Old friends, new friends, the same friendship - 1D

Rebecca smith, og Louis tomlinson har været venner siden de var helt små, indtil at Louis stiller op i x-factor. Rebecca bliver indelukket imens Louis bliver berømt. Hun savner ham som en gal, men alligevel er hun pisse sur på ham, og har egentlig ikke lyst til at se noget til ham men hvad sker der når hun en sommer i spanien støder ind i ham, og hvad når Louis fortæller noget Rebecca aldrig har regnet med?

17Likes
8Kommentarer
1596Visninger
AA

3. Disktuering

Han blev ved med at se på mig med det store smil jeg engang elskede, men det føltes som om at bare blev tristere hvis der overhovedet var noget der hed det"Jeg skal gå"Skyndte jeg mig at sige, inden jeg drejede om på hælen, og begyndte at løbe. de tårer jeg havde holdt inde meget længe pressede sig pludselig på, og jeg kunne næsten ikke holde dem inde. Jeg bed mig hårdt, og frustreret i underlæben så jeg kunne smage den metalliske smag af blod. Jeg sukkede, og gik lidt i mine egne tanker. jeg gik overfor rødt ved lydskrydset, idet en bil kommer kørende. Jeg stivner, inden jeg mærker op til flere arme trække mig tilbage"Hvad tænker du på?"Spurgte en irsk stemme. Jeg sukkede inderligt, og så op mod Louis, og de andre"Lad mig være!"Hvislede jeg ud igennem mine sammenbidte tænder. Louis kiggede overrasket på mig mens de andre var forvirrede. Jeg så væk, og havde lyst til at gå men jeg var næsten sikker på de ville følge efter mig igen"Hvorfor?"Sagde jeg lavt, og trist. Jeg så afventende på ham, og bed mig i læben, Han lignede et spørgsmålstegn på en prik. hah... Jeg kunne lige forstille mig ham som et spørgsmålstegn. Jeg skød tanken for mig, og så igen på ham, Jeg lagde mine arme over kors, og lidt efter blev jeg utålmodig"Du får 3 gæt Louis! gætter du rigtigt første gang for du 3 nye!"Sagde jeg alvorligt og irriteret. Louis kiggede på mig inden han åbnede munden, og lukkede den igen. Han sendte de andre nogle blikke, og trak mig væk"Becca"Sagde han lavt. Jeg svarede ikke"Du forsvandt bare lige pludselig! Du sagde ikke engang noget til mig! Jeg glemte mig!"Jeg hviskede det sidste da jeg næsten ikke kunne holde tårene tilbage. Han kiggede kort på mig inden han kløede sig nervøst i nakken"Jeg glemte dig aldrig! og du kan jo se jeg stadig ikke har gle.." "Jamen dog. tænk dig lige om! du kunne kun kende mine øjne!"afbrød jeg ham irriteret, og sendte ham et blik der næsten kunne dræbe"Becca! Hvad er der sket med dig? du ligner ikke dig selv længere"Det var det! det var dråben der fik bægeret til at flyde over, og både tårene, og min indebrændte vrede skvulpede  over"Louis! Du valgte forhelvede berømmelsen istedet for mig? Jeg troede vi aldrig ville forlade hinanden men jeg har taget fejl. I 7 år har jeg troede vi ikke kunne skilles, alt sammen for en løgn! Du har fundet det liv du har drømt om. Det du har længtes efter, du fik mit liv til at ligne lort. Et håb der forsvandt!"Sagde jeg vredt mens tårene trillede op kap ned at mine nu røde kinder. Jeg vendte om, og gik over til vejen, og krydsede den da der var blevet grønt imellem tiden. Jeg skyndte mig at gå mod lejligheden.

 

Jeg var hurtigt inde i huset, og videre op imod mit værelse, Hvor jeg smed mig grædende i sengen med hovedet nede i puden. De tårer der aldrig havde været fremme siden han forlod mig. Den samtale vi havde genspillede i mit hoved igen, og igen. Han mente jeg ikke var mig selv. Det var ret let at gætte at han var skyld i det. Han valgte et andet liv der var bedre for ham, mens han samtidigt fjernede mig fra hans liv.

 

Jeg Havde blevet på mit værelse resten af dagen, og havde sagt nej tak til at få mig. Bella havde flere gange banket på døren men jeg bad hende trist om at gå hver gang. Mine tanker vandrede kun omkring mit sammenstød med Louis. Han gjorde være det hele værrere end det var i forvejen. Jeg sad med mit hoved lænet op af vinduet idet det bankede på døren, og ind trådte min lillesøster Bella. Hun havde en tallerken i hånden med mors hjemmelavede lasagne. Jeg fulgte hende med blikket da hun gik hen, og stilte tallerkenen på mit sorte skrivebord samt det bestik hun også havde med. Bagefter gik hun hen til mig, og satte sig i vindueskarmen overfor mig. Hun smilte svagt til mig, og så mig i øjnene. nogle gange kunne hun være pisseirriterende andre gange kunne hun være den sødeste søster i verden. Hun forstod mig godt nok til at vide at hun skulle lade mig være i noget tid, og så komme"Bec?"spurgte hun lavt, og jeg rettede mit blik op til hendes øjne"Du burde spise maden. Jeg forstår dig godt men din appetit burde blive bedre... Den er faktisk god!"sagde hun med et lille smil, og jeg forstod godt hvad hun hentydede til. jeg havde tabt mig ca. 24. kg siden han gik til audition, og jeg forstod ikke hvorfor jeg ikke spise. Jeg følte mig bare aldrig sulten længere, og hvis det ikke var for Bella ville jeg sikkert have været på hospitalet for det såkaldte anoreksi"Jeg skal nok"Svarede jeg hæst tilbage, og så kort hen imod maden"Bell? Vil du med ud og shoppe imorgen?"spurgte jeg for at løfte stemningen, og hun begyndte at smile"Ja selvfølgelig!"Sagde hun med et kæmpe smil. Hun var 14 alligevel var det som om hun var den ældste. Hun var ved min side lige meget hvad der skete. Jeg sendte hende et kæmpe smil, som alligevel var lidt falskt, og hun lagde heldigvis ikke mærke til det.

