For kærlighed og frihed!

Jeg er køn, ikke smuk, køn. "Du er så smuk, at jeg mister pusten!" Jeg kigger op på min bedste veninde. Der står hun, med sin lille søn. Begge klar til kamp. Hadet blusser op igen. Vores herskere ser os ikke som rigtige mennesker, og ser derfor intet galt i at tvinge børn, som ham, i kamp. Kun fordi vi har andre øjne. Kun fordi vi har magiske evner. Jaden sender et blik fyldt med kærlighed. Farvel, smukke verden!

25Likes
49Kommentarer
1536Visninger
AA

2. For kærlighed og frihed!

Klokkerne rungede. Gav genlyd, og blev igen slynget imod os. 

"Jeg elsker dig!" Det blev sagt som et udbrud, som om at han ville være sikker på at han nåede at sige det, inden døden indhentede ham.

"I Lige måde" sagde jeg imellem kyssene "Højere end noget andet!"

Engang havde jeg ikke engang troet på kærlighed eller medmenneskelighed for den sags skyld. Men så havde jeg mødt Jaden og Rian. De havde lært mig at elske. Det var ironisk, hvordan dem der var dømt til de trangeste kår, og den mest usle tilværelse var dem der elskede mest og højest! Man skulle tro at omstændighederne havde gjort os bitre, hvilket i mit tilfælde også var nogle lunde rigtigt, men først og fremmest havde de åbnet mine øjne for skønhed, jeg havde lært at nyde hver en lille ting, hver en smag og hver en lille duft, der kildede i næsen af enten nydelse eller væmmelse.

"Du må ikke forlade mig!" Jeg bad ham, tryglede ham næsten, jeg ville ikke kunne bære at blive forladt, det var min største frygt, ikke at dø, men at blive forladt, ene tilbage.

"Aldrig!"

Vi var nødt til at gå nu, det var virkelig tid. Vores hænder var sammenflettede. Vi fulgte strømmen, og nød hver et øjeblik. Vi mødtes ude på torvet, foran den store bygning, vi alle var opvokset i. Den bygning var fyldt med blandede minder. Vi stillede os op på rækker og kolonner. Ikke en lyd hørtes. Pludselig lød en lille stemme "We have all, the time, in the world" den lille pige, hun var vel 9 år, startede den sang, der ligesom syntes at passe perfekt til dette øjeblik. Folk stemte i, og selvom det ikke var skønsang, havde jeg aldrig hørt noget så smukt. Jeg fik kuldegysninger og hårene rejste sig. Min hånd var stadig i Jadens, og nu tog jeg min anden "nabo´s" hånd. Snart holdt vi alle i hånden, og dem for enden af rækken, lagde en hånd på skulderen af den foran, så vi var som en enhed. Sådan vandrede vi gennem de gamle gader. Lyden af fodtrin på brosten lød taktfast. Vi marcherede frem. Børn, voksne og gamle. Ikke én havde fået tilladelse til slippe. Man så det vel som en mulighed for at slippe for disse "uhyggelige, umenneskelige skabninger" som os? Bygningerne virkede nærmest beskyttende, de rugede over os. Himlen var dækket af magi, og de røde, brune og rosa huse og butikker et varmt skær. Det var endnu tidligt nok til at lygterne stadig var tændt, og sendte flakkende lys imod os.

Pludselig døde den fantastiske magiske stemning, et ord brød båndet, og mareridtet startede "Føling!". Vores fjender kom marcherende imod os. Deres magikere begyndte at mumle. Det samme gjorde vi, som én stemme fremmanede vi et skjold.

Fjendens sorte magi blandede sig med vores lysende. Kærligheden havde givet os styrke, og nu kæmpede vi for alt vi holdt af. Børnene var dem der røg først. Fjenden spottede de svage punkter, og snart hørtes børne- skrig og gråd. Mødres skrig blandede sig med de messende lyde. Denne moderlige omsorg, forstærkede kraften i angrebet.

De helbredende magikere løb rundt, og reddede liv. Da dette gik op for fjenden, vendte de al deres styrke mod dem. Vi fældede fjender i hobetal. Men for hver tre mænd der døde af deres, døde en af vores også. Det gik bedre for os en jeg havde regnet med. Havde det gået som jeg havde forudsagt, havde vi allerede været døde. Dette bånd imellem os, gjorde at vi føltes uovervindelige, hvilket vi, desværre ikke var. Båndet gjorde også at hver gang en faldt, blev vi alle fyldt med en ulidelig smerte. Da jeg pludselig opdagede at der var blevet tyndet, betydeligt ud i fjendens rækker, kiggede jeg mig omkring. Det var et frygteligt syn. Vi var kun omkring tyve tilbage, ud af de tohundrede.

Jaden stod stadig ved min side, og jeg sendte ham et blik fyldt med kærlighed.

Det var så hårdt. Især psykisk. Det tærede virkelig på ens krafter at lave magi. Pludselig snublede jeg, jeg skreg, men inden jeg faldt, greb Jaden min arm. Jeg kiggede hurtigt ned for at se hvad jeg var faldet over. Mine øjne fyldtes med tårer. Det var liget af Rian, med sin lille søn trykket ind til sig.

"Det var bedste sådan, ingen af dem kunne have overlevet uden den anden." Jadens stemme lød i mit øre. På trods af tumulten omkring os, vendte jeg mig om og knugede mig ind til ham. Han kyssede mig på håret. "Lov mig at du overlever dette!" hans stemme lød hæs, han græd.

"Kun hvis du også gør!" Han svarede ikke, vendte bare tilbage til krigen, med fornyet styrke. 

Jeg jublede "den sidste er faldet! Vi klarede det!" Jaden og jeg omfavnede hinanden og han kyssede mig, på kinder, pande mund, næse og til sidst en længselsfyldt kys på munden.

Så kiggede vi os omkring og så at vi var de eneste overlevende. Vi sank ligesom sammen. Det var næsten ikke det værd! Med vores hænder sammenknyttede, bevægede vi os langsomt tilbage. Jaden kiggede på mig. Han øjne lyste af kærlighed. Pludselig kom han med en mærkelig lyd, og hans øjne blev de glasagtige. Han faldt om. Det var som i en drøm, han faldt som i slowmotion, og jeg havde intet besvær med at gribe hans krop, idet den faldt. Jeg skreg. Han bevægede sig ikke, trak ikke vejret. Mit hjerte! Det var ulideligt. Jeg kunne dø af bare den smerte! Gid jeg ville! Han havde forrådt mig! efterladt mig! Jeg vendte mig om mod den sidste fjende.

"Nu skal du også dø!" lo han med en skurrende latter.

"Ja. Dræb mig!" Tiggede jeg "Livet er intet værd uden Jaden. Den største ting du nogensinde kan opleve er at elske og blive elsket igen. Nu hvor jeg har mistet det, ser jeg ingen grund til at fortsætte."

Fjenden grinede "Sikke en tale! Jeg vil med glæde dræbe dig, terpe dig fra kraft og vride dig fra de sidste dråber af liv...." Han tav, han blev kvalt. Han faldt om. Min opmærksomhed var rettet mod Jaden, jeg hviskede hans navn igen og igen i håb om at ville vågne op.

Fremover ville jeg tit tænke på, hvordan fjenden pludselig faldt om. Jaden var allerede død der, så det var ikke ham der reddede mig. Men det måtte have været hans ønske, at jeg skulle overleve. Det er så også den eneste grund til, at jeg endnu ikke er død. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...