One More Night - One Direction

Nova Monroe er en normal pige med et normalt liv og en knap så normal kæreste. Hun er nemlig kærester med selveste Harry Styles fra One Direction. Men deres forhold er ikke officielt. De holder det nemlig hemmeligt. Det er utrolig få mennesker, der kender til dem, og det betyder, at de bliver nødt til at lyve overfor de mennesker, som de holder mest af. Det er ikke godt for deres forhold, og det hjælper bestemt ikke, at de tilbringer dobbelt så meget tid hver for sig end sammen. At den lille tid de har sammen, bliver fyldt op med skænderier, gør det heller ikke specielt meget bedre. Men det er det værd. Det har det i hvert fald været indtil videre.

218Likes
161Kommentarer
15855Visninger
AA

4. Catching Up

Jeg tager høretelefonerne ud af min mobil, så musikken automatisk bliver slukket. Begge ting propper jeg ned i min taske, imens jeg åbner glasdøren ind til caféen, hvilket er ret besværligt at gøre på samme tid.

Heldigvis får jeg hjælp bagfra, da en lækkerbisken af en dreng skubber døren åben med én hånd. Jeg smiler taknemmeligt til ham, inden jeg begiver mig hen til vores stambord, hvor de andre allerede sidder. De andre er Olive og Andie, mine veninder, og bordet er vores – ikke mit og den lækre fyrs. Ham skal I bare glemme. Selv om jeg ikke kan.

Han var brandhamrende lækker. Uf.

Olive lyser op i et kæmpe smil, da hun ser mig, hvilket får Andie til at vende sig om, så hun også kan se mig. Hun smiler lidt, inden hun vender sig om igen.

Jeg sætter mig på den sidste ledige stol omkring bordet og sukker udmattet for at demonstrere, at jeg er gået meget hurtigt, men at det er alle andres skyld, at jeg kommer for sent.

Det er det altid.

Og jeg kommer altid for sent.

”Hvad så?” spørger Olive glad og ser på mig, imens Andie bare rører rundt i hendes kaffe med en gaffel.

Jep, en gaffel.

”Jeg kunne virkelig bare godt bruge den der imaginære bil, vi altid snakker om,” sukker jeg og tager en bid af den kage, som de andre har været så søde at bestille til mig. Og selvfølgelig er det min ynglings kage – de kender mig så godt.

”Den med indbygget seng og køleskab?” spørger Andie og sutter tænksomt på sin gaffel. ”Den kunne jeg også godt bruge en gang imellem.”

”Åh, hold nu op I to! Vi har ikke brug for nogen køleskabsbil. Vi har vores ben, og hvis det virkelig er så slemt, så kan I jo bare bruge undergrunden,” smiler Olive og tager sin store, grønne kop op, der er fyldt til randen med varm kakao og flødeskum.

Vi sender hende begge to et mørkt blik, men det ødelægger ikke hendes humør. Tværtimod får det hende til at smile endnu bredere, inden hun drikker lidt af kakaoen.

”Jamen så snakkes vi bare ved, når du bor, arbejder og studere tre forskellige steder i byen, der umuligt kunne være længere væk fra hinanden,” siger jeg sarkastisk og smiler med hævede øjenbryn.

Olive ruller med øjnene, hvilket føles som en lille sejr.

Jeg ser hen på Andie, der smiler svagt over os, men kigger ned på sin kaffe.

”Hvordan går det så med Connor?” spørger jeg, inden jeg tager endnu et stykke kage ind i munden.

Andie ser op på mig og smiler lidt større, selv om hun ikke vil det. Det er bare det, kærlighed gør ved hende.

Aw.

”Hvor lang tid er det, I har været sammen efterhånden?” spørger Olive med et smil, der er en smule mere anstrengt nu, hvor vi er inde på emnet kærlighed.

Bonusinfo.

Olive er virkelig dårlig til kærlighed. Hun har aldrig haft et seriøst forhold. Aldrig. Hun duer ikke til det. Måske har hun bare aldrig været rigtig forelsket, men uanset hvad så har hun gjort op med sig selv, at hun ikke skal være i et forhold. Hun har masser af drenge, tonsvis, men inden af dem er der i lang tid.

