Magic Twins *Pause*

Cat og Charlene er tvillinge søstre, ligner hinanden på en prik. De er forskellige, men samtidige ens, fordi de vil kæmpe. Cat slås, er formidabel til næve kamp og bueskydning. Mens Charlene er fantastisk til sværd kamp og spydkast. I stedet for at tage på skole for fine damer, sniger de sig ind på en ridderskole. Men bliver hurtigt jagtet, fordi magtfulde folk vil udnytte dem, for deres utrolige magi og kamp evner. Deres drøm bliver til et mareridt. Men de to piger vil beskytte hinaden til døden.

29Likes
44Kommentarer
1695Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Cats synsvinkel

Char smilede tilbage til mig, men hendes følelser var i oprør. Men hvorfor? Hvad var der galt? Jeg tænkte videre, og Charlene bragte mig tilbage til virkeligheden, ved at vifte med hænderne forand mit ansigt.

"Hallo!! Cat!!! Hørte du noget af hvad jeg lige sagde?" Spurgte hun, jeg smilede mit lille undskyldende smil.
 

Endnu en ting hun var bedre til end mig, at høre efter. For det meste levede jeg i min egen lille verden, et meget rare sted end virkeligheden. Jeg tænkte tit tilbage på da jeg var lille, inden mor havde fundet John. Den gang hun var sammen med far. Det eneste jeg husker om ham er, at han havde samme øjne som mig. Mor var lykkelig og vi var lykkelige, mig og Char. Far var jæger og plejede at tage os med på jagt. Han lærte mig at kaste med knive, og skyde med bue og pil.

Men han forsvandt en sommerdag, mor sagde han døde men det tror jeg ikke på. Jeg kan fornemme at han er levende og har brug for noget. Jeg skylder ham alt, for han fik mine øjne op for kamp, noget som jeg aldrig vil undvære. Far fortalte mig også nogle hemmeligheder, som ingen fjender må vide. Han fik mig endda til at fjerne det fra hans hukommelse, da han havde fortalt mig det. Som om han vidste at han ville blive fanget. For at beskytte hans hemmeligheder, som er vigtige hvis mig og Char skal overleve, måtte jeg på Emelton Kamp Akademi, og holde mig langt væk fra Æbeltin også kaldet skolen for fine damer.

Charlenes synsvinkel

Cat var i sin egen verden igen. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne følge med hende. Problemet var bare at mit sind, var bedre koblet til virkeligheden, end hendes var. Jeg kunne ikke skabe mig en verden, som hun kunne. Jeg kunne mærke hendes følelser gennem båndet. De var urolige og sørgmodige. Jeg rynkede på brynene. Jeg vidste med et samme, der var noget, som rørte hende. Med mit sind, rakte jeg ud efter hendes.

Jeg berørte hende sind, for at finde årsagen til hendes sørgmodighed. Et ansigt dukkede op, og sendte en chokbølge gennem mig. Vores far. Hun tænkte på ham. Hun kunne føle mit chok, og blev opmærksom på min tilstedeværsel i hendes sind. Hun smed mig med det samme ud. Vi kunne mærke hinandens følelser og berøre hinanden sind. Men det var ikke så tit, at vi trængte ind i hinanden sind, fordi det virkede forkert. Cat havde sat en mur op, så jeg ikke længere kunne komme ind.

"Undskyld. Men du virkede trist og fraværende."

Cats synsvinkel

Jeg satte en mental mur op, og blev ved med at forstærke den så ikke engang den stærkeste troldmand ville kunne bryde igennem.

"Det gør ikke noget. Men hvis du ikke vil ha' at jeg bryder igennem til dit sind, skal du altså lade mit sind være i fred.“ Jeg kiggede alvorligt på hende og holdt min vrede i skak.

