One More Night - One Direction

Nova Monroe er en normal pige med et normalt liv og en knap så normal kæreste. Hun er nemlig kærester med selveste Harry Styles fra One Direction. Men deres forhold er ikke officielt. De holder det nemlig hemmeligt. Det er utrolig få mennesker, der kender til dem, og det betyder, at de bliver nødt til at lyve overfor de mennesker, som de holder mest af. Det er ikke godt for deres forhold, og det hjælper bestemt ikke, at de tilbringer dobbelt så meget tid hver for sig end sammen. At den lille tid de har sammen, bliver fyldt op med skænderier, gør det heller ikke specielt meget bedre. Men det er det værd. Det har det i hvert fald været indtil videre.

218Likes
161Kommentarer
16049Visninger
AA

5. Keep It Together

Jeg smider mig i sofaen på ryggen og presser mine hænder mod mit ansigt i et forsøg på at lukke det hele ude. Jeg kan mærke Andies og Olives blikke på mig, men jeg ignorerer det. Det hjælper alligevel ikke.

”Men hvad skete der?” spørger Olive usikkert.

Jeg sukker bag mine hænder og ryster lidt på hovedet.

Jeg fortryder allerede, at jeg tog hjem, men på den anden side vil jeg ikke være alene. Det gør det hele meget værre. Jeg vil bare glemme det hele.

”Nova?”

Det er bare ret svært, når jeg bliver nødt til at genfortælle alt.

Jeg fjerner mine hænder og sætter mig op, så jeg kan se deres bekymrede ansigter.

”Han har været sammen med hende pigen,” siger jeg hårdt og ser på dem.

Olive rynker panden, mens Andie ikke ser ud, som om hun tror på mig.

”Sagde han det?” spørger hun med sin hæse stemme.

Jeg ser lidt på hende, indtil jeg ryster lidt på hovedet. ”Men det kan jeg regne ud,” tilføjer jeg.

”Det kan du ikke vide, før han har indrømmet det. Lad være med at være så negativ. Stol på ham,” siger hun.

Jeg ser fornærmet på hende.

”Hvis side er du på?!” udbryder jeg vredt. Hun kan sgu da ikke bare beskytte ham sådan.

”Din side!” svarer hun straks lidt mere ophidset, ”det ville være dumt af dig at ødelægge jeres forhold på grund af noget, du ikke engang er sikker på. Du er gladest med Harry. Jeg vil bare gerne se dig glad.”

Jeg ser på hende med rynket pande, men jeg kan ikke komme på noget godt at sige, der kan slå hende. I stedet ryster jeg på hovedet og sukker igen.

”Det er lige meget nu,” mumler jeg og går ud af stuen, inden nogen af dem kan nå at sige noget.

Jeg går ud i køkkenet og tager fat om bordkanten, mens jeg lukker øjnene. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, men jeg vil ikke. Jeg vil ikke græde. Jeg vil ikke vise, hvor såret jeg er over det her. Jeg vil ikke indrømme det.

I mørket dukker et billede af Harry og brunetten pludselig op.

Jeg tager en hånd op til brystet, da det gør ondt. Det gør direkte ondt at tænke på dem sammen, smilende, grinende. Glade.

Det er forfærdeligt at tænke på, at han måske var gladere sammen med hende i de timer, de var sammen, end i alt den tid vi har været sammen. Måske har han indset, hvor lille og ubetydelig jeg er. Hvor normal.

Han kan få meget bedre, og det har han endelig indset.

Jeg åbner øjnene, da glimtene af Harry og pigen sidder fast på min nethinde. Tårerne får endelig frit løb, og jeg gør intet for at stoppe dem. Det går først op for mig, hvor meget jeg tuder og hulker, da Olive siger mit navn og kommer ud i køkkenet tæt efterfuldt af Andie.

Jeg vender mig væk fra dem og tager hurtigt hænderne op til ansigtet for at tørre tårerne væk.

”Nova,” siger Olive med stemmen dryppende af medlidenhed.

”Jeg er okay,” mumler jeg rystende– tydeligvis stadig påvirket af tårerne, som jeg prøver at få væk.

”Søde skat,” siger Olive overraskende roligt og lægger en hånd på min skulder, så hun kan vende mig om. Hendes ord og varme får mig til at græde endnu mere.

