Udgivet: Stay strong/hold ud.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2012
  • Opdateret: 7 apr. 2014
  • Status: Igang
Tag med Hayley Brown, og hendes kræftramte lillesøster, ud på et stort eventyr, der blandt andet byder på kærlighed, glæde, sorg og fortvivlelse. Hayley vil gøre alt for at redde sin lillesøster, selv hvis det betyder at hun skal sætte sig selv til side. Problemet er bare, at man ikke kan regne med kræften. Den tager sine egne beslutninger, men man må bekæmpe det gode med det onde, og det finder Hayley ud af når store ukendte følelser bliver indblandet. Hayley finder sig selv på bunden. Hun er splittet, men hun giver ikke op, selv hvis det betyder at droppe det eneste der betyder noget for hende. Man kan ikke få alt, og det finder både Hayley og Hanna ud af på den hårde måde.

1480Likes
1597Kommentarer
85739Visninger
AA

2. Smagsprøve ~ kapitel 1

Kapitel 1

”Står han virkelig inde bag den dør?” Hanna trak spændt i min hånd og fik mig til at kigge på hende. Hendes lysebrune hår, som gik hende til skulderne, var sat i en sidefletning, som hun nervøst legede med, mens hendes øjne strålede mod mine. En varme gik igennem min krop. At se hende så glad, var noget jeg ikke havde set i lang tid. 

Vagten som stod og tjekkede, at vores billet var ægte, sendte mig et opmuntrende smil, inden han trådte til side. ”Han er i næste rum. Hvis I lige vil gå ind” sagde han og åbnede døren for os. Hanna hvinede og hoppede de få skridt ind til det næste rum. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hende. 

Af en kræftsyg pige, havde hun dog meget energi. 

”Hanna, rolig nu” sagde jeg og greb ud efter hendes hånd igen. Hun tog en dyb indånding, kiggede på mig, og begyndte så at hoppe igen. ”Hayley, Hayley” sagde hun og tog hurtigt fat om min hånd igen. Hendes hænder var helt kolde, hvilket gav mig en trist følelse, da det have været starten på det hele – kulden. 

Jeg gik hen mod døren og kiggede om mod Hanna, som bare stod helt stille med åben mund. Et råb havde lydt fra rummet foran os, og tanken om at han stod derinde gjorde hende helt sikkert mere nervøs end hun var i forvejen. 

”Kom nu Hanna” jeg viftede med hånden for at få hende hen til mig, hvilket hun hurtigt gjorde.

Jeg er træt, det er forhåbentlig ikke et langt møde. Det er virkelig en dårlig dag hun skal komme på," sagde en stemme, og eftersom vi var de eneste der skulle møde ham, så måtte det være ham der havde sagt det. Ham Liam, Liam Walker.

Jeg lavede store øjne og snurrede rundt, for at være sikker på, at Hanna ikke havde hørt det. Det ville knuse hende at høre ham snakke sådan om deres fans – og hun var en fan. Hendes forhold til ham, var anderledes end så mange andres. De fleste elskede ham på grund af den rolle han havde i film, men det her måtte jo så bevise han slet ikke var som folk troede. 

Hanna havde en bag historie omkring hvorfor han betød så meget for hende, så at han snakkede sådan om hans fans, gjorde mig virkelig virkelig vred. 

”Nej, tag dig nu sammen” sagde en stemme i samme øjeblik som døren blev åbnet. Jeg hørte et gisp fra Hanna, men da et ret overrasket blik var låst fast på mig, kunne jeg ikke fjerne mit blik. Han stod foran mig med et helt forvirret og halv flovt blik. Han var pæn, ja, men vreden lagde sig som en facade, så hans udseende kunne rende mig. Jeg var fuldstændig ligeglad med hvor kendt han så var. 

 Jeg vidste, at det lige var gået op for ham, at jeg havde hørt, hvad han sagde. Hans blik afslørede alt, hvilket blot gjorde mig endnu vredere. Han havde bare af at opføre sig ordentlig overfor Hanna.

Jeg fastholdt mit hårde blik et øjeblik, inden Hanna kom gående forbi mig. Hendes øjne var kæmpe, og da hun tog min hånd, kunne jeg mærke, hvor meget hun rystede. Det her skulle være hendes oplevelse. Hun havde ventet så længe på den, og ødelagde han den, så ville jeg hade ham for altid.

Hanna var ikke i stand til at snakke med ham pga. nervøsiteten, så jeg tog blidt fat i hendes hånd, og trak hende hen foran mig. ”Det er Hanna” sagde jeg, og prøvede at smile, fordi jeg vidste, at det beroligede Hanna. 

