Mit One Direction Eventyr.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2012
  • Opdateret: 2 jun. 2013
  • Status: Igang
Ina er 17 år gammel og er på ferie med hendes forældre, da hun en dag i ferien skændes med hendes mor og løber væk, møder hun en dreng. Hun kender ham ikke, men hun ved at drengen med de søde krøller er noget helt specielt. Smid gerne en kommentar med konstruktiv kritik. -LalalaLaura...xD

10Likes
20Kommentarer
1804Visninger
AA

2. Den Krøltoppede Stalker.

Seriøst, jeg burde forbedre min form.! Jeg var helt for pustet da jeg havde løbet tilbage til søen i parken. Jeg smed mig i det bløde græs og forsøgte et øjeblik at få kontrol over mig selv igen. 

"Ejh, hallo. Stop lige" Hørte jeg en, til min irritation, kun let for pustet stemme, komme løbende imod mig. Det var ham den drengen var karaoke-caféen. Han var nu nået helt hen til mig, og satte sig stille ned ved siden af mig, der stadig lå og var ved at dø imens jeg forsøgte at få mine lunger til at virke normalt. "Jeg hedder Harry" Sagde han med britisk accent. "Fint. Det gør jeg ikke!" svarede jeg surt tilbage, og forstod ikke hvorfor han ikke bare smuttede. Mit liv var trist nok i forvejen.

Han smilede bare til mig, og sagde; " Har du overvejet bare at sige hej, som normale, i stedet for at få mig til at jagte dig gennem min park?". Den dreng forvirrede mig. Meget. Det føltes som om tusind sommerfugle baskede rundt indeni mig. Jeg kunne ikke lade vær med at grine lidt af ham, han så lidt sød ud, som han der sad og snakkede til mig som om vi var gamle venner. "Din park?" spurgte jeg, mest for bare at høre den dejlige lyd af hans stemme igen. Han så et øjeblik forvirret ud, og jeg fortrød straks mit spørgsmål. Jeg så ned i jorden, og var helt sikkert knald rød i hovedet. Sådan sad jeg lidt i tavshed, da han begyndte at grine. "Må jeg høre hvad der er så sjovt?" Spurgte jeg og kunne ikke lade vær med at smile til ham, når han sådan sad og så ud som jordens dejligste og gladeste dreng.

En dreng jeg jo egentlig ingen ting ved om. Det her er alt for mærkeligt Ina. Hvorfor sidder du og griner med en vildt fremmed dreng. I et fremmed land. På en ferie du ikke ville på. Mor!, et billede af min mors sårede ansigt slog ned i mine tanker. Jeg måtte undskylde til hende. Jeg var ikke den eneste der havde mistet. Hun havde mistet sin eneste søn. "Jeg er nød til at" sagde jeg hurtigt, og afbrød hans stille latter. Med et så han såret ud, og igen følte jeg et stik af sorg, fordi jeg skulle gå, når jeg aller mest havde lyst til at knuge ham indtil mig.

"Men hvordan kan du forlade mig, min skønne. Jeg har jo hverken dit navn eller dit nummer." sagde han dramatisk med et stort smil. Det smil jeg sendte tilbage til ham var ægte. For første gang siden min bror fik kræft, havde jeg smilet rigtigt. "Navnet er Ina" sagde jeg i det jeg rejste mig. Han rækkede mig hans mobil og jeg skrev mit nummer ind.

"Tak Emo-pige. Vi ses lige pludselig" sagde han i det jeg gik tilbage imod mit hotel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...