Mit One Direction Eventyr.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2012
  • Opdateret: 2 jun. 2013
  • Status: Igang
Ina er 17 år gammel og er på ferie med hendes forældre, da hun en dag i ferien skændes med hendes mor og løber væk, møder hun en dreng. Hun kender ham ikke, men hun ved at drengen med de søde krøller er noget helt specielt. Smid gerne en kommentar med konstruktiv kritik. -LalalaLaura...xD

10Likes
20Kommentarer
1801Visninger
AA

4. Saint Harry Park.

Hun kiggede på mig. Eller hun kiggede jo allerede på mig, men for første gang på den her ferie kiggede hu virkelig på mig og så hvor glad jeg egentlig virkede. Hun kiggede først undrene på mig, som om hun ikke helt kunne placere hvad der var forandringen. Jeg stod og så hvordan hendes øjne søgte forskellen fra før til nu, men efter et par minutter stoppede hendes øjne ved mine, og hun smillede et lille smil. "Du virker....Glad" Sagde hun til mig. "Øøh, ja. Jeg ved ikke. Jeg tror bare at jeg godt kunne tænke mig at blive her lidt længere" sagde jeg smilende tilbage, og vidste at hun havde gennemskuet mig, hun vidste at jeg var forelsket. 

"Bare du husker at passe godt på dig selv, min tøs" Sagde hun med et skævt smil, der tydeligt viste at hun havde gennemskuet mig. Jeg kiggede på hende med store øjne og blev kunne mærke varmen stige op i mine kinder, da hun sagde det. "Ejh, helt ærligt mor?! Du er da bare for meget! Men,...Jeg elsker dig, alligevel" Sagde jeg tilbage til hende.

Hun smillede til mig, i det min mobil bippede. "Jeg går en tur", sagde jeg hurtigt da jeg havde læst beskeden. Den var fra ham drengen fra parken.

"Kom ned i min park.

Har en overraskelse. :D"

hvad skulle det nu betyde? Jeg begyndte at gå ned i mod parken, imens jeg tænkte på hvorfor han kaldte den for "sin park". Jeg gik under buen, der stod som en indgang til parken. Det eneste hul i den her ende, så parken så på en måde ud som i et eventyr, da man ikke kan se hvad der er inden i dens skygger, før man selv er der. 

Jeg kiggede på det store messing skilt i det jeg passerede det. "Saint Harry Park", stod der. Jeg gik hen under et stort træ i hjørnet af parken. Her var så meget skygge at det nærmest var mørkt. De generede ikke mig, og her kunne jeg stå og se ud på alle de glade mennesker der bruger deres lørdag eftermiddag i parken. Jeg kunne også godt li det, fordi jeg vidste at de ikke kunne se mig.

Det var faktisk ret underholende at se på menneskerne. Barnepigen, der var ude og gå tur med de to umulige børn. Hun forsøgte forgæves at holde fast i begge. Gad vide hvad der skal til siden at man frivilligt tager sådan et job? Jeg stod og op digtede hendes historie, da en person tiltrak min opmærksomhed. Han kom gående ind, og kiggede søgende rundt. Hans øjne strejfede også der hvor jeg stod, men han kunne selvfølgelig ikke se mig, for alle skyggerne og mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...