Det ville også være synd for dem at trække dem ind i et forhold med hende, for hun ender altid med at såre dem. Hun kan bare ikke holde sig til en. Så er det bedre, hvis hendes forhold aldrig bliver seriøse, og hvis de ikke må være seriøse, må de heller ikke være for lange.

Okay, nu tænker I sikkert, at Olive er en stor bitch, men det er hun ikke. Langtfra. Hun er så sød og uskyldig og nuttet, at man skulle tro, det var løgn. Altså på alle andre områder end drenge. For når hun flirter, bliver hun en helt anden person. Så er hun sensuel og drillende og slet ikke vores lille Olive.

Men ja, sådan er det. Hun har ikke styr på kærlighed, og hun giver elendige råd på det område, men vi elsker hende alligevel. Man kan ikke andet.

Jeg mener, se lige de der æblekinder og de mørkgyldne krøller.

Elsk – vær – digt

Andie trækker på skuldrene som svar til Olives spørgsmål og tager en tår af sin kaffe.

”De har været sammen to år til november,” svarer jeg for hende.

Jeg kan mit shit.

Andie ser på mig og nikker tænksomt. ”Det virker rigtigt nok,” konstaterer hun, inden hun drikker det sidste af sin kaffe.

”Skal du have noget mere?” spørger Olive og spejder efter en tjener.

Andie ryster lidt på hovedet, men Olive ser det ikke, da en lækker, blond tjener begiver sig over til vores bord, hvilket selvfølgelig tager alt hendes opmærksomhed.

”Jeg er herre sulten,” siger jeg, hvilket får Olive til at se på os igen.

”Skal vi ikke bare gå ud og spise?” foreslår Andie og ser kun på Olive, da hun allerede ved, at jeg er med på den.

”Jeg har virkelig lyst til nachos,” siger jeg og propper det sidste stykke kage ind i min mund.

Olive ser skiftevis på os, inden hun nikker sig enig. Tjeneren kommer i samme øjeblik hen til vores bord med et sødt smil til os alle, men som kun bliver gengældt af Olive – hun er trods alt den eneste, der er single, så han er hendes.

”Hvad kan jeg gøre for jer?” spørger han høfligt. Olive smiler og beder om regningen, som han går hen for at hente igen.

Vi rejser os alle sammen op, men det er kun Andie og mig, der tager jakker på og vores tasker over skuldrene. Olive står bare på sine høje stiletter, der får hendes ben til at se endnu længere ud, og hendes røv til at se endnu bedre ud, imens hun drikker det sidste af hendes kakao.

Den lækre tjener kommer tilbage med regningen, som Olive kaster et hurtigt blik på. Hun bukker sig derefter ned mod sin taske for at tage sin pung, så tjeneren får et endnu bedre udsyn til hendes bagdel.

Jeg smiler over hende og ser på Andie, der også ser ud, som om hun morer sig lidt over det. Jeg ryster på hovedet og går hen mod døren, da Olive tydeligvis ikke har brug for hjælp til det, hun har gang i.

* * *

”Fik du hans nummer?” spørger jeg, da Andie og Olive endelig kommer ud fra den mexicanske restaurant, hvor vi har spist nachos i de sidste par timer. Jeg har ventet herude i kulden i flere minutter, da Andie skulle på toilet, og Olive skulle snakke med en eller anden fyr, der stod oppe i baren og blev ved med at smile til hende.

”Nej,” siger Olive lidt fornærmet, ”hvad tror du om mig? Jeg har jo allerede tjener-fyrens nummer.”

”For det første,” siger jeg og smiler drillende, ”så kan du ikke engang huske tjener-fyrens navn. Siger det ikke allerede noget?”

Olive presser læberne sammen – enten for ikke at smile eller for ikke at bide hovedet af mig.

”For det andet. Kan du ikke huske den aften, du lige var kommet hjem fra Paris? Hvor mange fyre var det, du havde gang i der?”

Olive ser skarpt på mig.

