The Witch

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 sep. 2012
  • Opdateret: 18 mar. 2013
  • Status: Igang
Har du nogensinde oplevet, at noget har forandret sig? Det kan havde været nogen du kender, eller dig selv, når du ser tilbage på livet som det var engang.
Nogenlunde det samme prøver vores hovedperson Kira, som må igennem en grusom forvandling fra en ensom, men glad pige til en "ægte" heks...

7Likes
10Kommentarer
1355Visninger
AA

3. Amuletten

Når bilerne kører forbi ude på vejen kommer der først en lav summen. Den stiger og stiger, og nogle gange begynder glassene i skabene at klirre. Så fejer en lyskegle ind ad vinduet, farer hen over væggen med dens plakater og den uordentlige seng. Så er bilen borte, og stilheden sænker sig igen.

Kira ligger på sin seng. Normalt tæller hun biler når hun ikke kan sove, men denne nat har hun ikke taget tøjet af, prøver ikke engang på at falde i søvn. Hun ligger på maven og betragter en lille ting i sine hænder. 

Den lille krystal hænger i en tynd lædersnor. Hun svinger lidt med den, lukker hånden om den, holder den op foran månelyset fra vinduet og opdager at det svage, røde lys aldrig helt forsvinder. Den røde krystal ser ud, som om der brænder en lille flamme inden i den. I morgen skal hun tage i skole - hendes forældre opdagede ikke at hun pjækkede denne gang, det var hendes lærere - og i morgen vil hun tage den lille amulet med sig og se, om den virker. Heksen sagde, at den ville bringe held. 

"Er du en heks?" havde Kira spurgt.

Bellatrix havde nikket. Langsomt havde hun fortalt om krystaller og planeter og horoskoper, og Kira havde syntes, at den gamle dame havde lydt som en eller anden New-age-tåbe

"Og den her må du få." Det var, hvad Bellatrix havde sagt da hun lagde den lille amulet i Kiras åbne hånd.

Vækkeuret lyser grønt. 00:56 am.

Langsomt falder Kira i søvn.

Morgenen er hektisk. Kira vågner for sent, stadig i sit gamle tøj. Hun når kun lige at skifte, at sluge sin morgenmad og at spæne ud af døren. Bussens døre er lige ved at lukke sig, da hun når frem og kaster sig ind. Chaufføren er ligeglad med optrinnet; det er ikke første gang at han er vidne til noget lignende.

I bussen sidder Kira samme sted som altid. Bussen her to stop før den ankommer til stationen ved skolen, og ved det næstsidste stiger Emma på. Pigen med det brune hår og rottehalerne hopper ind i bussen og glider ned imellem rækkerne, hvorefter hun sætter sig ved siden af Kira. Ingen af dem siger særligt meget.

"Hvor var du i går?" spørger Emma. 

"Ikke rigtig nogen steder." Kira kigger stadig kun ud af vinduet. 

"Vil du låne mine noter til historie?"

"Det ville være rart. Tak."

Skoledagen er det samme som altid. Der er ikke en stor eller lille skole, bare en helt ubetydelig størrelse. Den er grå og brun og gullig og lavet af gamle mursten og beton. Klasseværelse 102 tilhører 9.B, bord nummer 4 tilhører Kira Lassen, den første time er matematik. Dag ud og dag ind.  Måske ville skolen ikke være så slem hvis det ikke var for eleverne, for klokken fem minutter over 8 - altid for sent - kommer Kiras plageånder. To piger med håret sat op, blond og nyfarvet, ørenringe, piercinger, mærkevarer. Den ene er nok Cecilie, hende den anden kan Kira ikke huskenavnet på. Læreren forsøger ikke engang at sige noget til dem imens de snakker højlydt hele vejen ned til deres pladser.

Lærerinden fortsætter. 

"Og her er udbredelsen af det mægtige romerrige i cirka 600 før Kristus..."

Ingen lytter. Alle er mere optagede af alle mulige andre projekter, opgave og planer. Lærerens stemme bliver monoton, forsvinder i mængden af hvisken og mumlen. Kira begynder at døse hen, da der lige pludselig er en der råber op. 

"Hvad fanden bilder du dig ind?!"

Den ene af de blonde piger har rejst sig. Det er tydeligt, at hun har råbt af Emma, der krymper sig i sin stol. 

Cecilie råber igen. "Går du og bagtaler mig?!"

Emma siger ikke noget. Hun forsøger at stamme et eller andet frem.

Kira gør ikke noget. Læreren er allerede ved at gribe ind, men hun kan ikke få det varme had indeni til at køle ned. Emma bagtaler ikke nogen. Der er en der sidder og griner af dem begge to nu. Kira knuger amuletten i sin hånd, og det er som om følelsen af vrede og ydmygelse på Emmas vegne vokser sig større og større. 

Hun lukker øjnene. 

Netop i det øjeblik kommer den en høj, gennemtrængende hyletone. Panik spredes i klasselokalet. 

Det er brandalarmen. 

Der er gået ild i papirene på Kiras bord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...