Lilliana *Eventyr*

Denne historie var egentlig en opgave i dansk, hvor vi skulle skrive et eventyr. Et eventyr blev det dog ikke, så bær over med mig. Mulige kommafejl, og slåfejl.

Nyd den!

0Likes
0Kommentarer
642Visninger

1. Lilliana

 

Der var engang en ung, smuk pige ved navn Lilliana. Hun var 15 år gammel og boede sammen med sin fader i en lille, forfalden hytte i udkanten af byen. Hun havde to brødre. En storebroder og en lillebroder. Lillebroderen hed Aksel og var 8 år gammel. Storebroderen var 17 og hed Mitchell. Konstant kæmpede familien med den pivende vind der ikke stoppede med at suse ind af væggenes huller, og der var ikke klude nok til at stoppe i hullerne.

Lilliana arbejdede på en kro inde i byen som serveringspige, og gjorde sit job godt. Hun var en køn pige, og mændene kiggede tit på hende mere end nødvendigt. Alligevel gik hun altid smilende rundt, uden tab af balance, og med en utrolig ynde. Hun fik sig ofte drikkepenge med hjem, men de gik ofte til tiggerne der lå på gaden. Hendes fader var meget utilfreds med pengene der forsvandt på denne måde, men hun blev ved. Faderen kunne ikke selv arbejde, da han havde mistet sit ben til ploven for mange år siden. Dengang blev ansvaret lagt på Lillianas og hendes brødres skuldre. Hendes yngste broder var en af de mange buddrenge, og solgte aviser for to kobbermønter, eller en sølvmønt. Han fik ikke meget af fortjenesten, men han solgte godt med sine store blå øjne, og lyse krøllede hår. En modsætning af sin søster og broder. Begge store børn havde mørkebrunt hår, med meget lette bølger i, og kønne grønne øjne. De havde deres udseende fra deres moder, som døde i barselsseng med Aksel. Det smerter faderen at se på sine børn, der minder ham om sin afdøde hustru. Aksel havde sit ydre fra sin fader, hvis eget udseende er forfaldet. Men når han en sjælden gang smiler, kan man være heldig og se et glimt af hans gamle, flotte jeg.

Som altid havde Lilliana gået og ordnet sine småjobs hele dagen, og hen på aftenen gik hun ind til byen, og ind på kroen for at passe det arbejde hun var mest sikret på. Der var allerede godt gang i bixen, da folk havde fået deres løn i går, og nu havde penge. Hun smuttede ind i baglokalet, hilste på Maria som var kromutteren, og fandt den røde kjole med et enkelt bånd om maven som alle kropigerne fik. Hun smed sin kjole i det sædvanlige hjørne og trak den anden over hovedet. Aftenen gik som sædvanlig, og som Lilliana stod og småsludrede med en af stamgæsterne, gik døren, og rummet blev stille. Det skete kun ved fremmede, vidste hun. Ligesom alle andre vendte hun sig mod døren, og så en høj, kappeklædt skikkelse skride ind i lokalet. Han smed sig oppe ved disken på en af de fladtslidte stole, og bestilte et krus kaffe. Folk begyndte igen at snakke, men denne gang mere skeptisk. Igen begyndte Lilliana at servere, og fik efterhånden arbejdet sig mod enden af sin vagt. Hele aftenen holdt hun et skjult øje med den fremmede gæst, og passerede tæt forbi ham da hun gik mod døren. En svagt velkendt duft hang ved ham. Den var ikke dårlig, tværtimod kunne Lilliana lide den.

Hele den næste dag prøvede Lilliana at huske hvor hun kendte den duft fra. Alle sine vågne timer blev brugt på det, og hun var frustreret over ikke at kunne huske det. Da hun igen kom på arbejde om aftenen, gik hun hele sin vagt og håbede den fremmede kom, så hun kunne spørge ham. Ikke skyggen af ham viste sig.

