The Witch

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2013
  • Status: Igang
Har du nogensinde oplevet, at noget har forandret sig? Det kan havde været nogen du kender, eller dig selv, når du ser tilbage på livet som det var engang.
Nogenlunde det samme prøver vores hovedperson Kira, som må igennem en grusom forvandling fra en ensom, men glad pige til en "ægte" heks...

7Likes
10Kommentarer
1381Visninger
AA

4. Det andet møde

Kira står på skolens parkeringsplads. 

Det er koldt, og vinden blæser hen over cementen, fejer nogle visne blade med sig og pisker Kiras hår ind i hendes ansigt. De sidste elever er så småt ved at gå tilbage til skolen efter optælling og uroligheder. Lærerne snakkede om en brandøvelse, men rygterne spreder sig igennem menneskeflokken. Kira ved, at timen begynder igen lige om lidt, som normalt, men det klør ligesom i hendes ben. Hun vil ikke gå tilbage. Kan ikke. 

Imens klasselæreren ser den anden vej stikker Kira i løb. Hun spæner hen over pladsen, modvind, hår i øjnene, hen ad vejen videre afsted. Alt forsvinder; vejen opløses i grønt og gråt der farer forbi; fartstriber; stopskilte. 

Da hun kommer til sig selv igen er hun i en park. Langsomt kommer træerne og buskene ind i fokus. Grønt og gyldent blander sig når vinden rusker i grenene. Kira kan ikke huske, hvornår hun sidst var her. En gang for længe siden, dengang hun følte at hun kunne snakke med sine forældre, dengang hvor hun sad på gyngen og hylede af grin, hver gang hendes far skubbede hende højere op mod den blå himmel. Nu ser Kira kun på gyngestativet, hun tør ikke engang røre ved det. Det er rustent nu, en vakkelvoren stålkonstruktion, der knager i vinden. Himlen er grå. Legepladsen virker forladt.

Kira synker ned på en bænk, der knager en smule under vægten. Den er også gammel. Nogen har ridset i den: "L+A 4 ever!", "Fuck politiet!", "Life is beautiful". Kira følger udskæringerne med fingrespidserne. Gad vide hvad bænken har set, tænker hun. Alle de år, den har tilbragt her. 

Hun kigger ud på parken igen, lejepladsen, hvor gyngerne svinger i den tomme luft. Træernes blade, der falder til store blandede bunker af efterårsløv, fugle, der kvidrer et eller andet sted. Måske er det det man har brug for, tænker hun. At komme væk fra det hele. Life is Beautiful. 

Så hører hun en lyd af fødder på grusstien. Hun vender sig hurtigt og ser Bellatrix, der runder hjørnet ind til legepladsen med sin stok i hånden og hunden bag sig.

"Goddag, Kira." hilser hun glad. "Burde du ikke være i skole nu?"

"Der var brandøvelse. Vi fik tidligt fri."

Bellatrix sætter sig ved siden af Kira. Bænken knager som om den stønner.

"Jeg plejede at komme her en del da min søn var lille," siger Bellatrix. "Og før han tog væk.  Men ikke bagefter. I dag fik jeg bare på fornemmelsen, at det var det rigtige at gøre."

Stilhed. En fugle flyver ned på rutsjebanen, lander, letter. 

Kira tager in dyb indåndingen, før hun taler. 

"Bellatrix, jeg satte ild til noget i skolen i dag."

Den gamle dame spærrer øjnene op. "Jaså... " mumler hun, nok mest til sig selv. "Måske er jeg ikke den eneste heks her."

"Er jeg, eller er jeg ikke?!" udbryder Kira. Bellatrix bliver forskrækket, og en fugle holder op med at synge et sted ude i træerne.

"Det er du." siger Bellatrix så, imens hun stirrer ud på legepladsen. "Det er der ingen tvivl om."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...