Olive får en lille rynke i panden af ren og skær bekymring på mine vegne, inden hun blidt tager min hånd og aer den.

Andie smiler lidt, selv om jeg kan se den samme bekymring i hendes øjne som i Olives.

”Kom her,” siger hun og trækker mig og Olive ind i et kram.

Jeg bliver bare ved med at græde, selv om jeg virkelig prøver at stoppe.

Andie aer mig over ryggen, imens Olive siger, at det hele nok skal blive okay igen, det er hun sikker på.

* * *

Da jeg kommer ovenpå igen og er i stand til at grine lidt, da Olive falder over en mystisk ikke eksisterende genstand, slapper de andre lidt mere af igen. Jeg forsikrer dem om, at jeg er okay, inden jeg går ud i køkkenet for at tage opvasken. Jeg vil gerne være lidt alene, og det er alligevel min tur.

Inde i stuen har Olive sat høj musik på, der fylder hele lejligheden, så mine tanker distraherer mig ikke helt så meget, som de måske ellers ville have gjort.

Jeg tager mig selv i at sukke igen, hvilket er blevet til en dårlig vane.

Det må stoppe.

Jeg sukker igen og tager endnu en tallerken fra vasken.

Et hvin undslipper mine læber, da det pludselig ringer på døren.

Wow. Den havde jeg ikke set komme.

Nogen går ud til døren for at åbne, så jeg vender tilbage til opvasken. Det er sikkert Connor, der er kommet for at hente Andie eller sådan noget.

Efter lidt tid begynder jeg at kunne høre hævede stemmer ude fra entréen.

Jeg rynker panden.

Andie og Connor skændes aldrig – især ikke når andre kan høre det. Det kan umuligt være ham.

Jeg holder lidt strammere om tallerkenen og vender mig halvt om, så jeg kan se hen mod døren, selv om jeg alligevel ikke kan se entréen.

Der går et sug igennem min mave, da jeg pludselig kan genkende stemmen, der overdøver musikken.

Jeg slipper tallerkenen, så den falder ned i vandet igen med et højt plask. Vandet bliver sprøjtet ud over det hele og ud på mit tøj.

”Fuck!”

Jeg ser ned af mig selv og udstøder en irriteret lyd ved synet, der møder mig. Min trøje er jo fucking våd nu!

Jeg vrisser surt og tager en klud for at fjerne det værste, selv om det meste allerede er trukket ind i stoffet.

Typisk! Typisk, typisk, typisk!

”Nova.”

Jeg vender mig lynhurtigt om og ser på ejeren af den hæse stemme og grunden til alt det her lort.

Han må kunne se på mig, at jeg ikke ligefrem er blevet i bedre humør siden sidst, for han træder frem mod mig med et dybt beklagende ansigt, før jeg kan nå at råbe eller skride.

”Hør nu på mig,” siger han hurtigt og borer sine grønne øjne ind i mine, så jeg ikke kan gøre andet end at kigge trodsigt ind i dem.

”Jeg ved godt, at det ser slemt ud. Men du kender mig bedre end nogen anden. Du ved, at jeg aldrig vil kunne finde på sådan noget.” Harry rynker brynene lidt og ser alvorligt på mig.

Jeg kan mærke alt min vrede forsvinde, hvilket får mig til at se ned i frygt for at begynde at græde igen.

”Folk ændrer sig, Harry,” mumler jeg ned til gulvet.

Hans fingre strejfer et kort øjeblik min hånd. ”Ja, men det gør jeg ikke.”

Jeg ser op igen på hans øjne, der stålfast låser sit blik fast i mit. Jeg har aldrig været god til at se, hvornår folk lyver, men noget i hans blik overbeviser mig virkelig om, at han taler sandt.

Eller måske er det bare, fordi jeg så inderligt vil have, at han taler sandt.

”Stol nu på mig,” hvisker han, som om han kan følge med i mine tanker. Han smiler blidt og lister sin hånd ind i min. ”Vi har ikke tid til at være uvenner. Vi har noget, vi skal nå.”

Jeg ser lidt forvirret på ham, da jeg ikke forstår, hvad han mener. Det får ham bare til at smile lidt mere.

”Jeg skal besøge min mor,” forklarer han.

Jeg himler med øjnene. ”Så du har ikke tid til at være uvenner.” Jeg skal til at tage min hånd til mig, men Harry holder fast.

