One More Night - One Direction

Nova Monroe er en normal pige med et normalt liv og en knap så normal kæreste. Hun er nemlig kærester med selveste Harry Styles fra One Direction. Men deres forhold er ikke officielt. De holder det nemlig hemmeligt. Det er utrolig få mennesker, der kender til dem, og det betyder, at de bliver nødt til at lyve overfor de mennesker, som de holder mest af. Det er ikke godt for deres forhold, og det hjælper bestemt ikke, at de tilbringer dobbelt så meget tid hver for sig end sammen. At den lille tid de har sammen, bliver fyldt op med skænderier, gør det heller ikke specielt meget bedre. Men det er det værd. Det har det i hvert fald været indtil videre.

218Likes
161Kommentarer
15677Visninger
AA

6. Changes Everything

 

Anne går ind i stuen, og vi følger efter hende. Harrys hånd hænger slapt ned langs hans krop og venter på, at jeg tager den, men jeg føler lidt, at det ville være at tvære det lige i hovedet på Anne. Hun har sikkert allerede gættet, at vi er sammen, men der er ingen grund til at vifte det foran ansigtet på hende.

”Bare sæt jer,” smiler hun og sætter sig også ned i en lænestol. Hun lægger hænderne i skødet og ser på dem, imens Harry og jeg sætter os i sofaen. ”Gemma burde være her nu, men I kommer lidt for tidligt, og hendes tog var lidt forsinket, så… Ja.” Hun ser op og smiler venligt.

Stilhed.

Jeg kaster et hurtigt blik på Harry.

Fuck.

”Så,” begynder Anne sigende efter et minuts stirren og stilhed, ”Nova.”

Jeg smiler lidt og kaster igen et hurtigt blik på Harry, der bare læner sig tilbage i sofaen og ser ud som om alt er i skønneste orden.

Har han ingen anelse om, hvor akavet der her er?

Idiot.

Jeg ser på Anne og sender hende mit sødeste smil. ”Ja.”

Hun smiler roligt, hvilket faktisk smitter en lille bitte smule af på mig. Der er dog stadig noget ved hele den her situation, der gør mig ret anspændt.

”Det er lang tid siden,” konstaterer hun, og jeg nikker mig enig.

”Alt for lang tid siden. Har I ikke fået lavet noget om?” spørger jeg og ser mig nysgerrigt omkring, mens Harry, den spade, bare sidder og slænger sig.

”Jo. Jeg har altid gerne ville have ændret en helt masse, men jeg har aldrig rigtig fået taget mig sammen til det. Men efter ’One Direction’ er Harry jo sjældent hjemme, og vi har jo rigelig med penge, så jeg satte mig for at give hele huset en omgang,” fortæller hun og kaster et blik på Harry, der alligevel får ham op at sidde normalt.

Jeg smiler og nikker. ”Det ser godt ud.”

”Tak,” siger hun og ler let, ”jeg er også selv meget stolt af det.”

”Mor,” bryder Harry pludselig ind med et drillende smil, ”lad være med at få det til at lyde, som om du selv har lavet det.”

Anne ser fornærmet på ham i ren spøg. ”Jeg har da designet det! Det var ikke blevet til noget uden mine banebrydende planer!”

Jeg griner lidt og ser på Harry, der bare ryster på hovedet og smiler til sin mor.

En melodisk lyd kommer pludselig ude fra gangen, da nogen ringer på.

”Uh,” siger Anne og ser et øjeblik helt overrasket ud, indtil hun smiler igen. ”Det må være Gemma.”

Hun rejser sig og går ud for at åbne døren. Harry lægger sin varme hånd ovenpå min, hvilket får mig til at se på ham.

”Se selv. Det går jo helt fint,” hvisker han og smiler glad. Jeg smiler bare tilbage og ser hen på døren ud til gangen, hvor jeg kan høre dem snakke og grine.

Lidt efter kommer Gemma ind i stuen med et stort smil og røde kinder fra efterårskulden udenfor. Hendes øjne falder straks på mig, og jeg kan næsten se spørgsmålene hobe sig op inde i hovedet på hende.

”Hej babybro,” siger hun og kigger på Harry, der rejser sig for at give hende et kram. Han løfter hende op fra jorden i et par sekunder, hvilket får hende til at grine, inden han sætter hende ned igen.

”Du er blevet lille,” siger han med et grin og klapper hende på hovedet.

”Det er kun, fordi du stadig har sko på, og jeg ikke har,” siger hun og peger ned på hans fødder, hvor han rigtig nok stadig har sko på.

Han ruller med øjnene og sætter sig ned i sofaen igen med armen på sofaryggen og dermed også bag mig.

