Øjenkontakt med den nøgne sandhed

Clara lever et fredeligt liv i overklassen. Efter hendes 13 års fødselsdag begynder hun dog at få et voldsomt og ustyrligt temperament, som tager kontrollen over hende, når hun får temperamentsfulde anfald.
Efterhånden går folk omkring hende mere og mere i panik under hendes anfald, som bliver oftere og oftere. Derudover bliver de også skrækslagne, hvis hun får øjenkontakt med dem.
Clara opdager at hun har en meget sjælden og kraftfuld evne. Hun bliver nødt til at få kontrol over sine kræfter, ellers vil hun blive ekstrem farlig for både sig selv og sine medmennesker...
Vil Clara lære at kontrollere sine kræfter?

4Likes
8Kommentarer
844Visninger
AA

3. Kapitel 2

Sikke en nat! Jeg har sovet så uroligt og haft det så dårligt, når jeg med jævne mellemrum har været vågen. Theresa har trofast siddet hos mig hele natten. Jeg tror ikke, hun har sovet særlig meget heller. Hen på de tidlige morgentimer faldt der heldigvis mere ro på, og jeg kunne falde i en mere almindelig og rolig søvn.

Nu er klokken så 8. Jeg føler mig træt og udmattet. Jeg har endnu ikke set mig i spejlet, men jeg ser sikkert total kvæstet ud. Theresa synger en mat fødselsdagssang for mig. Hun ser også virkelig udkørt ud. Hun har blå skygger under øjnene, og hun er lidt bleg. Det har dog hjulpet lidt, at hun har pjasket kold vand i hovedet, fået samlet håret i nakken og fået sit rigtige tøj på i stedet for housecoat.

"Er du sikker på, at du skal i skole i dag?" Hun ser bekymret på mig.

"Jeg har det fint. Jeg er bare lidt træt" Mit svar bliver til en lav mumlen. Hun lægger hånden på min pande for at finde ud af, om jeg har feber. Så tager hun min hånd og giver den et klem.

"Du kan få lov at stå op, men hvis du bliver dårlig skal du ikke afsted. Og det er mig, der vurderer, om du er frisk nok!" Hun holder en formanende pegefinger op. Jeg sender hende et lille smil og nikker til hende. Så går hun, så jeg kan tage tøj på i fred. Jeg kravler forsigtigt ud af sengen, og rejser mig langsomt op. Svimmelheden er væk. Hvor dejligt! Jeg smiler for mig selv, men går alligevel hen til klædeskabet med en hvis forsigtighed.

Jeg har nok ikke så meget tøj, som jeg kunne have i forhold til vores større mængde penge, men det genere mig slet ikke. Det tøj, jeg har, er pænt og behageligt at gå med. Jeg finder et par cowboy bukser og en sort bluse frem. Basis-påklædning i mit tilfælde, men jeg behøver heller ikke ligefrem at lyse op mellem alle de andre, selvom jeg er ny.

Da jeg har taget tøj på og børstet tænder, tager jeg min taske og går ned i køkkenet. Theresa har fundet havregryn, sukker og mælk frem. Jeg sætter mig, og vi spiser i tavshed. Theresa holder vagtsomt øje med mig. Jeg er ikke bange for at blive dårlig igen. Svimmelheden og kvalmen er helt væk nu. Alligevel er jeg nervøs og sidder stift på stolen. Jeg er lige ved at få harvegryn galt i halsen, og hoster. Theresa flyver op. I samme øjeblik får jeg sunket mine harvegryn og hosten forsvinder. Theresa stirrer anspændt på mig.

"Jeg har det fint. Bare lidt nerver" Jeg smiler til hende. Hun sukker lettet, sender mig et lille smil og stryger mig over håret. Jeg ved, at hun forstår.

Efter morgenmaden får Theresa opvasken af vejen, mens jeg finder min jakke og mine sko. Mine sko er bundet, fra sidst jeg havde dem på. Knuden er stram og svær at få op. En uventet, arrig irritation skylder i over mig. I det samme står Theresa i døren, og knuden går heldigvis op. Hun giver mig et knus, også går jeg. At komme for sent er det sidste jeg har brug for i dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...