Vi skal besøge min mor,” retter han sig selv.

Jeg bliver forvirret igen og ryster lidt på hovedet. ”Men hun ved jo ikke, at vi er sammen.”

Harry smiler lidt større. ”Det gør hun snart,” siger han og fletter sine fingre ind i mine.

Jeg ser på ham i et stykke tid, men han bliver bare ved med at smile, som om det er verdens bedste idé. Til sidst kan jeg ikke lade være med at smile lidt selv.

”Du ved godt, at hun ikke kommer til at blive super begejstret for det, ikke? Du har trods alt løjet for hende i flere måneder,” siger jeg og betragter hans smil falme en smule.

Han nikker lidt og ser et kort øjeblik ned, inden han igen møder mit blik. ”Hun skal jo have det at vide på et eller andet tidspunkt.”

Jeg nikker lidt og ser på ham. Jeg kan ikke lade være med at have medlidenhed med ham, da jeg ved, hvor meget hans mor betyder for ham, og hvor svært det sikkert har været at holde mig hemmelig.

Harry tager sin hånd op og aer mig blidt over kinden. ”Betyder det her, at du tilgiver mig?” spørger han lavt og gentager sit kærtegn.

Jeg smiler lidt og nikker langsomt.

”Og du tager med hjem til min mor?”

Jeg nikker igen, imens hans hånd glider om til min nakke.

”Ved du, hvad det betyder?”

Jeg ryster lidt på hovedet og lader ham trække mig lidt længere ind til ham.

”Hvis vi tager hjem til min mor i denne her uge, så behøver jeg ikke tage af sted igen denne her gang,” mumler han dæmpet og kigger ned på mine læber.

Jeg fugter dem og ser på ham.

”Så kan vi være sammen resten af tiden uden afbrydelser,” fortsætter han og lader sine læber strejfe mine.

”Uden afbrydelser?” spørger jeg mod hans læber med et smil.

”Uden afbrydelser,” bekræfter han, inden han presser sine læber hårdt mod mine og lader sine hænder løbe ned af min krop, hvilket får mig til at glemme alt andet.

* * *

”Er du sikker på, at der ikke er nogle af jeres fans?” spørger jeg og kigger ud af vinduet i bilen, selv om vi ikke engang er på vejen, hvor Annes hus er endnu. Jeg ser hen på Harry igen.

”Altså,” begynder han og ser på vejen foran ham, ”jeg kan ikke være sikker. Men det tror jeg ikke. De ved jo ikke, at jeg skal hjem i dag. Tror jeg.” Han sender mig et usikkert blik, inden han igen kigger på vejen, så han ikke kører ind i noget.

Jeg rynker panden lidt og ser ud af vinduet igen, da jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det. Deres fans er der, hvis de er der. Så må de tro, hvad de vil.

Jeg ser frem og tilbage, ud af vinduerne, på Harry og på min mobil, indtil jeg ikke kan holde stilheden ud længere og ser på Harry.

”Ved din mor overhovedet, at jeg kommer med?” spørger jeg.

Han kaster et hurtigt blik på mig og smiler. ”Nej. Det skal være en overraskelse,” siger han.

Jeg smiler lidt og hæver øjenbrynene. ”Men hvad hvis hun ikke er klar til, at endnu én skal overnatte og spise med?” bliver jeg ved.

Han sukker med et smil. ”Du har ret. Du spiser jo ret meget.”

Jeg slår ham på armen, så han begynder at grine.

”Det er jo rigtigt!” protestere han grinende, imens han skiftevis ser på mig og vejen.

Jeg smiler bare og ryster på hovedet.

”Hun lavet alligevel altid for meget mad. Og desuden,” siger han og smiler kækt, ”så sover du inde hos mig.”

Jeg hæver øjenbrynene. ”Åh, virkelig?” spørger jeg.

Han nikker og bider sig i læben.

Jeg læner mig ind mod ham og lægger min hånd på hans lår. ”Kun hvis du er heldig.”

Han tager fat om min kæbe og trækker mit ansigt helt hen til hans, så han kan kysse mig. ”Jeg er altid heldig, når det gælder dig.”

Jeg fnyser og skubber mig væk fra ham, så jeg sidder ordentligt i mit sæde. ”Fedterøv,” mumler jeg med et skævt smil, hvilket får ham til at grine igen.