”Du skal ikke sætte dig for godt tilpas,” siger Anne, imens hun går hen mod køkkenet, der er adskilt fra stuen med en halvmur. ”Vi skal spise.”

Gemma går ud i køkkenet til sin mor, mens Harry og jeg rejser os. Han tager min hånd og fører mig ud i gangen og videre ind i spisestuen, hvor der er dækket op til tre.

Jeg rynker panden lidt og ser på Harry, der heller ikke helt ved, hvad han skal gøre.

I samme øjeblik kommer Anne og Gemma ind og sætter begge to et fad med mad på bordet. De smiler, men Anne får et lidt forvirret blik, da hun ser, at vi ikke har sat os. Hun ser derefter ned på bordet og gisper, da det går op for hende.

”Åh, undskyld,” udbryder hun og smiler hurtigt. ”Nu skal jeg tage en ekstra tallerken,” siger hun og forsvinder hurtigt ud i køkkenet.

Jeg slipper langsomt Harrys hånd og prøver at ignorere han og Gemma, der udveksler blikke.

”Så,” siger Anne og kommer ind i spisestuen med tallerken, bestik og et glas, ”så er vi klar,” griner hun og stiller tingene på bordet.

Jeg smiler taknemmeligt til hende og trækker en stol ud. Harry sætter sig ved siden af, og Gemma og Anne på den anden side af bordet.

”Det er jeg altså virkelig ked af,” siger Anne og smiler undskyldende til mig, ”men jeg vidste jo ikke, at du også kom.”

Jeg vifter affærdigende med hånden og smiler roligt. ”Det gør ingenting. Harry kunne jo bare have fortalt det,” siger jeg og kigger på Harry, der smiler uskyldig og trækker lidt på skuldrene.

Anne griner lidt og gør tegn til, at jeg skal begynde med maden. Jeg rækker ud efter gaflen til det første fad, da Gemma pludselig siger noget, der sætter en stopper for det drillende i min kommenar.

”Ja, hvorfor havde du egentlig ikke sagt det, Harry?” Hun hæver øjenbrynene, men det er ikke på samme måde som før. Det er ikke drillende eller for sjov. Det er udfordrende og frem for alt – vredt.

Jeg ser på hende, men hun ser kun på Harry. Anne rynker panden lidt, men ser også på Harry efter svar.

Jeg presser læberne sammen og begynder at øse over på min tallerken i stilheden.

”Jeg-” begynder Harry mere hæst end sædvanligt, inden han rømmer sig. ”Jeg ville overraske jer,” siger han svagt.

Jeg lægger gaflen tilbage på fadet og lægger mine hænder ned i mit skød, imens jeg skiftevis ser på bordet og de andre. Jeg burde sikkert sige noget, men jeg ved ikke hvad. Desuden er skyldfølelsen ved at æde mig op indefra, og det er ikke ligefrem, fordi Gemma virker særlig indbydende ud for forklaringer – især ikke fra mig.

”Det er noget af en overraskelse at tage med hjem,” siger hun og borer sine øjne ind i Harrys.

Jeg kan næsten mærke, hvor anspændt han bliver.

”Jeg ved ikke… Jeg tænkte vel bare-” Harry fugter sine læber og ryster så lidt på hovedet. ”Jeg ved det ikke.”

”Du tænkte ikke?” spørger hun lidt spydigere og ser på ham. ”Du tænkte ikke over, hvor stor en overraskelse det ville være at tage den kæreste med hjem, som du har holdt skjult i Gud ved hvor mange måneder!”

Hendes stemme bliver højere og højere, mens Harry bare ser mere og mere anspændt og vred ud. Hans kæbe er helt spændt, og under bordet kan jeg se hans hænder, der er knyttet så hårdt sammen, at hans knoer er helt hvide.

Jeg lægger min hånd oven på hans under bordet og giver den et lille klem, men der sker ingen forskel. Han ligner stadig en, der kan eksplodere, når som helst.

”Du tænker kraftedme aldrig på os, Harry!” tilføjer Gemma meget vredere end før, men overraskende lavt. Hendes ord fylder dog stadig hele rummet.

”Ti. Stille.” vrisser Harry lavt og kniber øjnene lidt sammen.

Gemma ser trodsigt på ham, men holder munden lukket.

”Du ved ikke, hvor meget jeg tænker på jer,” fortsætter Harry. ”Jeg gjorde ikke der her for at såre jer. Jeg gjorde det for ikke at såre Nova. I ved selv, hvor hårdt det er. Gang det med 10 og så har I det, som Nova ville blive udsat for, hvis det slap ud, at vi er sammen.”

”Harry, det-” prøver Anne at sige, inden hun bliver afbrudt.

