Wild Witches - og hysterisk hårnød

Lauren, Amore, Sophie og Valeria er fire almindelige teenage piger. Okay, lad os slette almindelige. For hvad omverdenen ikke ved er, at disse piger ikke går på en specialskole for unge med særlige behov, men på et akademi for overnaturlige unge med særlige krafter. Følg med i sagaen ”Wild Witches” om Lauren og de andres liv på Roe Akademiet, her på Movellas!
En ny pige ved navn Luxanne starter på Roe og udgiver sig for at være forældreløs og have haft magi i blodet så længe hun kan huske. Men noget stemmer ikke med Luxanne og de beslutter sig for at undersøge det. Imens opdager Lauren og Amore en hemmelig lem i foyeren på akademiet hvor de finder et lille, gammelt kors udhukket i månesten. Magiens historie læren, Frk. Dawson, opdager korset i Laurens taske og fortæller hende om det. Frk. Dawson lægger korset tilbage men en kraft trækker Lauren tilbage til korset i lemmen. Hvad er der med korset og hvorfor kalder det på Lauren? Og hvad er der med Luxanne?

16Likes
18Kommentarer
2930Visninger
AA

3. Rundvisningen

 

Normalt plejer jeg at elske James, jeg mener Dr. Wright, timer men denne gang er jeg virkelig glad for at slippe væk. Frk. Dawson fører mig op af trappen og da vi når til loftet går hun til venstre og ned af en gang. En spinkel trædør står til højre og da hun åbnede den er det første jeg får øje på, tre personer der sidder ved et gammelt skrivebord. Overfor dem står en stor stol som Frk. Dawson sætter sig i efter hun havde bedt mig tage en klap ud stol ovre fra hjørnet. Personerne ved skrivebordet er ikke længere bare personer men to piger og en dreng, hvis navneskilt afsløre deres navne (navneskilte? Det må være nyt). Setta, Luxanne og Bethany.

”Piger og dreng, det her er Lauren. Lauren; Luxanne, Bethany og Setta” siger Frk. Dawson.

Jeg nikker og tjekker om Frk. Dawson mon har givet mig et navneskilt uden jeg har lagt mærke til det, for alle tre ser lige så ligeglade ud som jeg føler mig.

”Lauren, Luxanne, Bethany og Setta skal alle gå på anden årgang, jeg tænkte om du ikke ville have lyst til at vise dem rundt og fortælle lidt om dette års forløb, altså det jeg fortalte om imorges?” spørg frk. Dawson.

Jeg nikker endnu engang og så går det op for mig at de eneste jeg ved om dette års forløb, og i aften, er det der stod på min plan. Men man siger ikke nej til Frk. Dawson og de tre musketer der lige nu sidder og fumler med neglerødder, hår og... Setta’s håbløse øjne får ikke ligefrem min dag til at lyse op. Men jeg tager imod opgaven somom jeg har et valg. Jeg beder dem følge med og med slappe bevægelser gør de som jeg siger. Teenagere nu om dage – som Frk. Dawson ville have sagt. Døren bliver lukket efter os og så kommer det fra en af pigerne:

”Du ved godt at du bare kan sige os hvor vi skal sove – og så kan du skride?”

Selvom jeg nok selv er en ret rapkæftet pige kommer disse ord bag på mig. Og som hun står der og koncentrere sig om sin knækkede negl, med hendes lange, kulsorte hår (det må have været farvet... det må det!) og hendes krystalklare øjne, som alligevel er dybe og mørke, bliver jeg ret sur på hende. Men alligevel siger jeg ikke noget, vender mig bare om og gør tegn til at de skulle følge med.

Jeg har allerede planlagt min rute. Først besøger vi fjerde etage, så tredje som vi hurtigt forlader igen pågrund af en selvudløst stinkbombe (det er sådan noget drengene gør – eeeehhhvv). Da vi når til anden etage, undervisnings etagen, kan vi selvfølgelig ikke gå ind i klasseværelserne, så jeg nøjes med at sige at det er her vi har alle vores timer, og går så til stue etagen.

På en skala fra 1 til 10 er det her job en 0’er. Ingen af dem høre efter, og den eneste lyd de lukker ud er et suk i ny og næ. Så jeg rækker dem en plan, som de selv kan læse.

”Godt så. Nu har i set alt. Det her er stueetagen og til højre har vi en forsamlings sal, der hvor vi spiser, og til venstre har vi køkkenet.

”Og hvor skal vi så sove?” spørg pigen Bethany og klør sig i hovedet.

”Det står på jeres plan, hvis i vil være i et andet nummer må i bytte med nogle andre. Jeres skema er også i planen” afslutter jeg.

Alle tre nikker og for første gang føler jeg at de har hørt efter hvad jeg har sagt. I et sekund står jeg der og iagttager hver en ting i foyeren, ingen bevægelser, kun mine tanker.

”Hey Lauren” lyder en stemme bag mig. En velkendt, fantastisk stemme som kun kan tilhøre en person, den mest fantastiske person i verdenen. ”Gik rundvisningen godt?”

Jeg vender mig om. Valeria. Altid haft speciale i at efterligne andres stemmer.

”Hey Val” siger jeg og hun klapper mig på ryggen mens jeg griner.

”Du troede jeg var...”

”Tyler” svare jeg og griner.

”De der... personer. Var de venlige?” spørg hun.

