Forelskelse er min tvivl.

Ellanor er håbløst forelsket, men til gengæld har hun den sødeste bror og en rigtig god veninde. Hun falder og negative ting sætter sig omkring hende, men kan hun lære at takle igennem?
- Læs med!

6Likes
0Kommentarer
861Visninger
AA

3. Kærligheden nærmer sig

Klokken ringede og der var frikvarter. Jeg tog en sandwich, fordi jeg var så sulten. Kate indhentede mig og jeg løb efter hende. Da jeg gik ned af trappen, fik jeg øje på Janus, han var sammen med Mads. "Nu har du chancen! skynd dig." Sagde Kate. Jeg havde på ingen måde lyst til det, men min samvittighed overtog min hjerne. Så mine ben førte mig hen mod Janus. Han drejede hovedt 90 grader og smilte. Jeg blev nervøs og smilede igen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle, jeg kunne ikke få mig selv til at kramme ham. Tænk at ham jeg elsker så meget står lige foran mig og kigger mig dybt i øjnene. Jeg prøvede at få mine arme til at bevæge sig rundt om ham, men de var helt døde. Han lagde en hånd på min skulder, trak mig tæt ind til sig og hviskede i mit øre; "Jeg har savnet dig Ellanor,". Jeg kunne høre vores hjerter bankede i takt. Jeg rødmede og vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg skulle lige til at løsne hans greb og omfavne ham, men dér kom Cecilie. Hun kom surmulende hen til os, hun tog fat om hans arm, drejede ham så de fik øjenkontakt. Hun smilte lumsk til mig og mimede ordene; Han er min. Jeg kunne mærke jeg skulle græde. Jeg begyndte at gå baglæns, drejede lige da jeg så Janus vende sig om og kiggede på mig, men så begyndte jeg at løbe mod hoveddøren, jeg nåede der på 4 sekunder, åbnede døren og løb ned af trapperne da jeg snublede og faldte ned på knæ. Det her var så pinligt, det eneste jeg ønskede var at ligge på min seng og græde mine øjne ud. Dagen kunne simpelthen ikke blive værre. "Hey, er du okay?" Lød det fra en dreng bag mig. Jeg drejede og der lyste mine øjne op. Der stod Janus og rakte sin højre hånd frem til mig. Jeg rakte ud efter den og tog fat, han trak mig op og gav ikke slip. Han lod sin venstre hånd glide fra min skulder, og til min hånd. Han tog mig igen tæt ind til sig og hviskede; "Undskyld vi blev afbrudt," - "Det gør vel ikke noget," fremstammede jeg. Ligenu havde jeg mit livs dejligste øjeblik. Det var som en drøm, en drøm der gik i opfyldelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...