Hun havde brudt gennem min mur, kigget på mine private tanker og set mine følelser. Min magi kæmpede for at komme ud, bryde gennem hendes mur, og se om hun fik opsnappet noget fra mig. Men heldigvis er jeg god til at kontrolere mine følelser. Så mens jeg snakkede om hvor forkert det var, sendte jeg en skygge af mig selv ind i hendes sind. Noget ingen ville kunne spore, selv ikke min søster. Hun havde set et billede af far og jeg var lige ved at ånde lettet op og afsløre mig selv. Men jeg nåede akkurat at få styr på mine følelser og mit ansigtsudtryk inden det skete.

"Ja, ja jeg ved godt det var forkert, men fortæl nu din plan." Charlene så på mig med hundeøjne, og min vrede forsvandt som dug for solen.

"Okay, vi skal først få mor til at sende os af sted i morgen." Jeg nåede ikke at sige mere, før Charlene afbrød mig.

"Hvorfor?" Hun så spørgende på mig, mens jeg forklarede at vi kunne være sikre på, at det var Bertram der så skulle køre os fordi han, på grund af sin alder, ville være nem at overmande. Desuden ville mor få os til at hente proviant fordi der var så kort tid. Vi ville også kunne tage Johns gemte penge, som han flyttede hver uge. Desuden ville mor ikke kunne nå at lægge mærke til at nogle af hendes tæpper og puder manglede. Og vigtigst af alt, der ville ikke komme nogen handelsgrupper i vejen for os. Mens jeg fortalte om det hele, kom der mere og mere lys i Charlenes øjne.

Da jeg var færdig sagde hun, "Det er den perfekte plan, men jeg vil forbi dragehøjen på vejen. For vi skal ha' en drage hver."

Hun kiggede på mig med beslutsomhed. Jeg huskede dengang vi var rigtig små, og mor havde fortalt os om dragehøjen. Mange modige mænd havde prøvet at angribe dragehøjen, for at fange en drage. Lige siden vi havde hørt historien, havde det været vores fælles drøm, at finde to drage æg, og ride på drager som de to første kvindelige riddere.

 

Charlene's synsvinkel

Cat havde planlagt det hele, så nu var der ikke andet for at vente. Jeg gik op på mit værelse og lagde mig i sengen. Mit hjerte bankede af spænding, og jeg kunne ikke vente. Det ville blive fantastisk. Bare Cat og mig. Vi skulle ikke længere leve sammen med min mor irriterende ny mand, og vi skulle ikke længere høre på, hvad vi måtte og ikke måtte. Nu var det kun os. Jeg så op i det mørke loft og spekulerede på, om jeg overhovede ville kunne falde i søvn. Jeg havde alt for mange tanker kørende rundt i hovedet. Jeg kunne høre fodtrin udenfor min dør. Jeg fornemmede hende, før jeg så hende komme ind ad døren. Cat. Hun var lydløs da hun lukkede døren efter sig. Jeg satte mig op i sengen og så på hendes mørke silhuet.

"Jeg tænkte nok, at du ikke sov," hviskede hun stille og gik hen til min seng. Jeg rykkede mig og gjorde plads til hende.

"Hvordan i alverden skulle jeg kunne sove. Vi skal afsted i morgen. Vi skal være riddere, vi skal se dragehøjen!" Spændingen fik min stemme til at stige og Cat tyssede på mig.

"Undskyld," hviskede jeg stille, men jeg kunne fornemme at hun grinede. Ikke fysisk, men jeg kunne fornemme hendes morskab gennem vores bånd.

"Jeg forstår det godt. Jeg kom faktisk herind, fordi jeg heller ikke kunne sove." sagde hun stille.Jeg smilede og lagde min ned i sengen. Cat lagde sig ved siden af mig og jeg kiggede igen op i loftet. Jeg forstillede mig, at jeg lå under en stjernehimmel. Under millioner af blinkende stjerner. Snart ville komme til at opleve hvordan der er, at ligge under en åben himmel.Jeg var ved at svæve væk, op mod min stjernehimmel og jeg kunne høre Cat hviske. "Sov godt, Char." Jeg ved ikke om jeg svarede hende, for pludselig svævede jeg mellem stjernerne.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...