 

Jeg smilte til Bella da vi gik ned af gaden næste dag. Jeg havde taget en stråhat på for ikke at blive generet af solen der skinnede, og varmede gaderne op. Vi havde set på en brochure at der lå et center tæt på huset så vi var på vej hen imod den. Jeg kunne høre sang, og musik i det fjerne, og det var ikke spansk, Nærmere Engelsk. Vi fortsatte ned af gaden, og kom endelig til det enorme center. Jeg ville gætte på  5 etager med ren shopping. Jeg fløjtede kort, og så på Bell. Hun stod med kæben skrabende mod Jorden, og jeg smilte kort af hende"Bell! Luk munden! Der er altså indsekter i Spanien!"Sagde jeg med et kort grin. Hun så mopset på mig for sjov, og gik imod de store døre indtil centret. Jeg kiggede mig kort omkring. Jeg havde sparet penge op i flere år, og efterhånden havde jeg 10.000 kr. på mit kreditkort.

 

Vi havde shoppet i et par timer, og sad nu på en café overfor centret med vores mange poser. Vi havde... hmm vel 12 poser hver deromkring. Jeg smilte kort af mig selv. Bell Havde vel flere end mig da hun virkelig elskede tøj. Jeg havde bestilt en Cappocino, mens hun nøjedes med en Cola. Hun så et helt andet sted hen mens hendes øjne var på størrelse med jorden. Hvad fanden kiggede hun på? Jeg nippede til min Kaffe, og fulgte hendes blik. Jeg kiggede på One Direction. Det band han var med i. Jeg dykkede ned i en en af de poser fra glitter jeg havde. Jeg fandt hurtigt de solbriller jeg havde købt, og en hårelastik som jeg straks satte mit hår op i en hestehale med hvor jeg derefter tog min stråhat på, og så solbrillerne inden jeg rettede mig op igen. De gik heldigvis lige forbi os"Becca!"sagde Bell til mig uden overhoved at tænke på at de gik direkte forbi os lige på det tidspunkt. Jeg sukkede hurtigt da Louis vendte hovedet imod os da han hørte mit navn"Du er så død"Sagde jeg små irriteret til hende, og hun rødmede"Undskyld"mimede hun. Hun begyndte at hyperventilere da Louis lagde en hånd på min skulder. Jeg sendte hende killerblikket igennem mine solbriller inden jeg rejste mig, og kiggede på ham"Undskyld"Mumlede han"Jamen tak! nu er du tilgivet"svarede jeg sarkastisk, og tog mine solbriller hvilket jeg aldrig skulle have gjort for han fastlåste vores blikke"Jeg mener det"Sagde han igen. Han lød trist hvilket jeg ikke forstod. Han havde alt. Fans der råbte hans navn, penge, berømmelse, venner modsat mig der ingen venner havde, og som ingen ved eksistere. Jeg sukkede kort"Louis du har alt! Så hvorfor kommer du ikke bare videre? Jeg er alligevel bare normal"Sagde jeg lavt, og fjernede mit blik fra ham"Bec?"spurgte Bell mig, og jeg vendte mig mod hende"tjek din mobil"Sagde hun, og jeg tog min mobil op#Du har savnet ham! Og nu hvor du har chancen til at få ham tilbage lader du være? Ja du har været vred på ham, og bla bla bla. Men sandheden er at du har været ked af at miste ham! Se nu at blive glad igen! Please! Bell#Stod der, og jeg vidste hun havde ret. Jeg savnede ham sygt meget, og jeg tror ikke at jeg ville få endnu en chance. Jeg sendte hende et smil, og så på Louis der så meget forvirret ud"Undskyld Lou"Sagde jeg lavt. Han smilte kort, og trak mig ind i et kram"Dit nummer er det samme ikke?"hviskede han stille i mit øre, og jeg nikkede svagt"Hva boo-bear kommer du?"spurgte en stemme, og han trak sig.  Jeg så hen imod de andre drenge, og så at ham med krøllerne så meget mopset ud. Lou grinede, og nikkede så"Vi ses vel"sagde han til mig, og smilte sit store smil"Bec! Jeg skal nok forklarer min tavshed!"sagde han inden han forsvandt. Ja det glædede jeg mig til!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...