Du Min Himmel

"Jeg elsker dig, og det skal du bare vide!" Det var det sidste Emmeliy nåde at sige, inden bilen tog hans liv.
Em har haft svært ved at komme gennem hverdagen siden hans død. Regnen står mod ruden og Em sidder og ser på gamle billeder, da hun pludselig høre hans stemme.

1Likes
2Kommentarer
522Visninger
AA

1. Ulykken

Solen varmede mit ansigt og krop. Lyden af vandet som flød frem og tilbage. Sandet som havde formet sig efter min krop. Sommer og strand det bedste man kunne ønske sig.

"Skal du bruge hele dagen på at slikke sol, eller skal du med i vandet?" Lyden af Mikkels stemme gjorde det hele meget bedre. Han var løbet op til mig, og stod nu og skyggede for solen.

"Du kunne ikke flytte dig? Du står og skygger for min sol, skat"  Jeg åbnede mine øje og så op på hans ansigt. De flotteste grønne øjne som man kunne ønske sig så lige ind i mine.

"Skygger jeg for din sol, så må jeg jo hellere flytte mig"

"Ja det ..." Jeg nåde ikke at snakke færdig før hans læber lå mod mine. Det sendte en varme gennem hele min krop. Jeg lagde mine arme om nakken på ham. Hans kys får mig altid til at slappe helt af, selv når jeg kunne flå hoved af en. Han er den som holder mig nede på jorden. Jeg ville ikke kunne leve uden ham.

Hans læber trak sig fra mine, og han så mig lige i øjnene. Jeg tog mine arme til mig igen, og satte mig op med albuerne.

"Er du klar til at komme med ud i vandet?" Han rejste sig op, og ragte sin hånd frem.

"Ja hvorfor ikke? Sommeren slutter jo ikke endnu" Jeg tog hans hånd. Vi gik hånd i hånd, ud mod vandet.

 

***

"Vi må se at komme hjem, den er ved at være mange" Mikkel så ned på sit ur.

Vi gik sammen hen til vores cykler, jeg holdte min strandtaske i min ene hånd, og den anden i hans . Solen er ved at gå ned, og himmlen er begyndt at mørkne. Vi kom hurtigt hen til vores cykler, og fik låst dem op. Jeg smed min taske op i cykelkurven.

"Skal vi ikke trække vores cykler op til vej? Vi behøver jo ikke komme hurtigt hjem" Han så over mod mig med sit varmene smil.

"Jo, lad os det" Vi begyndte at trække dem afsted "Jeg orker virkelig ikke at cykle hjem! Der er så langt" Jeg så ned på min cykel, 'hvorfor skulle vi også været cyklet her ud?'

Vi var kommet til enden af stien. Vi stoppede begge to, og så på hinanden. Vi fik begge et smil på læberne.

"Kan du huske hvad der skete her for et år siden?" Jeg så lige i Mikkels øjene.

"Det var den bedste dag i mit liv! Og dette sted vil altid være vores, og ingen kan tage det fra os!" Han smed sin cykel fra sig, og gik over mod mig. Hans læber lage sig trygt mod mine. En varme gik igen igennem hele mine krop. Jeg lage armene rundt om ham, og trykkede mig ind mod ham.

"Jeg elsker dig, og det skal du vide skat!"  Han så mig dybt i øjene da jeg sagde det. Han lage sine læber mod mine igen.

Vi satte os op på vores cykler, og begyndte at cykle ud på vejen. Mikkel var ligge kommet ud på vejen, da bilen kørte ind i ham. Alt blev sort!

***

"Det gør mig virklig ondt, men der er ikke mere vi kan gøre for ham det svære" Det lød som om han var vant til at sige det. Der var ingen følelse i det han sagde. Tårende løb ned af mine kinder, min mave gjorde ondt. Alt i min krop var knust. Han var væk! Han var væk for altid! Min skat som kunne holde mig i live, som holdte mig nede på jorden. Han var væk. "Hvis du ønsker det, kan jeg vise dig ind på hans værelse, så du kan sige farvel til ham?"  Tårerne trillede stadig ned af min kind, og små hulk kom ud af min mund. Jeg nikkede en enkel gang. Min mor tog mig rundt om skulderen, og vi fulgte efter lægen.

Han lå helt stille. Det lingnede bare han sov, men han ville dog bare aldrig vågne op af denne søvn. Flere tårer kom frem, jeg tog mit ærme og tørede dem væk. Jeg gik helt hen til hans seng, og lagde min hånd i hans. Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage, en tåre faldt ned på min og hans hånd. Jeg fik en klump i halsen, og var lige ved at bryde sammen. Jeg ville ikke have at han skulle se mig sådan. Jeg lænede mig ind over hans ansigt, og gav ham det sidste kys. "Jeg elsker dig, og det ved du jeg vil, lige meget hvad!" Det kom ud som en hvisken. Min stemme var væk, den var fuld af gråd.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...