”Okay, så nu kan du ikke stole på os? Du bliver verdensberømt, og så kan vi lige pludselig ikke stoles på længere, er det sådan, det er?” spørger Gemma skarpt.

”Det er bedst, hvis ingen ved det,” siger Harry lavt, som om alt hans kraft og vrede er forsvundet igen.

”Er det så overhovedet ingen, der ved det?” spørger hun.

Der er stille, da Harry ikke svarer, indtil Gemmas bitre latter fylder rummet.

”Det tænkte jeg nok. Ved hendes familie det?”

Harry ryster på hovedet med det samme blik som før – på randen til at eksplodere.

”Drengene? Ved de det?” spørger hun med rynket pande.

Der er stille lidt igen, indtil Harry hæst mumler et ja.

”Så en flok drenge. der bliver jagtet døgnet rundt af de bedste paparazzier, kan altså holde bedre på dine hemmeligheder, end din egen, normale familie kan?” spørger hun med et sarkastisk smil.

Harry skubber min hånd væk under bordet og tager sin egen op til sit ansigt. ”Du forstår det tydeligvis ikke,” mumler han med lukkede øjne.

”Nej, Harry. Det gør jeg ikke,” siger hun højt. ”Jeg forstår ikke, hvordan du kan holde det hemmeligt i så lang tid over for os. Vi er din familie, men alligevel kommer vi altid sidst.”

”I kommer jo ikke til sidst!” råber Harry og slår lidt ud med hånden.

”Hvorfor er vi så de sidste til at få det at vide?” råber Gemma tilbage.

”Du ved ikke engang, hvor lang tid vi har været sammen!” råber han for at skifte emne, ”vi kunne være fundet sammen i går, og du ville alligevel tro, at jeg havde løjet for jer, siden jeg blev født!”

”Hvor lang tid har I da været sammen?” spørger hun.

”2 uger?” spørger hun, da han ikke svarer, men bare stirrer vredt på hende, ”2 måneder?”

Harry spidser vredt læberne og ser kort væk fra hende.

”Du kan sikkert ikke engang huske det,” tilføjer hun lavt.

Stolen lander med et højt brag på gulvet, da Harry rejser sig så pludselig, at den vælter. ”Du ved ingenting, Gemma! Du tror altid det værste om mig, men jeg kan godt huske det! Jeg vil kun det bedste – for jer alle sammen, men du er så fucking negativ-”

”Det er da dig, der-”

”Stop så!!”

Både Gemma og Harry ligner to små børn igen, da Anne pludselig råber højt nok til at overdøve dem begge.

”I er så barnelige, man skulle tro, det var løgn,” siger hun og ryster lidt på hovedet, som om hun virkelig ikke kan tro det.

Harry vender rundt på hælen og går ud af stuen. Hans hårde trin kan høres, da han går hele vejen oven på til sit værelse.

Gemma bliver siddende lidt, indtil hun også rejser sig og forsvinder ovenpå.

Jeg tager min hånd op og gnider min pande, inden jeg gør min hånd igennem mit hår i ren frustration.

”Det er ikke din skyld,” siger Anne roligt, men uden smil.

Jeg ser på hende. ”Jeg er grunden til alt det her.”

”Det har ligget i luften i lang tid. Det her var bare dråben, der fik bægeret til at flyde over. Du skal ikke bebrejde dig selv, Nova.” Hun smiler lidt og tilføjer: ”Hun har ikke noget imod dig. Det skal hun nok indse, når hun lige kommer sig over sig selv.”

Jeg ser ned og nikker langsomt.

Anne rejser sig og begynder stilfærdigt at tage af bordet. ”Det kan jo være, de bliver sultne senere,” siger hun i et forsøg på at lette stemningen.

Jeg smiler lidt og nikker, inden jeg rejser mig for at hjælpe hende.

Da vi er færdige, undskylder jeg mig selv med, at jeg skal på toilettet, selv om vi begge to godt ved, at det ikke er det, jeg skal.

Jeg går op af trappen og ser til begge sidder af gangen i et forsøg på at huske, hvor værelset lå. Jeg bliver enig med mig selv om, at det må være det sidste til venstre.

For ikke at gøre Gemma endnu mere sur lister jeg hen til værelset, hvor jeg stille og langsomt åbner døren og lister ind. Jeg lukker døren og vender mig om mod værelset, der er henlagt i mørke. Lyset er ikke tændt, og gardinerne er trukket for. På trods af mørket kan jeg alligevel se Harry, der ligger på ryggen i sengen med ansigtet vendt væk fra døren.

”Harry?” spørger jeg forsigtigt og gør hen til sengen.

Han svarer ikke, men jeg sætter mig alligevel på kanten og lægger en hånd på hans mave, som jeg langsomt begynder at ae.