”Jeg kan godt huske det,” siger Andie lige pludselig med et smil, der sikkert ligner mit – drillende. ”Hvad var din undskyldning nu?” Hun lægger en pegefinger på sine fyldige læber og lader, som om hun tænker sig om, inden hun udbyder: ”Åh ja. Du skulle bare lige ’have lagret fyldt op’, ikke?”

Olive himler igen med øjnene, men jeg kan se på hende, at hun alligevel morer sig en smule. ”Jeg har ingen anelse om, hvad I snakker om,” lyver hun og sætter farten op med hendes lange ben.

Andie og jeg griner, inden vi løber op på siden af hende igen.

”Hvad skal vi nu?” spørger Olive og skifter dermed emne, da vi drejer rundt om hjørnet til en af de større gader, hvor der er masser af butikker med turistting, kort og blade. Vi har en svaghed for sådan noget.

 ”Det ved jeg ikke,” siger jeg og stopper op ved et stativ med fødselsdagskort, der spiller sange. Olive og Andie stiller sig på hver sin side af mig og kigger på det første kort, jeg åbner. Vi ser på de, imens en dårlig udgave af en Elvis-sang kommer op fra brevet. Jeg lukker det hurtigt igen og sætter det på plads.

”Hvornår kommer Harry tilbage?” spørger Andie og tager et farverigt kort ned fra stativet. Hun venter med at åbne det, så jeg kan nå at svare.

Jeg trækker bare på skuldrene. Han er til et eller andet radiointerview, selv om han havde lovet, at vores tid sammen ikke skulle ødelægges af sådan noget.

Jeg burde ikke være overrasket over, at han løj.

”Hvor er han overhovedet?” spørger Olive, der sikkert også finder det mærkeligt, da jeg har fortalt dem, hvad han lovede.

”Til et interview med de andre drenge,” svarer jeg og piller lidt ved et af kortene på stativet. ”Jeg ved ikke, hvornår det er slut. Han skriver vel, hvornår han kommer hjem.”

Der er stille lidt, indtil Andie åbner kortet for at lade sangen afbryde stilheden.

Jeg ser på det og smiler lidt over teksten, der står skrevet inden i.

”Hvor er det sødt,” siger jeg og tager fat i kortet.

Andie slipper det og går videre, ligesom Olive allerede har gjort.

”Kender vi ikke nogen, der snart har fødselsdag?” spørger jeg og lukker kortet for at åbne det igen, så sangen igen bliver afspillet.

Der går lidt tid, inden Olive tøvende svarer: ”Ehm. Jo.”

Hun lyder helt mærkelig, men jeg vælger at ignorere det. ”Hvem?” spørger jeg og kigger på stativet efter en pris.

Denne gang er der ikke nogen, der svarer. Jeg ser mig hurtigt omkring i frygt for, at de er gået videre uden mig. Efter et sekunds panik får jeg øje på dem henne ved lille, fuldstændig fyldt kiosk. Jeg rynker panden en smule, da de står og kigger i noget, der ligner et blad.

Jeg sætter fødselsdagskortet på plads og går hen til dem.

”Hvad sker der?” spørger jeg og prøver at se bladet, men Olive hviner forskrækket og lægger det på plads med bagsiden op af. Jeg ser med hævede øjenbryn på hende, da det ikke ligner hende at reagere sådan. Jeg ser på Andie, der også ser lidt nervøs ud, hvilket bare gør mig endnu mere mistænksom.

”Helt ærligt. Hvad sker der?” spørger jeg lidt mere bestemt, men de bliver bare ved med at stå og se på mig. Jeg sukker og skubber Olive lidt væk, så jeg kan se de 20 andre blade, som Olive ikke nåede at vende om.

Jeg ser på forsiden; på billedet, teksten, deres ansigter. Jeg ser på deres hænder, hvilket gør det hele meget værre. Jeg får lyst til at tage bladet og rive det over igen og igen, indtil stykkerne er så små, at vinden kan føre dem bort, så jeg ikke længere behøver at se deres grimme ansigter og deres sammenflettede fingre.

