Øjenkontakt med den nøgne sandhed

Clara lever et fredeligt liv i overklassen. Efter hendes 13 års fødselsdag begynder hun dog at få et voldsomt og ustyrligt temperament, som tager kontrollen over hende, når hun får temperamentsfulde anfald.
Efterhånden går folk omkring hende mere og mere i panik under hendes anfald, som bliver oftere og oftere. Derudover bliver de også skrækslagne, hvis hun får øjenkontakt med dem.
Clara opdager at hun har en meget sjælden og kraftfuld evne. Hun bliver nødt til at få kontrol over sine kræfter, ellers vil hun blive ekstrem farlig for både sig selv og sine medmennesker...
Vil Clara lære at kontrollere sine kræfter?

4Likes
8Kommentarer
877Visninger
AA

4. Kapitel 3

Der er "langt" til skole. Det vil i mit tilfælde sige ti minutter til fods. Det er langt, når min gamle skole kun lå en gade væk. Det bliver heller ikke bedre af at vejret er trist og blæsende. Store, grå regnvejsskyer hænger truende på himlen. De mørke skyer forhindrer solens stråler i at nå jorden, og lyset er mere mørkt og svagt, end det plejer.

Jeg synes, jeg går i evigheder, men pludselig er der noget, der fanger min opmærksomhed. En høj, spinkel kvinde med mørkt kastanjebrunt hår. Hun har en stor lædertaske over skulderen. Der er et eller andet ved den, der gør, at jeg straks tænker "skoletaske". Hun har lange, sorte støvler med en lille hæl på. Hendes hår bølger uden at krølle rigtigt, og det vipper lidt op og ned, når hun går og flagrer, når vinden leger med det. Hun går cirka 50 meter foran mig på det samme fortov som mig. Hun har et par stramme sorte bukser på og en figursyet sort jakke med et bælte. I den ene hånd har hun en sammenslået, stor, sort paraply. Jeg ved ikke hvad det er, men der er et eller andet ved hende, der virker bekendt.

Pludselig stopper hun op. Jeg fryser til is og står brat stille. Hun vender sig om, som om hun ved, at hun er blevet iagttaget. Jeg stirrer lidt skræmt på hende. Hun smiler bare venligt.

"Hej" Hun lyder også venlig. Jeg ser forsigtigt op og får øjenkontakt med hende. Jeg får kuldegysninger.

"Kom, du kan følges med mig. Vi skal samme sted hen" Hun rækker en hånd frem mod mig. Jeg ryster en gang på hovedet og kommer til mig selv. Alligevel kan jeg ikke gå hen til hende. Hun smiler forstående og går hen i mod mig. Der er et eller andet ved hendes gang. Hun svanser eller svæver ikke afsted, men hun sjosker heller ikke. Hendes gang kan ikke beskrives. Hun kommer bare helt bogstavelig talt gående.

Jeg bliver helt forskrækket, da hun pludselig er nået hen til mig og lægger hånden på min skulder. Jeg ser op og får igen øjenkontakt med hende. Der er et eller andet ved de øjne. Jeg føler mig svag og er lidt bange for at, mine ben ikke kan bære mig.

"Jeg hedder Vanessa" Hendes stemme lyder et sted langt væk. Jeg kan ikke rigtig fokusere på noget, og mine ben giver efter under mig. Fortorvet snurrer, men i det samme har Vanessa fat i mig. Hun støtter mig, og da jeg igen finder balancen, begynder hun at lede mig videre ned af gaden. Jeg er stadig lidt omtåget, og Vanessa er stille, mens jeg forsøger at kontrollen over mig selv igen.

Da vi endelig når ned for enden af gaden, er jeg kommet helt til mig selv igen. Skyerne er nu næsten sorte. Hvor længe har de været så mørke? Store, tunge regndråber begynder at falde. I løbet af få sekunder regner det kraftigt. Jeg ærgrer mig indvendigt over, at en tynd jakke og et par snøresko er det, der skal forestille at være mit overtøj. Havde jeg dog bare taget en paraply med! I det sammen holder jeg op med at få regndråber i ansigtet. Jeg ser undrende op, men mit udsyn begrænses af noget stort og sort over mig.

Vanessas paraply! Den er stor og sort, og den har en fascinerende virkning på mig. Den sorte farve, som er helt klart og glinsende, får paraplyen til at virke elegant. Vanessa har slået den op og holder den over os begge. Paraplyen skærmer af for regnen, og den trommende lyd, når regndråberne rammer paraplyen, beroliger mig.

Endelig når vi frem til skolen. Regnen er stilnet af, og solens stråler er så småt begyndt at bryde igennem skyerne. Vanessa slår paraplyen sammen og ryster vandet af den. Hun smiler til mig og nikker i retningen af en masse andre børn på min alder, som begynder at samles for at komme ind af en dør. Jeg følger hendes over mod børnene.

"Alting ordnet sig" Hendes stemme er kun en hvisken, men jeg tager alligevel et skridt over mod børnene. Da jeg kigger mig over skulderen, er hun væk. Hendes ord klinger dog stadig i mine ører. "Alting ordnet sig". Det var da noget mærkeligt noget at sige! Det var oveni købet helt grammatisk forkert. Jeg er nu nået hen til døren. Den er større, end jeg troede. Det er en trædør og der er enkle udskæringer i træet. Alle andre er allerede gået ind. Tankerne kører forvirret rundt i mit hoved, og mens Vanessas ord brænder sig fast som en remse, træder jeg ind af døren...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...