Ray-Ray's out.

Raven begyndte at lære, allerede da hun var fem, og hun læste bøger på over 1000 sider, da hun fyldte syv, som frilæsning. Hun interesserede sig for det, hun nu vidste, at hun var. Hun var hadet af stort set alle, der kendte hende, for hendes mærkelige måde at føre sig frem på, gjorde hende ikke ligefrem populær. Da hun endelig kom til Hogwarts, var hun lige så pessimistisk, og deprimerende, som det var menneskeligt muligt, hvilket nok skyldes, at hun voksede op med en protistueret mor, og en lillesøster, der konstant gik i pink, og plagede hende, som hævn fra da Raven plagede hende. Raven er derfor blot blevet mere, og mere rasende som årene gik, og der er ingen tvivl om, at når den tid kommer, så vil hun være intet andet end en tikkende bombe, der venter på at kunne springe i luften, og få afkald på vreden. Ikke at det vil ændre hende.
Åh, og så har hun en drøm om at blive auror <3.

11Likes
6Kommentarer
1521Visninger
AA

2. Don't ever call me that again!

Raven satte sig ned på sin seng, efter at have lukket Draco ind, og han tog, mærkværdigvis plads, lige ved siden af. Hun forstod ikke helt, hvad han ville hende. Udover en gang, hvor de konstant blev sat i gruppe sammen, havde de ikke haft ret meget med hinanden at gøre, og at han skulle bruge hans, efter hans egen mening værdifulde tid, gjorde hende, som sagt, ganske forvirret - hun holdt dog den facade, som det var karakteristisk for Raven at holde.

"Du bor sørme pænt..." hånede Malfoy, og Raven kunne langsomt mærke raseriet boble, men hun lod det lægge, og holdt sin ganske kolde, følelsesløse facade, imens hun kiggede rundt i hendes halvtomme værelse, med en seng, et skrivebord, og ni reoler, med bøgerne proppet ind i dem.

"Jamen, tak. I det mindste ryder jeg selv op, efter mit rod. Jeg har ikke husalfer til at gøre det for mig."

I et langt stykke tid sad de bare og kiggede på hinanden, uden at sige et ord. Raven havde lagt med en bog på hendes seng, hvilket sagde en smule om, hvilken kedelig person hun var ... for andre.

"Var der en dybere mening i dit besøg, eller kom du her bare for at pisse mig af?" 

Der var noget ændret ved Raven. Hun var langt mere fjendtlig. Som om hun skulle holde flere parader oppe, end når hun var på Hogwarts... hvorfor hun skulle det, var svært at finde ud af, for der var jo kun hende, hendes yngre søster, og hendes mor, og så ham selv. Hun var langt mere fjendtlig. Kan en sommer virkeligt gøre så meget ved et menneske?

"Det var der vel. Jeg kom, for at redde nogle tråde ud," begyndte Draco, med et nu tilsvarende stenansigt, så de faktisk sad og lignede to irriterede modsætninger, der sad og stirrede på hinanden, som om de kunne rykke hovederne af hinanden. "Først vil jeg vide, hvorfor du var i Fornødighedsrummet sidste år. Hvad lavede du der?"

Åh, det kunne Raven udmærket godt huske, og hun foragtede det. Hun drejede kroppen helt, og sad nu med ryggen til Draco, med det samme følelsesløse ansigt, hvorefter hun trak hætten opover hovedet. "Det kommer ikke dig ved." 

"Jeg tror ikke du forstår hvor vigtigt det er, Raven," begyndte Draco, imens den lettere luskede Malfoy rullede henover, og han lagde charmerende armene om hendes skuldre, og trykkede hende ind til sig, så hun hvæsede ganske svagt. "Jeg skal bruge et svar."

"Det var da utroligt så skide charmerende, du kan blive, når der er noget du vil have. Men du får ikke noget at vide, Malfoy, for det kommer ikke dig ved." svarede hun, med blikket rettet frem for sig, og væk fra Draco, fortsat. Hun havde ikke lyst til at se på ham, når hun vidste, at han udelukkende gjorde det her, for at narre hende til at fortælle præcis hvad hun lavede derinde. Og det har hun ikke tænkt sig at gøre.

"Hvad skal der til, for at få dig til at smile?" hviskede han direkte ud foran hendes øre, og Raven spærrede øjnene en smule op. Hun vristede sig så løs fra hans greb, rejste sig op, og gik over til hendes bogreoler.

"Sådan noget gør jeg ikke..." svarede hun, med en smule uro i stemmen. Det var jo rigtigt. Hun smilede normalt ikke, for hun havde ikke haft lyst til det. Nogensinde. Der havde ikke været noget, der havde moret hende, og det ville der ikke komme. Ikke være noget, der kunne gøre hende oprigtigt glad. Et smørret smil i ny og næ, når hun hånede en anden elev. Men ellers ikke.

"Åh, hold dog op. Der må sgu da være et eller andet du kan lide!" lød det nu, ganske muntert, ovre fra hendes seng. Hun drejede sig så om, og gik roligt tilbage igen.

"Okay... jeg ville blive glad, hvis du..." hun nussede ham ganske kort over håret, tog så hårdt fat, ignorerede hans jamren, og åbnede døren, der var lige ved siden ad hendes seng. "gik ud fra mit værelse!" 

"Jeg havde aldrig troet, at en med kælenavnet Ray-Ray, kunne være så aggressiv."

"Hvad kaldte du mig? Hvem har fortalt dig om det navn, Malfoy?"

"Din lillesøster. Fint, hvis du ikke vil fortælle noget, så ses vi i morgen. Jeg har tænkt mig at komme herned, hver dag, i hele den her uge, indtil vi tager tilbage på Hogwarts, forstår du det, Ray-Ray?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...