Et eller andet fjernt sted kan jeg høre Andie sige mit navn, men jeg reagere ikke på det. Da nogen tager fat i min skulder, vrister jeg mig fri med en voldsom bevægelse. Mit navn bliver igen sagt, men jeg kan kun svagt høre det for min puls, der banker højt og overdøver alt andet.

Jeg tager fat i bladet og lukker min hånd stramt om det, så det sikkert bliver krøllet og alt muligt shit, men jeg er ligeglad.

Fuldstændig, bedøvende, skråt op ligeglad. Hvis det overhovedet giver nogen mening.

Det kan faktisk også være lige meget.

Manden i kiosken begynder at råbe efter mig, da jeg går væk med hans blad uden at betale for det. Lidt efter stopper han dog, så enten må nogen have betalt ham, eller også kommer politiet lige om lidt.

Det er også lige meget.

Jeg masser mig igennem irriterende turister med åndsvage solbriller, latterlige hatte og de der forfærdelige mavetasker, som intet normalt menneske kunne få sig selv til at gå med.

De protesterer højlydt på alverdens sprog, når jeg skubber dem afvejen, men jeg ignorerer dem.

De kan rende mig langt op, for de er totalt ligegyldige og irrelevante.

Det eneste der betyder noget lige nu, er Harry og den latterligt klamme sæk, der holder ham i hånden på det blad, som sikkert er blevet krøllet til ukendelighed i min hånd.

Eller nej, faktisk er det ikke det, der betyder noget.

Det er tanken, om den skideballe han får, når jeg kommer hjem, og jeg ser hans åndsvage store hænder, der har rørt mig, efter de har rørt den klamme brunette på forsiden.

Kuldegysninger – på den dårlige måde.

Nogen får fat i mig, så jeg bliver nødt til at stoppe min hævnmarch.

”Hvad?” vrisser jeg arrigt og ser på Olive, der bakker lidt bagud med frygt i ansigtet.

Jeg kan være ret skræmmende, når jeg er sur.

Og lige nu er jeg ikke sur.

Jeg er rasende.

Andie træder frem mod mig med et hårdt blik.

”Slap nu af, Nova. Det er jo sikkert ingenting,” siger hun roligt.

Jeg tager bladet op og vifter med det foran hendes ansigt. ”Ligner det her ingenting?!” spørger jeg koldt.

Hun ser lidt vred ud over min attitude, men jeg giver hende ikke tid til at samle sig, så hun kan komme med et eller andet klogt svar, der beroliger mig. Jeg vender bare om på hælen og fortsætter ned af gaden hurtigere end før.

Jeg ved ikke, om de følger efter mig igen, men jeg er også ligeglad. De kommer ikke til at stoppe mig uanset hvad.

Jeg tager min mobil op fra min taske og ringer hurtigt Harry op.

”Hvad så?” siger han glad efter et par sekunder.

”Hvor er du?” spørger jeg og prøver at lade være med at lyde vred.

”Hjemme,” svarer han, og inden han kan nå at fortsætte, har jeg lagt på igen.

Hurtigere end jeg højst sandsynlig har gået før, kommer jeg til lejlighedskomplekset, hvor Harry og de andre drenge bor. Jeg trykker koden ind på panelet udenfor, så dørene åbner sig, og jeg kan komme ind i forhallen. Jeg ignorere manden, der sidder og holder øje med, hvem der kommer og går, men han kender mig alligevel, så det går nok.

Jeg går hen til elevatoren og hamrer på knappen, så den fører mig op til Harrys etage. Jeg går ud og hen foran hans hoveddør, hvor jeg stopper op. Jeg tager en dyb indånding og tænker det hele igennem.

Har jeg virkelig lyst til at få et møgfald på Harry nu, hvor han endelig er hjemme, og vi endelig kan være sammen?

Billedet af Harry og brunetten viser sig på min nethinde, hvilket får mig til at bide tænderne sammen.

Fandeme ja. Han skal ikke slippe godt fra det her.

Jeg tager fat i dørhåndtaget, og til mit held er døren ikke låst, så jeg kan åbne den helt op og få en voldsom entré.

