs i meget, meget lang tid, eller også var hun død. Hvad var forskellen?
Megan stavrede over til hende, på usikre ben. Hun kiggede kort på hende, og besluttede sig så for at lave et kunstværk på Cloe's bevidstløse krop. Hun satte fingrene på hendes mave, og smilte til freds hver gang hun havde brændt et lille mærke. Til sidst dannede det et lille mønster. Et mønster som kun Megan vidste hvad forestillede. Hendes fingerspidser var blevet ildrøde efter alt det brænderi. Det sveg, og prikkede også lidt i dem. Men det var lige meget. Det der fyldte mest i hendes hjerne nu, var at hun snart skulle få glæden af at gøre det samme ved Jim.
Hans blik flakkede omkring, og landede til sidst på Cloe's brændte krop. Han havde set det før, for Megan havde gjort det på andre. Da var de bare i live, eller ved bevidstheden. Skrigene kunne sommetider give genlyd i hans hoved. De skreg så skingert. Alle pigerne. Egentlig havde han aldrig set Megan lave disse mærker på en dreng. Hvad han ikke vidste, var at han skulle blive den første.

Sweat dreams, everyone. Love from X
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...