Du Min Himmel

"Jeg elsker dig, og det skal du bare vide!" Det var det sidste Emmeliy nåde at sige, inden bilen tog hans liv.
Em har haft svært ved at komme gennem hverdagen siden hans død. Regnen står mod ruden og Em sidder og ser på gamle billeder, da hun pludselig høre hans stemme.

1Likes
2Kommentarer
523Visninger
AA

2. Skuespil

Jeg sidder i min seng. Jeg har trukket mine ben op under mig, og holder mine arme rundt om mine ben. Jeg kan høre at de skændtes igen. De har ikke gjort andet, her for tiden siden ulykken.

"Nu må det være nok! Hun kan ikke blive ved med at sidde på det værelse!" Råber min far

"Men hvad vil du have jeg skal gøre? Flå hende ud af sengen, eller hvad?" Råber min mor tilbage

"Et eller andet skal snart gøres? Hun kan ikke bare holde sig på værelset hele sit liv!"

"Hun har bare svært ved at komme over sin sorg. Du ved jo godt hvor tæt hende og Mikkel var!"

De sidste ord gav et jag i gennem hele min krop. Vær gang jeg høre hans navn, snorrer min mave sig sammen, og jeg får en klumb i halsen. Tårerene kom stille frem i mine øjne, og trillede ned af mine kinder. Jeg tager mit ærme op, og tører mine tårere væk. De sidste par dage, har jeg ikke andet end siddet, og grædt.

Jeg har ikke været ude af min seng siden begravelsen. Og jeg kommer nok heller ikke ud af sengen. Hver gang jeg tænkte på at stå op, kommer al smerten tilbage. Det er umuligt at stå ud af sengen.

Endnu en dag er gået, og jeg har ikke været ude af sengen. Jeg lægger mit hoved på puden, og lukker øjene. Billeder fra ulykken kommer frem. 'Hvorfor dig Mikkel?' Det er det samme spørgersmål jeg stiller mig selv. hver nat.

***

Det er et halvt år siden, jeg sagde farvel til Mikkel. Men tiden efter det, har ikke været let. Men det er ikke let, og det bliver aldrig lettere. Mine dage efter ulykken har ikke været det samme, og jeg tror aldrig de bliver de samme.

Jeg spiller skuespil over for alle. Det er den enste måde, jeg kan blive fri for at høre på dem. De siger, alle sammen de nok skal være der for en, og alt det. Men det er ikke, som har mistet deres livs lys.

Jeg lyver over for dem alle sammen, om at sige jeg har det fint, og er kommet over det. Men bag  facaden er jeg langt fra kommet over det. Jeg græder mig selv i søvn. Jeg sidder og ser på gamle billeder og gamle smser. Så jeg vil ikke sige, jeg er kommet over det endnu. Jeg er dog kommet lidt vidre. Jeg står nu ud af min seng, og går i skole. Men når jeg kommer hjem, bliver alt som det var før. Jeg lukker mig inde i mig selv, så det kun er mig, og min sorg.

Jeg tager tit ud til stranden. Jeg står og kigger på stedet, hvor han blev påkørt. Det de samme billeder som jeg ser igen, og igen. Jeg hører de samme ord igen, og igen. Jeg ved godt det ikke hjælper, bare at stå og se på stedet. Men Mikkels ord bliver ved med at køre i mit hoved;

"Dette sted vil altid være vores, og ingen kan tage det fra os"

Det er en af grundene til, at jeg altid tager her hen. Jeg finder mig en trøst ved det her sted, som ingen helt forstår. Jeg ved også godt, at Mikkel ønsker jeg kommer vidre. Men uden ham har jeg svært ved at se, hvordan mit liv kommer til at se ud? For det var ham, som fik mig til at se, en ny side af livet på. Uden ham kan jeg intet se.

***

Jeg sad i min vindueskarm, og se på nogle af vores gamle billeder. Det får altid et smil frem, når jeg ser billedet, fra den første dag vi var sammen. Et billede hvor vi begge sidder i sengen, og kigger hinanden dybt i øjene.

"Lad os se hvem der blinker først?"

"Du taber! Jeg vinder altid"

"Okay, så skal jeg nok slå dig Em"

"Som om?! Du kan lige så godt give op Mik"

"Jeg giver ikke op uden kamp!"

Det var et billede som Katja har taget af os. Katja har altid været ved min side, og hun har hjulpet mig igennem de svære tider. Hun har været med til at få mig i gang igen. Men hun vil aldrig kunne få mig tilbage til mit gamle jeg. Selv om jeg ville ønske hun kunne. Jeg har brug for at komme vidre, og det er også det som Mikkel ville ha' mig til. Som han altid har sagt "Jeg giver ikke op uden kamp" , det samme vil jeg. Jeg vil ikke give op uden kamp. Selv om der er meget kamp, som jeg skal i gennem.

