Love me truly - One direction. (Færdig)

"Jeg elsker dig." Hviskede jeg mod hans nøgne overkrop.
"Bliv ved med det, fordi jeg elsker dig mere.." Mumlede han i mit mørke hår..

Alex er 16 år gammel og bor i pleje. Familien tager afsted på den årlige skitur til Østrig, hvor Alex tjener lidt ekstra penge, ved at give lektioner. Hun har stået på snowboard siden hun kunne gå, hun er vild og elsker fart. Men skituren, sneen og snowboardet vækker ikke kun gode minder. Da moderen stadig var gravid med Alex, blev faderen overrasket af en lavine. Han døde. Moderen gav hendes nyfødte væk, hun kunne ikke klare at miste hendes kæreste.
Men den her skitur bliver anderledes. Alex skal tilfældigvis give lektioner til fem drenge. Liam, Naill, Harry, Zayn og Louis, drengene fra det britisk-irriske boyband 'One Direction'
Alex begynder at få følelser for en af drengene, men føler han det samme for hende eller leger han bare med hendes følelser?

45Likes
66Kommentarer
6431Visninger
AA

11. Kapitel 10.

Dagene gik og jeg var så meget sammen med drengene, som det var muligt. Men dagen hvor jeg skulle hjem kom og jeg følte mig som jeg blev flået i tusinde stykker. Niall's søde smil, Zayn's mystiske blik, Liam's store hjerte, Harry's flirten og Louis's humor, hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme dem? Det var ikke engang noget jeg ville forsøge, det ville være spild af tid. Jeg ville aldrig glemme dem, men altid huske dem.

"Vi ses, babe.." Smilede Harry og trak mig ind et kram. En forræderisk tåre undslap mig, da jeg knugede Harry ind til mig.

"Jeg kommer til at savne jer.." Hviskede jeg ind i hans jakke.

"Det ved vi." Svarede Louis og klappede mig i håret. Jannik dyttede utålmodigt og jeg smed mig i favnen på Niall. Jeg forsøgte at sige noget, men jeg kunne ikke.

"Jeg..." Begyndte Niall, men stoppede midt i sætningen. Jeg løsrev mig ufriviligt og sagde farvel til resten af drengene, hvorefter jeg luntede ned til bilen.

"Vi ses snart!" Lovede Zayn, da jeg satte mig ind i bilen. "Du har Niall's nummer, så du skriver bare når du har ferie." Fortsatte Harry og blinkede til mig. Jeg nikkede ude af stand til at snakke, da tårene stille begyndte at strømme ned af  mine kinder. Det liv jeg havde levet, inden jeg mødte drengene, ville jeg aldrig kunne få tilbage. Jeg blev nød til at få en ny tilstedeværelse og stadig huske hvem jeg er inde bag den facade, jeg skulle opbygge. Jeg vinkede, indtil de var ude af syne og da satte jeg mit tilbage i sædet, parat til at leve i et helvede.

***

Jeg trak mig ud af fælleskabet i skolen og blev den nye outsider, jeg kunne ikke overskue at være social efter mit tab af mine fem bedste venner. Kun om aftnen når at drengene var på skype og vi fik snakket, kun der kunne jeg være social og smile. Jeg opdagede også at tiltrækningskræften fra Liam forsvandt.. Men en dag et par uger, eller tre, ringede min mobil pludselig med et ukendt nummer. "Alex." Hilste jeg og kunne dårligt nok genkende min egen stemme. Min stemme var død og uden følser.

"Er det dig, Al?" Jeg genkendte Louis's stemme og jeg kunne mærke glæden boble.

"Ja, hvem skulle det ellers være, fjols!" Drillede jeg ham. "Men hvorfor ringede du?" Sprugte jeg mistænksomt.

"Liam..." Mumlede han, men jeg behøvede ikke at høre mere. Jeg forstod det med det samme.

"Nu?" Jeg havde fuldstændig tabt min facade og min selvkontrol var forsvundet, som dug for solen. For første gang, siden vi kom vidste jeg følser. Jeg hulkede uden at kunne kontrolere det.

"Ja, Alex." Hviskede Louis, nu gik det op for mig at hans stemme var grødet. Han havde grædt og  gjorde det muligvis stadig.

"Hvorfor får han ikke bare en ny?" Spurgte jeg og var ved at gå ud af mit gode skind.

"Der er ikke nogle donere lige nu som har det, som vi søger." Jeg kunne høre at han tøvede, men fortsatte. "Ikke engang Harry, Niall, Zayn eller jeg kan tilbyde det.."

"Har.." Jeg gik i stå. "Det vil så sige at Liam dør?"

"Ja, Alex, det vil det." Han sukkede og nu var jeg sikker på at han stadig græd.

"Hvor er I nu?" Spurgte jeg selvsikkert og var hurtigt begyndt at pakke.

"Norge, hvad ha.." Jeg afbrød Louis.

"Hvilket hospital?" Spurgte jeg og sattte mig på min sportstaske for at lukke den.  Louis gav mig navnet på hospitalet og fortalte at det lå i Oslo. Han advarede mig også imod ikke at gøre noget dumt, men det ignorede jeg. "Vi ses." Lovede jeg hemmelighedsfuldt og lagde på. Jeg snuppede min oplader i farten og maste den ned i min taske, da jeg løb ned af trapperne og ringede efter en taxa samtidig.

"Hvad sker der, Alex?" Råbte Maria ude fra køkkenet.

"Jeg tager hjem til en ven og sover i nat." Råbte jeg tilbage og tog mine sko på, da jeg havde afsluttet samtalen med taxachufføren.

"Hvem?" Krævede hun at vide.

"Isabell." Løj jeg.

"Skal jeg køre dig?" Råbte Jannik og blandede sig i samtalen.

"Nej tak, jeg har allerede bestilt en taxa!" Jeg fik den sidste sko på og greb min jakke. "Vi ses!" Råbte jeg og lukkede døren, inden de kunne nå at stille flere spørgsmål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...