Der var gået to uger, og Lilliana havde givet op på den dejlige duft, og på den kappeklædte fremmede. Hendes vagt på kroen blev dog noget mere interessant da den fremmede igen dukkede op. Denne gang satte han sig blot i det fjerneste hjørne af spisesalen. Det blev Lillianas opgave at servere ham. De andre piger havde ikke modet til det. Den fremmedes ansigt var skjult af en bred hætte, og knap det nederste var synligt. Han havde fint buede læber og en stærk kæbe. ”Hvad skulle det være?” spurgte Lilliana smilende. ”En kaffe, tak” svarede en fyldig, behagelig stemme. Lilliana nikkede ”Lige straks” svarede hun, vendte om, og krydsede så rummet for at hente hans kaffe. Han var ung, det var tydeligt på hans stemme, tænkte hun. Ingen skæg, men måske har han bare barberet sig, fortsatte hendes tanker. ”Hey! Lillie, smukke! Tager du ikke en øl med til mig, nu mens du er i gang?!” råbte en af hendes faders gamle venner. Lilliana kendte ham godt, og det var som om at han var den skøre gamle onkel. ”Selvfølgelig, Miles!” svarede hun, uden at kigge tilbage. Hun hentede de to drikkevarer, og serverede først for Miles. Den fremmede sad i præcis samme stilling som hun havde forladt ham i. Først nu bemærkede Lilliana den lange, tilbagekrummede bue ved hans side. Pilekoggeret lå ved siden af. Buen var noget mere avanceret end de almindelige jagtbuer der hang i mange hjem, så det tydede på at han kunne håndtere den. ”Min kaffe når at blive kold” sagde en stemme, tydeligt imens ejeren smilede. Lilliana smilede over sin dumskab og gav den kappeklædte hans kaffe. ”Det bliver en kobbermønt, men hvis De vil, så er De velkommen til at betale senere” Den fremmede smilede, det kunne Lilliana se på det eneste der ikke var dækket af hættens skygge. Lige, hvide tænder. Sund kost, ikke drukkenbolt, konstaterede hun i sit hoved. To sølvmønter og en kobbermønt blev smidt over bordet og landede foran hende, på det slidte træ. ”Behold resten” fortalte stemmen. To sølvmønter. Lilliana var chokeret. ”Det kan jeg ikke, gode Herre. Det er for meget” Igen smilede han. ”Så må de vel bare ligge og pryde bordet” gav han igen med et ligegyldigt træk på skuldrene. Han smilede stadig. ”Mange tak” sagde Lilliana varmt, og tog de to sølvmønter i inderlommen på kjolen, og kobbermønten i hånden.

Den kappeklædte begyndte at komme hver tirsdag aften, og torsdag aften. Lilliana tog oftest ham som kunde, og de lærte efterhånden en del om hinanden. Han var omkring de 15-16 stykker som hende selv, og forfærdelig kæk. Han sagde tingene som de var, og holdte sig ikke tilbage hvis der var noget der skulle frem. Samtidig var han diskret, og svær at gøre sig klog på. Lilliana havde en enkelt gang set hans øjne, som var som brune søer af gåder. Lilliana blev forelsket i det øjeblik hun så ind i hans øjne. Hvad hun ikke vidste var, at han havde det på samme måde med hende. Han elskede hendes latter, og havde lyst til at skyde en af sine sortskaftede pile gennem de halvfulde mænd der en gang imellem ikke kunne holde nallerne for dem selv. Han havde fundet ud af at hun hed Lilliana, og ikke bare Lillie, som han pinligt nok var kommet til at kalde hende første gang, han kaldte hende ved navn. Men han kunne bedre lide navnet Lilliana. Will var forelsket.

Lillianas fader havde godt bemærket hvordan Lilliana gik og glædede sig til at skulle arbejde tirsdagene og tordagene. Han havde spurgt hende, og hun havde svaret. ”Det er i dag Will er der! Far, du skulle virkelig møde ham! Han er simpelthen så flink, og høflig, og rar, og venlig!” faderen kunne ikke lade være med at smile over sin datters glæde, men alligevel vidste han godt hvad dette betød. Hans lille pige var blevet forelsket…

Dog da Lillianas vagt var forbi den torsdag, kom hun, som en overraskelse for faderen, hjem med hængende mule. ”Gik det godt i dag?” spurgte han, med en yderst forsigtig stemme. ”Will kom ikke i dag. Jeg går i seng” svarede hun kort og køligt, og gik ind i sit kammer.

Der var gået en måned, og Lilliana var stadig ikke glad. Hele den måned havde hun gået med sort humør og grædt sig selv i søvn. Hver tirsdag og torsdag i de første par uger, havde hun tager håbefuldt afsted til arbejde, glædet sig til at se Will dukke op og snakke med hende. Men så kom hun altid hjem og var trist igen. Hendes tristhed smittede af på hele huset, og faderen blev ked af det hver gang han hørte hende græde.

