The Witch

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2013
  • Status: Igang
Har du nogensinde oplevet, at noget har forandret sig? Det kan havde været nogen du kender, eller dig selv, når du ser tilbage på livet som det var engang.
Nogenlunde det samme prøver vores hovedperson Kira, som må igennem en grusom forvandling fra en ensom, men glad pige til en "ægte" heks...

7Likes
10Kommentarer
1385Visninger
AA

6. "Emma?..."

Kira åbner øjnene næste dag. Hun har ikke sovet rigtigt hele natten, kun lukket øjnene.

Hun har brugt hele natten på at tænke, tænke på hvad der skete før "brand øvelsen".

Idag ville hun tale med Emma. Hun spiser sine morgenmad, og tager den tidlige bus til skolen.

Hun ville være klar når Emma kom på bussen, så de kunne snakke.

Kira sidder og trækker i en trevl af bussædets multifarvede betræk imens hun venter.

Hun tæller svingene før de kommer til Emmas stop, og hun vender og drejer ideen i sit hovede.

Hvad vil Emma tænke? Måske vil hun bare grine højlydt, så alle i bussen vender sig mod Kira.

Eller griner med. Det er skrækscenarioet. Aller bagerst sidder Cecilie og hendes veninde - Klara er det, Klara, tænker Kira - Cecilie og Klara og deres klike med deres små spejle og læbestifte og duft af hårlak. De smører håndcreme på, så man ikke kan se hvor ru deres håndflader er blevet af at kaste sten. 

Så stiger Emma på. Kira trækker sin skoletaske væk fra sædet ved siden af, så Emma kan komme til.

Hun sætter tasken på sit skød, knuger den lidt, imens hendes hjerte banker derudaf.

Emma fatter ingenting, siger godmorgen, noget om vejret, kigger ud. Så, da der tre gader til skolen, siger Kira det.

"Emma... Vil du tro på mig, hvis jeg siger at jeg er en heks?"

Emma er helt blank et øjeblik, før hun siger;

"Er det en slags tryllekunst, du vil vise mig eller hvad?"

"...Kan du huske brandøvelsen? Der gik ild i nogle papirer? Det var mig, der gjorde det!"

"Virkelig?"

"Yes..."

Kira kan se, hvordan Emma tænker, så det knager. Dommen må komme lige om lidt. 

Så stopper bussen, og der kommer en trængsel uden lige, når alle skal af.

Kira rejser sig også, flyder med strømmen af elever.

Hun mærker et stød i maven, en albue der borer sig ind i mellemgulvet, men Cecilie er forsvundet.

Kun duften af hårlak hænger ved. 

Udenfor opløses menneskeflokken i syvende, ottende og niendeklasses elever.

Kira står på parkeringspladsen og venter. 

Så mærker hun pludselig en, der slår armende om hende i et bjørnekram bagfra. 

"Hvorfor har du aldrig fortalt det?! Det er fantastisk!" 

Kira smiler. Det føles, som om en stor sten har forladt hendes mave.

Som om hele verden er blevet lettere. 

Så siger Emma noget igen.

"Nu kan vi endelig få hævn på Cecilie og hendes duller!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...