Love me truly - One direction. (Færdig)

"Jeg elsker dig." Hviskede jeg mod hans nøgne overkrop.
"Bliv ved med det, fordi jeg elsker dig mere.." Mumlede han i mit mørke hår..

Alex er 16 år gammel og bor i pleje. Familien tager afsted på den årlige skitur til Østrig, hvor Alex tjener lidt ekstra penge, ved at give lektioner. Hun har stået på snowboard siden hun kunne gå, hun er vild og elsker fart. Men skituren, sneen og snowboardet vækker ikke kun gode minder. Da moderen stadig var gravid med Alex, blev faderen overrasket af en lavine. Han døde. Moderen gav hendes nyfødte væk, hun kunne ikke klare at miste hendes kæreste.
Men den her skitur bliver anderledes. Alex skal tilfældigvis give lektioner til fem drenge. Liam, Naill, Harry, Zayn og Louis, drengene fra det britisk-irriske boyband 'One Direction'
Alex begynder at få følelser for en af drengene, men føler han det samme for hende eller leger han bare med hendes følelser?

45Likes
66Kommentarer
6638Visninger
AA

10. kapitel 9.

Jeg låste mig ind og smed mit udstyr midt på gulvet i gangen, drengene fulgte mit eksempel. "Er det dig, lille skat?" Jeg genkendte Maria's stemme og sukkede dybt, måtte gud være på min side bare for en gangs skyld.

"Ja, og lad være med at kalde mig det!" Råbte jeg irriteret tilbage og drengene brød ud i et latteranfald. Jeg mumlede noget, men var alt for nervøs til at skælde dem ud. Jeg trådte ind i køkkenet og så da Maria tabte underkæben.

"Hvem er de?" Spurgte hun og pejede på drengene.

"Louis Tomlinson." Hilste Louis og rakte hende højre hånd, som Maria tog og gav et klem.

"Liam Payne." Præsenterede Liam sig og vinkede.

"Zayn Malik."

"Harry styles." Harry sendte hende et blændende smil.

"Niall Horan. Den sødeste!" Hilste Niall og gav hende et kram.

"De er nogle drenge jeg kender fra skiskolen." Forklarede jeg Maria og skyndte mig at gribe fat i Niall og Harry, som stod nærmest og trak dem ind på mit værelse, hvor jeg smed mig på sengen. "Hvad vil I vide?" Spurgte jeg og sukkede opgivende.

"Hvorfor du ignoere os." Begyndte Niall og smilede. Alle kiggede på Liam, da hans mobil ringede.

"Undskyld, drenge. Det er Danielle, jeg bliver nød til at tage den.." Undskyldte han og tog mobilen op til øren. "Hey babe, det er mig." Hilste han og gik ud af værelset.

"Hvem er Danielle?" Spurgte jeg uforstående.

"Liams kæreste, Danielle Peazer." Forklarede Harry seriøst og mit hjerte gik i stå. Selvfølgelig, sådan en dreng som Liam kunne umuligt være singel. Og helt seriøst, hvorfor ville han gide at være sammen med en pige som var så meget yngre end ham selv? Det var udelukket. Ligemeget hvor meget jeg håbbede, ville der aldrig nogensinde kunne sige 'Liam og jeg' og mene mere end bare venner.

"Aha, det burde jeg have vidst." Svarede jeg en anelse for hurtigt og jeg mærkede fire blik stirre mistænksomt på mig.

"Men hvorfor har du undgået os på det sidste Alex?" Begyndte Harry igen.

"Jeg har da ikke undgået jer, drenge. Det ved I." Forsøgte jeg. "Desuden tager jeg snart hjem, så der er ikke meget at snakke om." Det var rigtigt, min ferie nærmede sig slut med voldsom fart.

"Hvornår?" Spurgte Niall og Louis på samme tid.

"Om fire eller fem dage tror jeg nok.." Sagde jeg og talte på fingerne.