”Hej Hanna!” Det forvirrede blik Liam lige havde haft, forsvandt da han så Hanna. Et stort smil kom frem på hans læber, inden han åbnede armene i en gestus til et kram.

Hanna kiggede op på mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da hendes blik var afventende som om hun ventede på min tilladelse. Jeg gav hurtigt slip på hendes hånd, og skubbede hende hen imod ham. Et kæmpe smil bredte sig på hendes ansigt, og straks sendte det varme signaler rundt i min krop. Tænk, at han kunne gøre hende så glad.

Han satte sig på hug foran hende og tog hendes hånd. 

”Hvordan har du det?” Spurgte han med en sød stemme. Et lille smil kom frem, men falmede hurtigt igen, da Liam, med sine mørkebrune øjne, kiggede op på mig.

Jeg kiggede hurtigt hen på Hanna igen. Liam tog hendes hånd, og førte hende hen til en stor sort sofa. Hun satte sig langsomt ned. Hendes kinder blussede fuldstændig op, da Liam lagde en arm om hende. 

"Hayley," sagde hun med en usikker stemme og kiggede på mig, for at være sikker på jeg var der.

De andre, fra hans crew, der var i rummet kiggede nysgerrigt hen på hende. 

”Kom” sagde hun og viftede med hånden. Jeg tog mig hurtigt sammen og gik hen og satte mig i en anden sofa foran hende. 

”Så, hvor gammel er du, Hanna?” spurgte Liam, men blev afbrudt af døren, som gik op. En dreng, lidt ældre end Liam, trådte ind. Han havde lyst hår og blå øjne. Det var ikke noget man kunne overse, og da slet ikke når han stirrede på en.

"Hanna, det her er Simon, min bedsteven." Hanna nikkede før han overhovedet fik afsluttet sin sætning. Hun vidste udmærket hvem han var. Det skulle ikke undre mig, at hun vidste mere om ham end han selv gjorde.

Simon var Liams bedsteven, og han var med til alt Liam foretog sig, derfor var han også en vigtig person inden for Liams fans liv.

"Hej Hanna," sagde Simon med en ret hæs stemme. "Hvor gammel er du så?" Hanna fnes og kiggede på Liam, som havde stillet det samme spørgsmål.

"Jeg er 8," mumlede hun stolt.  Simon nikkede og kiggede rundt. Hans blik faldt over på mig, ”og du er hendes søster?” Liam drejede langsomt hovedet. Han havde et helt uskyldig blik i øjnene, hvilket irriterede mig Jeg måtte anstrenge mig for at svare Simon pænt, selvom det var Liam jeg var irriteret på. 

”Ja” sagde jeg langsomt og kiggede hen på Hanna, som smilede stort. Det eneste positive ved at være her, var at se Hanna så glad. Det gjorde mig varm om hjertet, og jeg vidste hun aldrig ville glemme det her.

”Er der noget du vil se eller spørger om?” Simon vendte blikket mod Hanna igen. Hun nikkede hurtigt og tog imod den hånd han rakte frem mod hende.

Hanna kiggede uroligt om på mig, men jeg sendte hende et hurtigt opmuntrende smil, og lidt efter hørte jeg hende stille Simon et spørgsmål, som fik ham og de andre i rummet til  til at grine. 

Et lille smil gled selv over mine læber. Faktisk blev det bare større end det var før. Glæden fra Hanna var det eneste jeg havde brug for at se.

”Så, hvor længe har hun haft kræft?” en urolig stemme trængte igennem mine tanker, og fik mig til at fare sammen. Jeg kiggede hurtigt hen hvor Liam sad.

 Jeg bed mig hurtigt i læben, ikke at nervøsitet, men fordi jeg ikke ville vrisse af ham. Jeg havde regnet med, at han elskede sit job, ikke at han så det så anstrengende at møde en pige, som led af kræft, og kunne dø når som helst.

Tanken fik min mave til at vende sig, og vreden til at sprede sig. ”Er det ikke ligegyldigt?” min stemme var nok lidt for hård, hvilket kom bag på ham. Han blinkede kort og forvirret.

”Får hun kemobehandling?” spurgte han om igen, men en lidt forsigtigere stemme. Jeg rystede bare på hovedet, og kiggede hen mod uret, som hang over døren. Jeg havde ikke så meget imod at snakke om hendes sygdom, men til ham var det anderledes. Jeg så ham som falsk. Han var jo kun sød overfor hende, fordi det var hans job.

