Ray-Ray's out.

Raven begyndte at lære, allerede da hun var fem, og hun læste bøger på over 1000 sider, da hun fyldte syv, som frilæsning. Hun interesserede sig for det, hun nu vidste, at hun var. Hun var hadet af stort set alle, der kendte hende, for hendes mærkelige måde at føre sig frem på, gjorde hende ikke ligefrem populær. Da hun endelig kom til Hogwarts, var hun lige så pessimistisk, og deprimerende, som det var menneskeligt muligt, hvilket nok skyldes, at hun voksede op med en protistueret mor, og en lillesøster, der konstant gik i pink, og plagede hende, som hævn fra da Raven plagede hende. Raven er derfor blot blevet mere, og mere rasende som årene gik, og der er ingen tvivl om, at når den tid kommer, så vil hun være intet andet end en tikkende bombe, der venter på at kunne springe i luften, og få afkald på vreden. Ikke at det vil ændre hende.
Åh, og så har hun en drøm om at blive auror <3.

11Likes
6Kommentarer
1575Visninger
AA

6. Polyjuice-potion? Really?

"Jeg ser, at man har sendt sin far," begyndte Raven med overraskende ugæstfri stemme, og rankede ryggen. "Sig til din skræmte søn, at han selv kan troppe herop for information. Og medmindre du har tænkt dig at presse mere sten-kage ud ad min mor, foreslår jeg at du forsvinder, før jeg gør mig brug af umoden magi. Næste gang jeg ser en Malfoy i vores lejlighed, så dør vedkommende indenfor vore muer! Ud med dig! FORSVIND!" 

Igen boblede Raven's temperament over, og selv hendes mor sad og så lamslået på hende. Men Hr. Malfoy blev blot siddende, ganske rolig (Raven kunne se på hans gevandter, at han også måtte lide under Mørkets Herre's overtag. Han så også noget tyndere ud, synes hun at kunne se), men dog med til tider flakkende øjne, som om han faktisk ønskede at komme ud. Som om det her var noget, der bare skulle overstås - og hurtigt, for mindst mulig straffe. Og da faldt det Raven ind, at det her kunne blive til en smule underholdning. Så hun bevar også selv roen - ingen flyvende objekter endnu.

"Fortæl mig venligst, hvad du lavede i Fornødenhedsrummet den 3. Marts, Coboi. Så skal jeg nok forlade jeres... charmerende lejlighed." 

Raven's mor satte hendes fine porcelænskop så hårdt ned på underkoppen, at et stykke af underkoppen fløj af, og Raven så det næsten som et stikord. Hun udvekslede et hurtigt blik med hendes mor, der skam sagtens kunne forstå en underforstået fornærmelse. Selvom hun udstillede sig, og skabte sig, som et andet vindblæst æsel, var hun det bestemt ikke. Hun var bragende intellektuel, hvilket gjorde hende ikke-så-populær på markedet. Raven's og hendes mors, Misao's tryllestav fløj op ad hver sin inderlomme, og pegede begge på Hr. Malfoy. Raven stod egentligt ganske afslappet, hvorimod frk. Misao lignede en, der var parat til at eksplodere hvert sekund det skulle være.

"Lad mig gøre kort proces med det her, Hr. Malskvat. Næste gang vi ser jer i vores 'charmerende lejlighed' kommer en eller anden til skade. Måske du også gør det, på vej ud ad vinduet," begyndte Raven's kære mor, svingede staven, og hvæste ud igennem sammenbidte tænder: "Levicorpus!"

Staven slog et næsten spastisk lille svirp, hvorefter Lucius Malfoy hang på hovedet ud ad vinduet. Men Misao kunne alligevel ikke dy sig til bare at smide ham helt af hekulan. Så han endte med istedet at lande stinkende i en skraldespand. Hun stak derefter hovedet ud ad vinduet, og råbte: "tilbage til hvor du hører hjemme! Bliv der, rotterne vil elske dig!"

Raven stod bare i baggrunden, og kunne ikke tvinge et smil tilbage. Faktisk begyndte hun at le ganske let, hvilket øjeblikkeligt satte en reaktion igang. Hendes mor drejede sig om på stedet, pegede staven på det stakkels pigebarn, der øjeblikkeligt fik et lettere forvirret ansigtsudtryk, og stirrede indgående på hende, som om hun kunne være blevet erstattet.

".. mor. Stop det. Polyjuice-eliksir. Virkelig? Hvem ville stå i mine sko lige i øjeblikket? Hvem skulle bedrage dig, måske? En meget dum kunde?"

"Ja, det er dig. Raven, gå ind på dit værelse, jeg er træt af at se på dig. Og tag dine bøger med dig!"

Tilbage i trædemøllen. Ikke at det var uforudsigeligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...