Det begyndte at regne udenfor. Regnen stod mod min rude. Man kunne høre druberne ramme ruden. En bil kørte ind i vores indkørelse. Det er min mor som var kommet hjem. Døren nedunder blev smækket i, og man kunne høre fodtrin.

"Er du oppe på værelset Em?" Råbte hun fra nedenunder.

"Ja, jeg sidder og laver lektier" Råbte jeg tilbage. Endnu en løj, det var blevet hverdag for mig, at lyve over for folk.

"Vil du ikke komme, og hjælpe mig?" Lød det fra hende igen. Hvorfor ikke? Jeg har ikke andet at lave.

Jeg var kommet halvt ned af trappen, da jeg fir øje Katja som stod i vores stue. Jeg forsat ned af trappen. Jeg fik øje på min mor, som var gået over til Katja.

"Hvad har du gang i mor?" Jeg kunne ikke se hvorfor Katja skulle være her?

"Emmeliy jeg ved godt, at du lyver om hvordan du går rundt og har det. Så derfor har jeg inviteret Katja over så i to kan få en hyggelig aften sammen" Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved godt hun prøver at hjælpe mig, men hun skulle bare holdt Katja ude om det her.

"Em jeg kan se ud ikke har det godt! Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig?" Hun så næsten lige så fortabt ud som jeg føler mig. Jeg så ned i gulvet, jeg kunne mærke der var nogle tårer, som prøver at komme frem, men jeg holdte dem tilbage.

"Okay, lad os gå oven på" Tårene havde sat sig på min stemme, så jeg var nød til at rømme en enkel gang, for at få min stemme tilabge.

***

Vi var kommet ind på mit værelse, og havde sat os i min seng. Katja havde fået øje på billederne, som jeg havde siddet og set på. Hun gik over for at kigge på dem. Hun satte sig i vindueskarmen, jeg kunne se hun fik et smil på, da hun så på billedet, hvor vi så hinanden på hinanden. Hun så ud til at huske den dag.

"Hvor er i bare søde at se på"

"Ej hold op Katja" Jeg rømede, og det samme gjorde Mikkel

"Ej, ej jeg har en idé? Hvad med at se hvor lange i kan se hinanden i øjnene?"

"Hvad?" Jeg så over mod Katja

"Lad os prøve" Mikkel så ud til at synes det var en god idé

"Det var godt nok en sjov dag" Kom det  fra Katja

Jeg slog mine ben op under mig, en tårer kom frem. Jeg kæmper så meget med at spille tapper, over for mig selv. Katja så over mod mig, og gik over mod mig.

"Åh skat dog" Hun lage armene rundt om mig. Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage mere, og jeg lod dem bare komme. Katja var den som stod klar, når jeg havde brug for en at græde ud ved.

Katja så over mod vinduet. Regnen var stoppet, og det samme var mine tårer. Hun rejste sig op, og tog mine hænder.

"Ved du hvad? Vi tager hen og besøger ham" Hun fik et smil på da hun sagde det

"Jeg har ikke været henne og besøge ham efter begravelsen" Jeg så ned mellem mine ben, og lukkede øjene.

"Em! Det kan være det kan hjælpe dig med at komme lidt vidre. Vi tager der over og så kan du snakke med ham. Okay?" Hun slap min ene hånd, og tog den under min hage. Hun løftede mit hoved på, og så mig i øjene. "Skat det er viktigt at du kommer vidre"

"Jeg er da også kommet lidt vidre. Jeg står op om morgen, og går i skole" Jeg kunne ikke se hende i øjene.

"Ja, og når du kommer hjem går du ind i dig selv igen! Det er ikke sundt for dig" Jeg kunne høre hendes bekymring i stemmen. Hun var en af de eneste, jeg ikke kunne lyve over for. Vilket var godt, for hun viste at den var gald med mig.

"Du skal se dig selv skat! Du har mistet din glød, du ligner ikke dig selv skat! Du har mistet din farve. Er det sådan du vil have Mikkel skal se dig? At du langsomt går til i din sorg?"

De ord gik lige i mit hjerte. Hun havde ret. Ville jeg ha' at Mikkel skulle se mig gå til i min egen sorg, og tårer? Jeg kunne mærke jeg fik en klumb i halsen, men ingen tårer kom med den. Jeg så Katja lige i øjene.

"Kom lad os tage hen, og købe nogle blommster til Mikkel" Hun trak mig ud af sengen, så vi kunne komme afsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...