Lidt dramaqueen har vi vel alle sammen i os.

Jeg tramper ind af den vidtåbne dør og videre ind i stuen, hvor jeg et øjeblik går i stå.

Hele One fucking Direction sidder og ser på mig.

Den havde jeg ikke set komme.

Men helt ærligt, er de her ikke altid på de helt forkerte tidspunkter?

”Harry,” siger jeg sammenbidt for at få ham til at smide dem ud eller sådan noget.

Han ser helt hjælpeløs og rådvild ud, hvilket giver mig en eller anden form for tilfredsstillelse.

”Hvad har du nu gjort?” griner Louis og læner sig endnu mere tilbage i sofaen, som om han har tænkt sig at blive og nyde hele showet.

De andre drenge ser heller ikke ud, som om de har tænkt sig at gå, og Harry er for fortabt til at gøre andet end at kigge.

Fint.

Hvis det er sådan, de vil have det.

Det bliver ikke kønt, men det kommer vel til at ydmyge Harry endnu mere, så det må han da selv om.

Jeg sender Louis et hurtigt og ondt blik, inden jeg smider bladet på sofabordet foran Harry.

Han ser bare på det og så på mig igen.

”Hvad fanden er det, Harry?” spørger jeg og stirrer vredt på ham.

Han ser på bladet igen, men han tør åbenbart ikke se, hvad det er.

”Se dog på det!” skriger jeg nærmest.

Han hopper lidt i sofaen ved siden af Niall, inden han langsomt læner sig frem og tager det krøllede blad. Der er helt stille, bortset fra lyden af siderne, som Harry prøver at rette nogenlunde ud, så han kan se, hvad forsiden skal forstille.

Jeg betragter ham, imens det endelig går op for ham, hvad det hele går ud på. Han ser igen op på mig med et beklagende blik, inden han lægger bladet på Nialls skød og rejser sig op. Niall ser på bladet, som om det er giftigt, inden han med fingerspidserne lægger det over på sofabordet, hvor de andre drenge også kan se det.

”Hey, det var jo dengang til-” starter Louis totalt upåvirket af situationen, men han bliver afbrudt af Zayn, der klapper ham på låret og siger: ”Ikke lige nu, Louis.” Louis ser lidt såret på ham, inden han forstår og kigger hen på Harry og mig igen.

Harry har bevæget sig helt hen til mig, så jeg ser væk fra Louis og op i hans grønne øjne.

”Drenge, kan I ikke lige gå?” spørger han roligt.

”Nå, nu må de godt gå?” spørger jeg med et falsk smil.

Harry ser bare på mig.

”Nu hvor du ved, at det er dig, der har gjort noget galt,” tilføjer jeg og kniber øjnene lidt sammen.

Harry ser over min skulder, hvor de andre forsvinder ud af døren, inden han ser på mig igen.

”Jeg har ikke gjort noget galt, Nova. Det er jo bare et billede. Det var sindssygt mange paparazzier, og jeg prøvede bare at hjælpe hende sikkert igennem,” siger Harry roligt og med et lille smil.

Jeg fnyser.

”Som om. Hvorfor gik hun overhovedet sammen med dig?” spørger jeg vredt.

”Det ved jeg ikke! Vi var en masse, der forlod klubben samtidig, og det var jo vores skyld, at paparazzierne var der, så jeg ville hjælpe hende!” siger Harry ophidset og slår ud med armene.

Jeg griner falsk og ryster på hovedet. ”Hvorfor skulle du dog lige pludselig det? Og desuden kan jeg ikke se nogen af de andre på billedet,” vrisser jeg og kigger ham i øjnene.

Harry ser ned på bladet efter hjælp, men jeg har ret. Man kan kun se ham og pigen. ”Jeg ved det ikke, Nova! De er vel foran eller ved siden af. De er der et eller andet sted!” Han lyder mere og mere desperat, hvilket gør mig både tilfreds og endnu mere vred.

”Indrøm det nu bare, Harry. Du mødte hende i natklubben og tog hende med hjem,” siger jeg koldt.