"Aha, det må vi lige finde ud af, Alex. Er du sikker på at du ikke har undgået os?" Prøvede Harry igen.

"Nej, Harry. Jeg undgår jer ikke." Mit hjerte vred sig stadig over nyheden om Danielle og Liam og gjorde det svært at tale. Eller trække vejret. "Jeg skal lave aftensmad i dag, så det er bedre hvis I tager hjem." Sagde jeg og forsøgte at komme af med drengene.

"Nåe, ja. Vi kan da bare hjælpe?" Sagde Niall og lyste op i et smil, men jeg rystede på hovedet. Hvis Niall blev, så blev de andre drenge også. Da Niall's smil blegnede, mærkede jeg et stik i hjertet. Jeg hadede at såre en ven, specielt en ven så god som Niall. "Men jeg finder jer imorgen!" Lovede jeg. "Efter jeg er færdig med undervisningen selvfølgelig." Tilføjede jeg og sendte Niall et blændende smil, som han gengældte.

"Så ses vi i morgen, Will." Fnisede Harry.

"Will?" Spurgte jeg uforstående.

"Dit efternavn, Williams." Forklarede Zayn og brikkerne brikkerne på plads.

"Aha.." Mumlede jeg og nikkede for mig selv. 'Will' var ikke lige det nickname, som jeg havde forestillet mig at jeg skulle have..

"Ses!" Råbte nogle af drengene ude fra gangen, jeg havde ikke lagt mærke til at de var gået. Der var noget som bevægede sig i udkanten af mit synsfelt.

"Ses, drenge." Råbte jeg tilbage og kiggede på det som havde fanget min opmærksomhed. Det var Louis.

"Du er vild med Liam, ikke?" Spurgte han, men fortsatte, da jeg skulle til at sige ham imod. "Jeg kan se det på dig, du var anspændt, da han var her og så da han gik.. Ja, så løsnede du op og slappede af. Det gjorde også ondt at finde ud af at han kommer sammen med Danielle.." Jeg var så meget afsløret, mit hjerte begyndte at pumpe hurtigere, hvis han fortalte det her videre til resten af drengene, var jeg fuldstændig til grin.

"Du fortæller det ikke til nogen, vel? Specielt ikke til de andre." Bønfaldt jeg Louis og tog et skridt tættere på ham, da hans øjenbryn nærmede sig hinanden.

"Al, du burde nok vide det. Men de andre syntes ikke at jeg skal fortælle dig det." Hvad var det jeg ikke burde vide? "Liam har ikke langt igen, Alex. Han stiller snart træskoene." Han holdt en pause og lod oplysningerne sive ind. Mit hjerte gik itu, det blev direkte flået fra hinanden. "Det er ikke offentligt endnu."

Min stemme var grødet og skrøppelig, da jeg svarede. "Hvad er der galt?"

"Hans nyre står snart af. Du ved allerede at han kun har en.. Og den er så blevet dårlig.. Lægerne kan ikke se, hvad der er galt. De ved bare at det ikke varer længe før at den holder op med at virke." Jeg kunne mærke han kiggede på mig, da jeg sukkede opgivende og lukkede øjnene. Det her kunne bare ikke ske!

"Jeg er ked af det, Alex.." Begyndte Louis, men jeg afbrød ham. Jeg var begyndt at hulke.

"Kom herover, Louis." Hviskede jeg, overraskende nok adlød han mig. Jeg trykkede mit ansigt mod hans overkrop, det varede ikke længe før at hans tshirt var gennemblødt.

"Shh..." Mumlede han og forsøgte uden held at trøste mig, men jeg kunne ikke stoppede med at græde.

"Vil du ikke godt blive her?" Mumlede jeg igennem mine tåre.

"Selvfølgelig, Alex. Selvfølgelig vil jeg det." Forsikrede han mig om, imens han aede mig på ryggen.

Hvordan skulle det her nogensinde blive godt igen? Og ville det nogensinde blive godt igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...