Do you Believe?

Jyw tror ikke kun på det han ser. For siden hans mor blev myrdet da han var 4 et halvt, og hans far som sidder inde for det, har Jyw blevet nød til at støtte sig til noget som den virkelige verden ikke kan give ham. En tryghed og en tro på det overnaturlige, som giver ham styrke til at kunne klare verden omkring ham og ham selv. Men da Jyw møder Hyssle da han lige er fyldt 16, ændrer hans hverdag sig, da han bliver nød til at stå ansigt til ansigt med magien som nu lige pludselig ikke kun forgår inde i hans hoved.


4Likes
4Kommentarer
887Visninger

2. jyw

Et hvidt skær fra det tændte fjernsyn som lyste ud i den mørke stue. Ølflasken klirrede mod gulvet og et ubehageligt sus rev i mig da glasset lige pludselig var alle steder og den bitre lugt af stærk alkohol trængte ud i rummet. Jeg kendte den lugt alt for godt. det var djævlens lugt. Den smittede af på alt og gjorde mennesker onde. Især de voksne. Især mor og far. Det var Selveste Satan som flød ud over gulvet. Ud på bedstemors gamle gulvtæppe, som var det eneste som duftede af trygge minder. Men ikke længere. Det flød ud som blod inde inde i mig. En høj mørk silhuet stavrede ned ad trappen. Nu skulle jeg dø. Den løb efter mig, og jeg prøvede at flygte. Råb og skrig fløj igennem luften og rev den i små stykker. Jeg løb alt hvad jeg kunne. Hen mød døren. ned af den lange gang, endeløse gang, som jeg aldrig nåede enden af. Det mørkerøde tapet med de sorte pletter opslugte mig lige så stille og mine knæ faldt sammen. Den mørke silhuet hev mig op fra gulvet, op fra Satan, men lod mig falde ned i afgrunden endnu engang. Mors skrig kunne høres længere nede af gangen. Inde fra soveværelset af. Jeg skulle kaste op. Den mørke silhuet havde et ansigt. det var fortrukket i vrede. Mørkt og ondt. "Satans møgbarn!" Råbte ansigtet. Jeg græd, men turde ikke skrige. Lyset blev slukket. Jeg ville ud. Jeg ville ikke længere være her, men jeg var for svag. For svag til at rejse mig. Så jeg blev liggende nede på gulvet og holdt om mit hoved. Mine tårer lavede små pletter på trægulvet. Døre blev smækkede. Skrigene var så høje. Jeg skreg og så til imens mørket opslugte min lille krop, men jeg gjorde ikke noget, for jeg turde ikke. Jeg gemte bare mit hoved og prøvede at huske den sagelige fortæller stemme fra radien som havde sagt "Magi er en kræft som alle kan besidde. Hvis du bare tror nok på det vil magien altid rede dig. Bare tro, og du vil blive væk fra alt dårligt og altid være der du vil være. Det lover vi. Bare tro.

Jeg vågnede med et sæt. Væltede næsten, forvildet, ud af den knirkende seng, af forbavselse over lige pludselig at være tilbage i nutiden igen. Himlen var grå og regn faldt fra den. Jeg kom forsigtigt på benene og satte mig op i sengen. Jeg rystede forvirret på mit hoved som dunkede af hovedpine. Det gjorde ondt. Jeg tænkte på min drøm. Mit maridt. Efterhånden var det kommet hver nat, hvor jeg var blevet kastet tilbage til fortiden og var vågnet op midt i et skrig.

Sikke en forfærdig nat.

Sikke en forfærdelig drøm.

Jeg humpede ud af sengen og så mig i spejlet der hang over væggen. Mit blege ansigt var vredt. mine øjne var trætte. Mit hjerte var træt. Vejret var gråt og regn var i sigte.

Endnu en dag i tilværelsen.

Endnu en dag i mit eget sentimetale helvede.

Endnu en dag, hvor jeg bare skal huske at tro.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...