”Hvorfor tror du sådan noget om mig?! Hvorfor stoler du ikke på mig? Jeg ville jo for helvede bare hjælpe hende!” råber han højt.

”Hjælpe hende med at komme i seng med dig, måske,” tilføjer jeg lavt, hvilket får Harry helt op i det røde felt.

Han tager sig til håret og vender sig væk fra mig i ren frustration. Et øjeblik ser det ud, som om han har tænkt sig at smadre et eller andet, men i stedet vender han sig bare om mod mig igen.

”Jeg elsker dig! Kan du ikke forstå det? Det er dig, jeg vil være sammen med! Kun dig! Fat det nu!” råber han vredt.

”Du ville aldrig tage min hånd, hvis det var mig, Harry! Hvis jeg var med jer på klub, så ville du være nødt til at gå så langt fra mig som muligt. Men når det er en eller anden fremmed, så skubber du sikkert alle afvejen for at komme hende til hjælp!” råber jeg tilbage.

Harry ser på mig i et par sekunder, hvor jeg bare bider tænderne sammen, imens jeg fortryder mine ord.

Jeg fik det lige til at lyde, som om det gjorde mig mere ked af det end vred – hvilket ikke er tilfældet.

”Nova,” siger han blidt og tager fat i min hånd.

Jeg ryster ham af mig og træder et skridt bagud, hvilket gør ham sur igen.

”Hvis skyld er det, hva’? Hvis valg var det, at vi skulle holde det hemmeligt? Det var dit! Du valgte det! Det er din egen skyld!” siger han hårdt.

Jeg ser bare vredt på ham, men han kan se, at det sårede mig. Fortrydelsen bølger ind over ham, imens vi står der i stilheden med ordene svævende imellem os.

”Det er altid min skyld, er det ikke?” siger jeg lavt og borer mine øjne ind i hans.

Han ryster på hovedet og åbner munden, men der kommer ikke et ord ud.

Jeg sukker og ser ned. ”Bare gå.”

Harry går helt hen til mig og tager fat i mine overarme, hvilket får mig til at se op på ham. Hans øjne er helt slørede af tårer, men om det er vredestårer eller rigtige tårer, ved jeg ikke.

Jeg er også ligeglad.

”Nej, undskyld. Jeg burde ikke have sagt det sådan. Jeg mente det ikke. Undskyld, Nova. Det er ikke din skyld,” siger han hurtigt og blidt, imens hans tommelfingre nusser mine arme.

Jeg ser på ham i lang tid, indtil jeg ryster på hovedet. ”Gå, Harry,” siger jeg lidt højere end før.

”Lad nu være,” beder han hviskende.

”Gå!” råber jeg pludseligt, hvilket overrasker os begge. Jeg vrider mig fri fra hans greb, så jeg kan pege på døren. ”Gå nu!” bliver jeg ved med at råbe.

Harry ser ulykkeligt på mig med øjne, der er mere slørede end før, indtil han giver op og går hen til døren.

Jeg stopper med at råbe og følger ham bare med øjnene, imens noget vådt glider ned af mine kinder.

Harry vender sig om i døren og ser på mig, men jeg tørrer bare hurtigt tårerne væk og vender mig med ryggen til ham.

Lidt efter kan jeg høre døren lukke efter ham.

_______________________________________________

Tuuuuuuuuuusind tak for alle de likes og alt det. Seriøst. Den er allerede på forsiden?! Craaazy. Men alligevel - jeg lagde mærke til at det kun er nærmest halvdelen, der har liket. Kunne vi ikke lige ændre lidt på det? Det ville i hvert fald være dejligt.

Anyway som I jo nok ved (((og forhåbentlig er ligeså glade for som mig))) så har vi efterårsferie. Wuhuw. Mandag til fredag skal jeg dog hjem til en veninde, og i weekenden skal jeg til en masse fødselsdage, så der bliver nok først opdateret en gang i næste, næste uge. Sorry about that.

I hvert fald så bare mange tak. I er alle sammen fan-tas-tis-ke. ♥

KYS KYS (((lol undskyld, jeg kan bare godt lide at skrive det)))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...