”Er du okay?” spørger jeg lidt efter og læner mig ind over ham for at kysse ham på kinden.

”Lad være,” mumler han og laver en svag bevægelse for at få mig væk.

Jeg trækker mig tilbage, men bliver ved med at stryge min tommelfinger over hans mave.

”Jeg er virkelig ked af det. Jeg ved godt, at-”

”Det er ikke din skyld,” mumler han og bevæger sit hoved lidt.

Jeg ser på ham og rynker panden over, hvor trist han lød, og hvor meget han prøvede at skjule det. På trods af hans ord giver det mig bare endnu mere skyldfølelse.

”Harry, kig på mig,” beder jeg, men han bliver liggende med ansigtet vendt væk fra mig.

Jeg ser ned langs hans krop, inden jeg ser på hans ansigt igen.

”Harry,” mumler jeg og kører min hånd ind under hans trøje. Hans krop giver et lille spjæt fra sig ved berøringen med mine kolde fingre, men ellers gør han intet. ”Kig nu bare på mig,” hvisker jeg.

Under hans trøje kan jeg mærke, hvordan hans brystkasse udvider sig, da han tager en dyb indånding, inden han bare tier stille igen.

Jeg sukker, inden jeg lægger mig halvt ved siden af ham og halvt oven på ham. Jeg aer ham roligt over armen og piller lidt ved hans hår uden at sige noget i lang tid.

Under vægten af min krop udvider hans bryst sig igen, da han trækker vejret ekstra dybt.

”Hun har ret,” hvisker han samtidig med, hans krop begynder at vibrere svagt.

Jeg kører min hånd helt ud forenden af hans arm og videre ud hans hånd, så jeg kan flette mine fingre ind i hans.

”Jeg burde ikke have løjet,” fortsætter han lavt.

Jeg lukker øjnene og forstiller mig min egen familie, når de finder ud af, at Harry og jeg er sammen – og hvor lang tid vi har holdt det skjult. Jeg forstiller mig, hvordan alle ville reagere. Hele verden. Overskrifter. Rygter. Alt. Det ville blive rent kaos, men de fortjener sandheden – ligesom Anne og Gemma.

”Ja,” hvisker jeg hæst.

Det ville sikkert være det bedste for alle, selv for Harry og mig. I sidste ende er det ret hårdt ikke at kunne være normal med sin kæreste – eller så normal som man nu kan være, når ens kæreste er Harry freaking Styles.

Selv noget enkelt som at gå en tur er umuligt, når vi holder vores forhold skjult. Men det ville det ikke være, hvis alle vidste det.

Jeg åbner øjnene og ser på vores sammenflettede hænder.

”Alt skal nok blive bedre igen. Vi kan fortælle det i morgen,” mumler jeg ud i mørket.

”Fortælle hvad?” spørger Harry lidt højere end før og lukker sine fingre om min hånd.

Jeg ser på vores hænder og nyder i et kort øjeblik følelsen af, hvordan hans krop hæver og sænker sig, når han trækker vejret, og den svage banken fra hans hjerte.

”At vi er sammen,” svarer jeg endelig og presser derefter læberne lidt sammen i frygt for, hvad Harry vil sige til dét forslag.

Han vender endelig ansigtet om mod mig, så jeg kan se ind i hans øjne, der glimter i mørket.

”Det kan vi ikke,” siger han roligt og ser blidt på mig, ”ikke efter alt hvad vi har været igennem for at holde det hemmeligt.”

Jeg ser bare på ham lidt, indtil jeg lægger mit hoved ned på hans skulder. ”Vi skal i hvert fald nok finde ud af det,” mumler jeg og ser ud i luften.

Der er stille lidt, indtil Harry tager sin frie hånd op til mit hår og begynder at lege med det.

”Hun skal nok tilgive dig, det ved du godt, ikke?” spørger jeg og ser på ham igen.

Han suger læberne ind et kort øjeblik, inden han smiler lidt og nikker. ”Det ved jeg godt,” siger han og møder mit blik, ”du ved også godt, at det ikke er din skyld, ikke?”

Jeg smiler og lægger mit hoved tilbage på hans skulder. ”Jo. Det er vores begges skyld.”

Han griner lavt, så hans mavemuskler bliver spændte, og hans bryst vibrerer. ”Det kan vi godt sige,” siger han med smil i stemmen.

Jeg smiler lidt og lukker øjnene.

 

________________________________________________

Undskyld for den lange ventetid. Idk. Jeg har ikke rigtig nogen undskyldning, men det er vel egentlig også ligemget for jer. Anyway jeg håber. I kan lide det. Kommenter og like, beautiful people. Hvis I vil selvfølgelig. No pressure. ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...