Hvorfor lige mig.?

Det handler om en helt normal pige, som hedder Marie, hun går i skole og bruger fritiden som alle andre, men hele hendes liv som hun kender går i stykker foran hendes øjne på et spilt sekundt.

2Likes
1Kommentarer
532Visninger
AA

2. Hvordan kunne det her ske.?

Lyset fra vinduet, irriterer mine øjne, jeg kan ikke rigtig se noget for solens skær, men jeg kan dufte friske blomster, nogen roser og liljer, jeg åbner mine øjne lidt mere og jeg kan se bamser, tegninger, men jeg kan ikke rigtig se hvor jeg er, væggene er helt hvide, og der kommer larm fra maskinen ved siden af mig, den kører med *Bip Bip Bip* det lyder forfærdeligt, jeg kan osse hører mennesker, der går rundt eller snakke med hinanden. "Hvordan har du det?" Jeg vender hovedet og jeg kan se en læge, han ser helt overrasket ud.
"Jeg..... haa..r  ..... go...dt" min stemme vil ikke komme ud, hvorfor kan jeg næsten ikke sige noget, hvad sker der? "De skal slappe helt af, det hele skal nok gå" men jeg kan se på ham at han lyver der er noget galt men han vil ikke sige hvad det er, men før jeg tager kræfter til at spørger ham så kommer min familie løbende ind. "Du gjorde osse virkelig bange, du kan ikke bare gå rundt og falde om" jeg smiler til dem, og jeg ved at en dag ser vi tilbage på denne dag og griner, men jeg tog fejl .


Det er 2 uger siden, jeg faldt om på skolen, alt er tilbage til det normale, "Marie, skulle du ikke til læge idag?" "Jo jo men det først efter vi har haft det sjovt " jeg tager mine veninders hænder og begynder at løbe mod spille centeret, jeg ville nå at tag nogen billeder i photo maskinen og spille nogen spil inden jeg skulle der op, plus det kunne ikke være så virkelig jeg har det jo fint.
"Marie, kom nu vi skal tag billeder først" Vi sidder helt tæt op af hinanden så vi kan få de små billeder som man kan sætte på sin mobil, jeg lægger mærke til at Anja dufter helt særligt idag, en frisk duft af ment, med lidt blomst over det, "Anja, hvorfor dufter du så godt i dag, har du en date?" jeg griner imens jeg får sagt det og hun kigger bare på mig med røde kinder "hvad ved du om det Marie" Hun skubber til mig så jeg falder, vi er stille et sekund og så griner vi alle tre. 
"Hvor er vores billeder søde" jeg sætter det på min hvide telefon under coveret så kun jeg kan se det "kan du ikke lid os, siden du gemmer billedet" Griner Anja "Jo men vil kun ha det mig der ser det, da det nu er min hemmelighed skat" men morskaben slutter nu "nå jeg smutter til lægen, skriver til jer bagefter" jeg løb af sted til lægen så det bare kunne overståes. *BING* "Velkommen, bare tag plads, lægen kommer om lidt" Jeg hader de der venteværelser, de er så triste, og uhyggelige, sofa'erne er den her grimme orange grønne farve, og de er ubehagelig at sidde i. "Marie, kom du med mig" Endelig, men var det bare mig eller så Hr. Larsen ikke trist ud? "Hvorfor skulle jeg komme idag doktor" "Marie, jeg har noget jeg skal fortælle dig og, det er ikke noget godt" Jeg kigger ham ind i øjne og jeg kan se han mener det "Der er ikke noget galt vel Hr.Larsen?" han kigger på mig meget alvorligt "Marie, du har jo været til læge undersøgelser de sidste to uger," "Ja det har jeg?" Han tænder lys-boardet bag ham "Da du vågned op for to uger siden vidste jeg der var noget galt, derfor blev du kaldt til undersøgelse hele tiden, og nu ved jeg at min teori er god nok, Marie du har.." Han stopper et sekund, og peger på et billed af mit røntgenfoto "Marie du har en sygdom i hjernen, den er startet i din syns-center og har bredt sig til din motorisk center, den har bredt sig så hurtig at vi ikke længere kan operere det væk, og den sygdom du har er så sjælden at der ikke findes en kur mod den"jeg sidder bare og stirrer, jeg kan ikke få mig selv til at sige noget, jeg kan heller ikke græde, for hvad ville det hjælpe "Hvad, kommer der til at ske nu, dør jeg?" jeg kan mærke at jeg er helt stiv i kroppen, "Ja, det er desværre kun et spørgsmål om tid" i et øjeblik så jeg alle mine gode minder for mine øjne, nu kom tårerne, hvordan skete alt det her, hvordan blev jeg så syg og hvorfor mærket jeg det ikke, jeg rejser mig, mine tårer kører ned af mine kinder, jeg tager fat i stolen jeg sad på og smed den igennem vinduet, vinduets glas fløj rundt i lokalet, "AAAAARRRRRGGGGGGGGGGGGGGGHHH" Jeg falder ned på mine knæ og skriger af gråd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...