En stilhed lagde sig akavet omkring os. Jeg lagde vægten over på det ene ben, og kløede mig på albuen. Jeg kunne udmærket se at Liam var forvirret omkring min opførelse. Han var sikkert vant til at folk sværmede om ham.

Langsomt åbnede han munden: "Er du okay?" han lød oprindeligt nysgerrig, men han var jo ikke skuespiller for sjov.

”Burde du egentlig ikke være ligeglade?” jeg vendte mig rundt, og nåede lige at se Liam trække på skulderen. ”Du ser det jo åbenbart som skide belastende” vrissede jeg af ham og snurrede rundt. Jeg ville finde Hanna og Simon. Jeg brød mig ikke om Liam længere. Det eneste gode var det han gjorde og havde gjort for Hanna. 

Jeg hørte et højt pigegrin som kun tilhørte Hanna. Jeg fulgte hurtigt lyden, og kom ind i rummet, hvor de var. De kiggede alle kort på mig.

”Hayley!” sagde Hanna grinende og holdt Simons hånd. Han havde kildet hende, og nu var hun helt rød i hovedet af anstrengelse. Jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Du skulle altså lige have været her” sagde hun og kom hurtigt hen til mig. Jeg satte mig på hug og tog hurtigt hendes hånd, som hun rakte ud efter mig. ”Han lavede et sjovt dansetrin” hun fniste og vendte sig mod Simon som stod og smilede. 

Jeg havde svært ved at nyde tiden her. Liam irriterede mig, men jeg blev nødt til at holde ud for Hannahs skyld. Jeg skulle også ud i biografen bagefter, for at se præmiere filmen.

”Drenge”  en mand, med langt gråt skæg, kom ind i rummet hvor vi opholdte os.

"Det er nu," hørte jeg ham sige. 

 Jeg rejste mig hurtigt op, og trådte et skridt væk fra Hanna. Simon kiggede hen på mig, men jeg ignorerede ham og fastholdt mit blik mod Hanna, som allerede så en smule trist ud.

 Han sendte hende derfor et smil og satte sig på hug, da hun gik hen til ham. ”Må jeg gerne få din autograf?” Jeg kunne ikke lade være med at grine. Hun havde været her i mindst tyve minutter, og først nu, spurgte hun efter hans autograf. 

Et smil gled hen over hans ansigt, og lidt efter løftede han hende op. Hun fniste og lagde en hånd på hans skulder. ”Ved du hvad?” Hanna rystede ivrigt på hovedet. ”Når filmen er færdig, så må du få autografer, billeder - ja lige hvad du vil have” han prikkede hende på næsen, hvilket fik farven i kinderne frem igen. Vi havde fået en VIP-billet som indeholdt et møde før film premieren og efter igen. 

Jeg vidste Hannas største ønske var at møde Liam. Jeg vidste dog også, at det ikke bare var så let, for det var ikke kun i England Liam var kendt - men jeg søgte hjælp hos ønskefonden, og kun to uger efter fik jeg godkendelse, samt et tidspunkt til mødet. De fortalte mig at Liam selv havde planlagt det hele, men jeg begyndte efterhånden at tvivle.

Næsten alle kendte havde en fandom, og Liams fandom var ikke anderledes. En masse piger havde hjulpet med at få Liam til at ligge mærke til Hanna igennem Twitter og Facebook. Jeg skyldte dem en stor tak.

”Måske vi så skulle gå ud og finde pladserne?” jeg kiggede over på Hanna, som nikkede. Liam satte hende ned, og lidt efter lå hendes hånd i min - igen rystede den.

”Vi ses snart” sagde Hanna glad og åbnede døren. Simon lavede et luftkys efter hende, hvilket fik hende til at fnise som en gal. Jeg grinte kort og fulgte med hende hen til døren vi kom ind af, og lidt efter stod vi i den store sal, hvor en masse piger allerede var kommet.

Liams synsvinkel.

”Hvor var hun sød” sagde Simon glad og tog plads i sofaen ved siden af mig.

Jeg sad med hovedet i mobilen. Hannas navn havde været trend på Twitter, da alle havde været så glade på hendes vegne over, at hun endelig fik lov at møde mig. Jeg var glad for jeg kunne gøre en så stor forskel. Hun havde været så glad, og hun lignede slet ikke en der led af kræft. 

Simon havde været den der havde arrangeret det hele. Han var så opsat på at lade hende møde mig, at jeg bare have sagt ja. Jeg havde slet ikke sat mig ind i hvad der var sket med hende, og det fortrød jeg nu.