Jeg ryster på hovedet og falder så ud i et lille grineflip. ”Nej, nej det var de ikke”

Val rejser sig og maser sine knytnæver sammen. ”Er der nogen jeg skal banke?” spørg hun med Hulk-stemme.

Jeg forsætter med at ryste på hovedet og hun sætter sig ned igen.

”Nå, men går du ikke med ind i samlingssalen og spiser lidt frokost. Vi fik lov til at gå tidligere af James, eller Dr. Wright” siger hun og himler med øjnene, ”til at gå tidligere”.

 

”Hvor er de andre så?” spørg jeg.

”Oppe og finde ud af hvad de skal have på i aften” svare Sophie, der kommer ned af trappen,  og trækker på skuldrene somom hun ikke forstår dem.

Men det gør jeg. I aften bliver fantastisk! Fuldkommen... Tror jeg nok. Mit billed går pludselig fra en masse forelskede øjne, til kun to. Og de to tilhøre Tyler og Sasha, der står i ilden, råsnaver med hinanden akkurat som imorges. For Tyler er jo ikke min? Og han er overhovedet ikke ledig. Ingen af de ting jeg har nævnt vil ske for mig i aften. I samme øjeblik resten af årgangen kommer væltende ned af trappen går vi ind i forsamlingssalen hvor hver en plads er dækket fint op. En lang hvid dug dækker bordene, helt uden pletter, hvilket gør det hele en tak mere elegant.

”Unger, frokosten bliver serveret på jeres værelser idag” siger Hanny (også kaldet køkken-mama). ”Denne opdækning er til i aften” siger hun og smiler skummelt på en Hanny-måde. Så alle de spændte ansigter må forlade salen uden et ord.

I det samme griber Amore mig i armen og føre mig udenfor. Hun trækker mig om bag akademiet, i den lille park der ligger. Så sætter hun sig på en bænk og giver mig tegn til at sætte mig ned.

”Hvad sker der?” spørg jeg forvirret idet hun slipper min arm. Hendes ansigt er bedrøvet og hendes mascara ligger i øjenkrogen.

Hun åbner munden et par sekunder inden der overhovedet kommer noget ud. ”Jeg tror... Jeg tror” stammer hun og tørre sit ene øje af med hånden så man nu grundigt kan se hun har grædt. ”Jackson” siger hun lavmælt sukker tungt. Jackson, eller Jackson Patrick, som hun snakker om, er ifølge mig... en skiderik. Amore og ham har været sammen i månedsvis, og lige fra det øjeblik jeg mødte ham vidste jeg bare han var totalt bad-ass. Men hvad gør man ikke for at ens veninder er glade? Jo, opskriften ser du, den er meget enkel. Bare et skvat omsorg, et skvat tillid, så et drys af sans for humør og så en skefuld forståelse – ja, og så er der lige den svære del. Stop med at blande dig! Man skal ikke fortælle hende at man ikke kan li’ den trøje hun lige har brugt en formue på og hun er glad for, man skal ikke fortælle hende om hun skal købe en fem-mands kage eller en ti-mands kage, hun ved jo hvor sulten hun er, og man skal ihvertfald ikke svine hendes kæreste til når hun elsker ham højt. Alt i alt skal man egentlig bare holde sin kæft men på samme tid passe på hende. Og det min ven er den svære del.

Jeg rykker lidt tættere på hende knuger hende ind til mig, ”....har såret dig?”

Hun nikker og trækker sig tilbage. Mest af alt ligner hun en hundehvalp der er blevet trådt over halen. Hvilket man egentlig godt kan sige.

”Pludselig var han der, med” siger hun og trækker på skruldrene. Hun snøfter, men jeg beordre hende til at stoppe.

”Hør Am, hvis det røvhul har såret dig, er han ikke værd at spilde tåre på” nok noget jeg har hørt i en film, men det så vel ud til at hjælpe?

Hun nikker og tørre så sine øjne af en sidste gang. Jeg rejser mig op og rækker ud efter Amore’s hånd.

**

Man kan godt sige at frokosten var god. Men den  grydestegte kanin jeg havde duftet imorges, som skulle serveres til aftensmad, var bedre end forventet. Til dessert fik vi en mandelbudding, med tørret frugt og for at det ikke skal være løgn drak vi sukkerblandingen fjerdeårgang havde lavet i hjemkunsskab (aka. DIY).

Efter aftensmaden går alle op på værelset for at gøre sig klar til i aften. Selvfølgelig får Amore et kæmpe problem med at vælge den nye silkebløde top eller den stropløse polyester med en bomulds trøje ud over. De fleste gør denne aften til en big-deal (hvilket jeg nok også ville have gjort hvis ikke det var for tåbelige Sasha), mens jeg nøjes med at hoppe i et par slim-jeans og en ulden, hjemmestrikket trøje. Hallo? Det er jo ikke bal eller sådan noget.

”Glæder du dig?” spørg Valeria spændt og hopper op og ned.

”Ja” siger jeg dødt og smider mig i den nederste køje. Heldigvis er jeg ikke den eneste uden nogen date på værelset, eller som er så tæt på sin drømmefyr (Sophie virker ihvertfald ret sikker på hende og sit crush). Valeria og anden årgangen Brian McCrown har været sammen i 4 dage nu, altså lige siden Brian sendte Valeria et brev i ferien (hvorfor han ikke ventede forstår jeg ikke). Så det så ud til at mig og Amore ville komme til at hygge os ved bålet sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...