Ray-Ray's out.

Raven begyndte at lære, allerede da hun var fem, og hun læste bøger på over 1000 sider, da hun fyldte syv, som frilæsning. Hun interesserede sig for det, hun nu vidste, at hun var. Hun var hadet af stort set alle, der kendte hende, for hendes mærkelige måde at føre sig frem på, gjorde hende ikke ligefrem populær. Da hun endelig kom til Hogwarts, var hun lige så pessimistisk, og deprimerende, som det var menneskeligt muligt, hvilket nok skyldes, at hun voksede op med en protistueret mor, og en lillesøster, der konstant gik i pink, og plagede hende, som hævn fra da Raven plagede hende. Raven er derfor blot blevet mere, og mere rasende som årene gik, og der er ingen tvivl om, at når den tid kommer, så vil hun være intet andet end en tikkende bombe, der venter på at kunne springe i luften, og få afkald på vreden. Ikke at det vil ændre hende.
Åh, og så har hun en drøm om at blive auror <3.

11Likes
6Kommentarer
1518Visninger
AA

4. Raven's vredesudbrud

Raven stod blot og stirrede ind i Malfoys stålgrå øjne, som hun egentligt havde håbet hun aldrig skulle være så uheldig at se direkte ind i. Hun kunne høre, at det så småt var begyndt at regne udenfor, imens scenariet på hendes værelse udspillede sig. Raven havde aldrig rigtigt tænkt over, at Malfoy kunne være en trussel. Irriterende var han, men hun havde ikke troet, at han var villig til at gøre skade på hende, for at få hans fakta. Derfor overraskede det her hende da også en del.

"Malfoy, fjern den stav," svarede hun, prøvede at ignorere hendes pinlige tanke om, at det der kunne lyde meget forkert i en lillesøsters ører, som hun var sikker på, stod lige udenfor døren, med øret trykket op imod den. "du får alligevel ikke noget ud af det."

Draco svarede ikke. Derimod pressede han staven længere ind imod hendes hals, idet han trådte et skridt frem, og på den måde også pressede hende op imod hendes egen væg. Hun tog et lidt strammere greb om hendes bog, drejede den cirka halvfems grader, og hamrede den så ind i maveregionen på Draco, så han tabte pusten - i mellemtiden fjernede hun sig omkring en meter væk fra ham, og kneb øjnene sammen.

"Hvad skulle det forestille, Malfoy? Hvad har jeg gjort dig?"

"... kan du ikke selv regne det ud, Coboi?" svarede han med så kold, og skarp en stemme, at Raven næsten kunne tage og føle på den. Og hun måtte ærligt indrømme, at det var en smule skræmmende. Hun holdt blikket rettet mod ham, lav som hun jo var, nødt til at kigge op, og prøvede at holde hendes værdighed i et stykke.  

"Hvad, er det nu blevet en forbrydelse at opholde sig i Fornødenhedsrummet, uden din tilladelse?" svarede hun, med næsten samme dræbende klang i stemmen. Hendes rystede dog en smule, efter den oplevelse hun lige havde fået. Ikke at hun ville vise det, hvis hun så var skrækslagen, men hendes stemme kunne hun ikke lige redde.

Hun vendte ryggen til ham, og gik hen imod hendes bogreol, da der nok alligevel ikke kunne være noget i det, han lige gjorde. Raven havde det med for hurtigt at undervurdere folk, og Draco lå bestemt ikke på hendes liste over trusler. Hun satte bogen ind på reolen, drejede sig, og stod igen ansigt til ansigt med ham. Denne gang presset op ad en ret så ubekvem bogreol. Hun havde ikke længere noget at forsvare sig med. Hendes stav lå i en lomme, der lå for langt nede, til ikke at være mistænkelig at række ud efter. Og det var så her hun begyndte at overveje, om livet stående op ad en bogreol, indtil en af dem blev sultne, mon egentligt ikke også var godt nok.

"Jeg spørger kun én gang til, Coboi. Hvad lavede du i Fornødenhedsrummet?" hvislede Draco lavt, og slangeagtigt, lige udenfor hendes øre. Raven følte afsky, men hun skubbede ham ikke væk. Raven's utrolige, og aldeles møgirriterende "ro" fik hende til at lade være.

"Det kommer stadig ikke dig ved, Malfoy." hviskede hun, ud for hans øre, da han ligesom havde hovedet på hendes skulder, og hun ikke i øjeblikket havde andet valg. Staven blev presset hårdt ind imod hendes bryst, så hendes trøje lige så godt kunne gå i stykker, men den forholdte sig intakt. Raven kneb øjnene en smule sammen, og skubbede ham hårdt fra sig, da hun ikke kunne holde ud at have ham så tæt på længere.

"FORSVIND!" Hendes vrede var pludselig blevet fordoblet, og som det til tider sker, når en magikers vrede overgår, fløj døren op, så hendes lillesøster faldt ind på gulvet. Og heldigvis kunne Draco ikke komme hurtigt nok ud ad hendes værelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...