For kærlighed og frihed!

Jeg er køn, ikke smuk, køn. "Du er så smuk, at jeg mister pusten!" Jeg kigger op på min bedste veninde. Der står hun, med sin lille søn. Begge klar til kamp. Hadet blusser op igen. Vores herskere ser os ikke som rigtige mennesker, og ser derfor intet galt i at tvinge børn, som ham, i kamp. Kun fordi vi har andre øjne. Kun fordi vi har magiske evner. Jaden sender et blik fyldt med kærlighed. Farvel, smukke verden!

25Likes
49Kommentarer
1503Visninger
AA

1. Hold mig tæt!

Vi lå tæt. Vores hjerter bankede i samme rytme. Jeg kiggede op og mødte hans grå øjne. De grå øjne der kendetegnede alle os, med magiske evner. De fleste blev født med blå og grønne øjne, men når der engang imellem blev født er barn med grå øjne, var det et tegn på at barnet havde en magisk evne. Om det så var at helbrede eller om det var kampmagi, blev man oplært og det var så ens skæbne at kæmpe og dø for riget. Det var ikke anderledes med Jaden og jeg. Første gang jeg så ham var da jeg, som tre-årig, blev taget fra min familie. Hans kys bragte mig tilbage til øjeblikket. Han strøg mine tårer, jeg ikke engang havde været bevidst om, væk.

"Det skal nok gå alt sammen" Hans stemme var beroligende, men jeg lod mig ikke narre. Det var helt sikkert at vi ville dø. Mit hjerte satte farten op ved tanken om at miste ham. Han var det smukkeste der fandtes, hans smil, der varmede hele verden, og hans latter der bragte fred. Bare ikke denne gang.

"Det ved du lige så godt som mig, ikke er sandt" Hans øjne fik et vemodigt skær. Jeg tænkte tilbage. Hele den sidste uge havde været fyldt med håb, et håb der var blevet brudt igår. Vi havde bedt og tigget om nåde, men var blevet tvunget ud i en krig, der ikke engang er vores. Jaden og jeg var ikke de eneste elskende. Da det først var gået op for alle at dette muligvis var deres sidste tid. Havde de stået frem og erklæret deres kærlighed. Det var vel kærlighedens tid, men af hvilken årsag? Det smertede at tænke på, hvor mange der ville miste dem de elskede. Var det overhovedet det værd? At elske for så at blive revet voldsomt fra hinanden igen. Kirkerne har haft travlt, folk er blevet gift og velsignet mere en nogensinde, vi var ingen undtagelse. Omstændighederne har fået folk til at tro, tro på Gud, eller måske bare en højere magt. "Jeg ville ønske.."

"Jeg ved det, det ville vi alle" Det var en kendsgerning. Hvem ønskede ikke? Ønskede at få en dag til, i sin elskedes arme. Ønskede at der ikke var krig? At de var et andet sted, og ikke var blevet forbandet med disse øjne. Vi var som et andet folk. Folk var bange for os, men det var samtidigt disse hadefulde, arrogante mennesker vi skulle gå i døden for! Vi havde ikke én chance, det var os mod resten af verdenen.

"Vi må hellere begynde at gøre os klar" Det blev sagt modstræbende, og jeg håbede at han ville modsige mig, selvom jeg inderst inde vidste at det var forkert. Han nikkede.

Jaden sad på sengen og så til, imens jeg skiftede til kampudstyr. Han så ud til at suge hver en detalje til sig. Jeg havde også en trang til at gøre det samme med ham. Ingen af os vidste om dette var sidste dag nogensinde. Krigen ville nok ikke være længe. En kort men smertefuld død. Jeg tog den sorte kampdragt på, og strammede korsettet i det. Mit blik faldt på min vielsesring, den var enkel og i hvidguld, men var mit kæreste eje. Jeg kiggede op på Jaden og mødte hans øjne, fulde af kærlighed. Jeg ville nok aldrig komme til at forstå, hvorfor han havde valgt mig. Jeg var køn, men ikke mere end det. Jeg redte mit filtrede sorte hår. Det gik mig til taljen. Jeg lagde make-up, sort som mit humør. Kun om mine øjne, det fremhævede de grå øjne. De var både min forbandelse og mit store held. Jeg ville ikke have mødt Jaden, hvis det ikke havde været for dem. Men ville heller ikke have mistet ham så hurtig igen. Det sorte fremhævede min hvide hud, og fik mig nærmest til at ligne en porcelænsdukke, hvilket bestemt ikke var tilfældet. 

"Du er så smuk at mit hjerte skriger" Min vidunderlige veninde stod i døren, hendes lille grå-øjede søn stod med et fast greb i hendes hånd. Igen forbandede jeg verden. Vores herskere så os ikke som mennesker, derfor så de ikke noget forkert i, at en lille fem-årig dreng, som ham, skulle gå ud og slå sig ihjel. Rian havde været min mor, søster og veninde lige siden jeg kom. "Tillykke med fødselsdagen" Det var sagt uden den mindste ironi, hvilket jeg beundrede hende. Jeg var vred over at blive trukket væk fra verdenen, efter at have levet at have oplevet så lidt af dens lunefulde hemmeligheder.

"17 år. Tallet får mig både til at føle mig ung og ældgammel på samme tid."Mine ord fik hendes ansigt lyste op i et smil.

"Hvis du er ældgammel, er jeg da for længst blevet til støv" Sagde hun, så Jaden sendte hende et forvirret blik

 "Det er der da i hvert fald ikke det mindste spor af, du er både smuk og ung!"Jeg smilede taknemmeligt til ham over de ord. Min veninde havde altid været god til at strø om sig med komplimenter, men havde aldrig indset at hun selv lignte en fe-dronning, som taget ud fra et eventyr. "Du skal i hvert fald være den sidste til at dømme Rian for at være selvkritisk! Du er overjordisk smuk!" Rian sendte mig et triumferende grin. 

"Du har altid været så god til, at få mig til at glemme! For et øjeblik, var jeg helt opslugt i skønhed og glade tanker! Jeg vil aldrig tilgive vores herskere, for at tvinge os ud i denne krig, der fratager os alt. Når jeg er der ude, vil jeg dog ikke spilde min sidste tid, på at ærges og angre, men netop tænke på disse ting: Skønhed og kærlighed." Vi var alle stille i respekt .

"Det er det der er så fantastisk ved dig, du er ikke kun smuk i det ydre, men også i det indre!" Jaden´s ord gjorde mig lykkelig.  Jeg kiggede på den lille dreng, der med store øjne kiggede på sin mor. 

"Hvad står du der og kukkelure for?" Jeg sprang frem og greb ham, mens jeg kildede ham, hans latter fyldte rummet og fik os andre i bedre humør. 

"Vi må også hellere se at komme videre, vi skal lige hen og...for at.. Vi skal hen og snakke med nogle andre, ikke skat?" Den lille dreng nikkede alvorligt

"Vi skal sige farvel, ikke mor?" Ordene vi alle havde været for bange for at sige højt, var kommet frem.  

"Jo skat, det skal vi, og fortælle alle hvor højt vi elsker dem, ikke?" Drengen nikkede højtideligt, så hans brune krøller dansede.

Da de var gået, pressede jeg mig ind til Jaden, han kunne ikke komme tæt nok på. Jeg indåndede han duft, og smagte hans læber. Han blev til sidst nødt til at rive sig løs for at klæde om. Ligeså snart han var iklædt det sorte læder, var vi igen som et, og klokkerne der ringede højt i gaderne, fik mig til at hulke. Tårerne trillede ned af mine kinder, og blev kysset bort af en ligeså fortvivlet Jaden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...