Oppe I toppen på Twitter var der et link hvor der stod #HayleyBrown# og straks trykkede jeg ind på det, og kom ind på hendes Twitter. Jeg kunne hurtigt genkende hende fra hendes billede. Hendes lange brune hår, og hendes brune øjne. Hun var flot – ingen tvivl om det. Bare synd hun virkede så sur, men måske havde hun bare svært ved at sluge det hele. Det måtte sikkert også være en stor oplevelse for hende.

I dag er dagen! havde hun skrevet og lagt et billede ind, af hende og Hanna. Jeg kunne ikke lade være med at smile. De var begge to kønne.

Jeg gik længere ned, og så at en havde spurgt, hvorfor hun havde fået VIP-billetter. Jeg trykkede på Tweetet og så det var længere end hvad der kunne stå på Twitter, så under var der et link til en anden hjemmeside, hvor alt sammen stod.

#For tre år siden fik Hanna konstateret kræft i maven. Hun var fem år gammel, og skulle allerede udsættes for kemobehandling der. En dag, da mormor var på besøg, fandt de en film i tv'et. Stay strong, hed den. Det var om denne pige, som var blevet ramt at kræften, og da hun troede alt håb var ude, mødte hun ham - Josh, også kendt som Liam Walker. Hanna forelskede sig straks i ham. Ikke nok med at han overlevede kræften i filmen, så viste han hende også, at der var håb forude. Hun så den hver dag, hvis ikke to gange om dagen. Hun havde ondt overalt, og mens hun tabte håret og jeg ikke var der for hende, fordi det tog hårdt på mig, så var Liam den eneste hun havde. De fleste ser ham som lækker og kendt, men for Hanna er han meget mere. Hun kom igennem kemoen, og hun overlevede det. Om det var ved hjælp af ham, det ved jeg ikke, men det vil jeg skyde på, for udover mine forældre, så var han den eneste hun havde. 

For et halvt år siden, fik hun det dårligt igen, og straks tog mine forældre til lægen. Kræften var kommet igen – denne gang i lungerne.

Jeg snak den klump jeg havde i halsen. Jeg vidste filmen startede om lidt, hvilket betød jeg skulle ud og have taget billeder, men lige nu var det ikke det jeg havde mest lyst til.

”Liam, kom nu” sagde Simon glad og slog mig på skulderen. Jeg nikkede kort. ”Jeg kommer om lidt” svarede jeg og læste videre.

#Jeg ved ikke, om hun overlever denne gang. Det er værre, og jeg vil gøre alt for at rette op på min fejl. Jeg vil være der for hende, give hende glade minder, og det gør jeg, ved at lade hende møde Liam. Det vil være det bedste der kunne ske i hendes liv, og selv jeg skylder ham en stor tak. Jeg vil gøre alt for at se det søde smil og høre hendes glade grin igen – og jeg ved, at han kan få det frem.#

Jeg fik pludselig en utrolig dårlig følelse i maven over hvad jeg havde sagt inden de kom ind. Hanna var fem år gammel da det begyndte, og allerede der kæmpede hun for sit liv. 

”Liam!” råbte Simon højt. Jeg rejste mig hurtigt op, og lagde min mobil på bordet. Det hele gav pludselig mening nu, og jeg havde fået svar på lidt for mange spørgsmål. – spørgsmål der fik mig til at føle, at jeg skyldte hende noget, og det gjorde jeg måske også.

Hayleys synsvinkel.

Jeg stod med Hanna i hånden, da en høj lyd fyldte hel rummet.

Jeg kiggede ned på Hanna og så hvordan et kæmpe smil gled frem, da Liam trådte ind foran lærredet. Det var et smil jeg aldrig ville glemme. Jeg ville aldrig glemme denne dag. Nok havde jeg hørt ting jeg ikke skulle, men det havde Hanna ikke, og at hun havde det så godt, det var jeg virkelig glad for. Jeg var så glad for, at hun ikke havde ondt nogen steder lige nu. Det her var hendes dag!

Jeg tog min mobil op. Jeg havde lovet Hanna at filme ham og jeg vidste, at hun ville se ham hver aften, hvis ikke oftere. Det var så svært at sætte ord på, hvor meget han havde gjort for hende. Jeg burde være sødere og mere taknemmelig. Jeg havde næsten skrevet en hel takketale til ham, men den havde jeg glemt, og jeg ville nok ikke få den sagt alligevel, da vreden stadig lå og lurede under overfladen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...