”Se,” siger han lidt efter, da vi drejer ind på vejen, ”der er ingen.”

Jeg ser ud af vinduet på gaden, der er helt tom bortset fra nogle biler, der holder rundt omkring.

Harry smiler stort, men jeg kan mærke mit smil forsvinde, mens nervøsiteten vokser sig større i min mave. Det var ikke gået op for mig, hvor stort det her egentlig er indtil nu.

Jeg har mødt Anne før, men ikke som Harrys kæreste. Hun ser mig kun som hans ven, og hun bliver højst sandsynlig vred over, at han har løjet for hende. Det kan hurtigt komme til at gå ud over mig, og jeg er ikke engang sikker på, om hun kan lide mig i forvejen.

”Hey,” siger Harry og giver mit lår et klem, ”det skal nok gå,” forsikrer han mig om med et skævt smil.

Jeg ser på ham og ryster lidt på hovedet. ”Jeg synes altså ikke, at det her er en god idé alligevel,” får jeg fremsagt på trods af klumpen i min hals.

Harry parkerer bilen udenfor hans mors hus og vender sig mod mig med et alvorligt blik. ”Det skal nok gå,” siger han igen og tager min hånd. ”Hun elsker dig allerede. Den eneste, hun kan være sur på, er mig.”

Jeg ser lidt på ham, inden jeg nikker og tvinger mig selv til at tage det roligt. Harry har ret. Det skal nok gå. Hun har altid været venlig overfor mig. Det kan vel ikke ændre sig, bare fordi Harry og jeg nu er kærester.

Jeg tvinger et smil og giver Harrys hånd et klem for at vise ham, at det er okay; at jeg godt kan klare det. Han gengælder mit smil og nikker lidt, inden han vender sig om og stiger ud af bilen.

Jeg gør det samme og kaster igen et blik rundt, men gaden er ligeså tom som før.

Mit blik bevæger sig hen på huset, som ligner sig selv, og faktisk gør mig lidt roligere. Hvis huset ikke har ændret sig, så er der vel heller ikke så meget andet, der kan have ændret sig.

Altså bortset fra at Harry og jeg nu er kærester i stedet for venner. Men det behøver vi ikke at tænke så meget på.

Jeg går om bag bilen for at hjælpe Harry og tager min egen taske med mine ting i. Han sender mig et smil og låser bilen, inden han rækker mig sin hånd igen. Jeg tager den med et lille smil og følger med ham op til hoveddøren.

Fra da Harry ringer på døren, til jeg kan høre skridtene bag døren nærme sig, løber der omkring 1000 forskellige tanker igennem mit hoved, men jeg holder fast i følelsen af Harry varme hånd i min, og tanken om at det hele nok skal gå.

Da døren endelig bliver åbnet, er det for sent at flygte eller tage tilbage. Jeg kan kun stramme mit greb om Harry hånd og bede til, at han har ret.

Annes ansigt lyser op i et smil, da hun ser Harry, og da hendes øjne derefter glider hen på mig, forandrer hendes ansigt sig igen, men denne gang kan jeg ikke læse det. Jeg ved bare, at smilet på mine egne læber pludselig føles falskt og hårdt at opretholde.

”Harry,” siger hun glad og ser på ham igen.

Han slipper min hånd for at kramme hende, men før jeg kan nå at reagere på det, har Anne igen vendt sig mod mig. Et øjeblik føles alt akavet og forkert, men så trækker Anne mig ind i et kram, som hun plejer.

”Hvor er det længe siden,” siger hun og træder tilbage, så vi kan gå ind i huset.

Harry sender mig et sigende smil, inden han går først ind. Jeg forsøger at gengælde det, men der er et eller andet ved Annes smil, der ikke får nervøsiteten til at forsvinde, ligesom det tydeligvis har gjort ved Harry.

Men på den anden side – hun er hans mor. Han kender hende bedst. Hvis han tror, at hun er okay med det, så har han vel ret.

Jeg tager mig derfor sammen og følger efter Harry ind i huset.

____________________________________________

Undskyld for den lange ventetid og tak for alle likesne! I fortjener alle sammen chokoladekage med chokoladestykker for at være så fantastiske.

Baaaaaiiiiiiiiiiiiiiiiiii (((marcus butler style)))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...