Lilliana var kommet hjem fra en dårlig aften på kroen, hvor hun havde fået tidligt fri. Hun havde igen lagt sig ind i sit kammer, uden at snakke mere end nødvendigt til familien og bare faldet i søvn. Faderen sad foran ilden i den lille kamin, og grublede over sin datters ulykke da en let banken lød på døren. Faderen rejste sig tøvende, da det ikke var normalt at nogen kom ud til deres hytte, og da slet ikke på dette tidspunkt. Han åbnede døren halvt, og så en høj, kappeklædt skikkelse stå derude, med et bekymret træk om munden. Hans ansigt var ikke til at se. ”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte faderen tøvende. ”Godaften, sir. Jeg hedder Will Treaty. Jeg har gørt at Mrs. Lilliana skulle bo her. Er det sandt?” Faderen kunne ikke se det, men han var sikker på at denne Will kiggede grundigt på ham. ”Åh, ja. Hun bor her. Og hun undrer sig over hvor De blev af, Mr. Treaty!” faderen blev vred nu. At denne lømmel ikke fortæller hans datter hvor han bliver af, og efterlader hende såret tilbage kan han slet ikke acceptere. ”Mitchell!” brølede faderen så ind i huset. Mitchell kom hurtigt ud til sin fader, og så vreden i hans øjne. ”Will er her” informerede faderen, og lagde trykket på ’Will’ for at få sønnen indforstået. Mitchell trådte hen i døren og spiddede Will med sit blik. De var omtrent lige høje, men Will var klart overmanden. ”Min søster ønsker ikke at se Dem, Will” Mitchell var også vred, og ønskede ikke at denne respektløse person skulle nær hans søster igen. Lilliana havde dog hørt tumulten ude ved døren, og var stået op og taget tøj på for at se hvad der foregik. Aksel sov trygt og godt i sin seng som lå over for hendes. Ude ved døren kunne hun høre Wills karakteristiske stemme, og hun løb ud til døren på sine bare fødder, for kun at blive stoppet af sin fader. ”Lillie, jeg vil ikke at du skal se Will mere!” sagde han. ”Men det vil jeg!” klagede hun, og Will hørte dette. ”Lilliana?” spurgte han ind ad døren, og snakkede som stod Mitchell der slet ikke. Lilliana gjorde sig fri af sin faders greb, og løb hen til døren. Mitchell pustede sig op, og stillede sig ligeså i vejen. Will ønskede ikke at komme i konflikt med den pige han elskedes familie. Men han ville stadig gerne se hende. Lilliana gjorde sit alt for at komme forbi sin broder, men han var for stærk. Hun mærkede tårerne stige i sine øjne, da Mitchell hev hende ind i huset, imens Will bare stod udenfor og så til. Faderen gik ud og råbte højlydt af Will, og Lilliana forstod på det, at de ikke måtte ses mere. Dette fik hende til at løbe ind i sit kammer, smide sig på sin seng og hulke ulykkeligt ned i puden.

Lilliana snakkede ikke til andre end sin yngste broder den næste dag. Faderen og Mitchell fik knap nok andet end onde blikke. Igen gik Lillianas dag med småpligterne, hvorefter hun tog hen på kroen. Will var der ikke. Men da hun ville lægge nogle drikkepenge i sin inderlomme på kjolen mærkede hun noget uvant. Hun trak det op, og så et lille stykke pergament ligge i hendes hånd.

Vi stikker af i nat. Pak dine noedvendigheder og vaer klar naar maanen staar paa sit hoejeste. Jeg vil staa klar med en hest.

Will

Lilliana følte sig flyvende indeni. Hun ville dette, kunne hun mærke. Hun lagde sedlen tilbage, og gjorde sin vagt færdig, lykkeligere end hun havde følt sig i noget der føltes som årtier. Da hun kom hjem holdte hun den vrede, hadfulde maske hun havde haft størstedelen af dagen. Da hun om aftenen var sikker på at hele hendes familie sov, listede hun rundt i huset og fandt tæpper, mad, og hendes indtjente penge, som hun havde gemt til den dag hun ville få brug for dem. Hun fandt sin vams som hun brugte om vinteren, sine pæne sko, og alt hvad hun tænkte, at det ville få brug for. Hun fandt et stykke papir, og en pen, og gav sig til at kratte en besked ned:

Fader, Mitchell, og Aksel I ved at jeg elsker jer, men jeg kan ikke leve uden Will. Han er min sjaeleven. Vi skal nok passe paa os selv, og vi haaber det samme om jer.

Jeg elsker jer.

Jeres Lilliana

Lilliana lagde den lille seddel i en konvolut, som hun kyssede, og som hun så lagde på spisebordet. Hun tog sin lærredssæk, som hun havde sine ting i, og gik ud for at vente. Ikke mere end en halv time efter kom en kappeklædt skikkelse gående, med en lavbenet hest ved tøjlen. Lilliana smilede og mærkede tårerne stige i sine øjne. Hun rejste sig og løb letfodet som en hyrdehund, lige i armene på den mand hun elskede. Det gik op for hende nu at den duft hun genkendte, var duften af hest, og af natten blandet. Hun smilede og gjorde Wills kappe våd med sine glædestårer. Hans trygge arme lå om hende, og hun følte sig lykkelig. De hjalp hinanden med at pakke tingene bedre, så der kunne være plads til dem begge på den lille, stærke pony. Så red de sammen væk under månelysets skær. Ingen ved hvor de tog hen, ingen ved hvor de endte, men alle ved at de var lykkelige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...