Du Min Himmel

"Jeg elsker dig, og det skal du bare vide!" Det var det sidste Emmeliy nåde at sige, inden bilen tog hans liv.
Em har haft svært ved at komme gennem hverdagen siden hans død. Regnen står mod ruden og Em sidder og ser på gamle billeder, da hun pludselig høre hans stemme.

1Likes
2Kommentarer
519Visninger
AA

3. Besøget

"Luk dine øjne" han holder mig i hænderne

"Hvad har du gang i Mikkel?" Jeg ser forviret på ham, med et stort smil.

"Det får du at se, når du gider lukke dine øjne" Jeg tager en dyb indåndning, og lukker øjnene.

Han tager sine hænder til sig. Jeg kan høre noget som knirer. En duft af de sødeste blommer kom, de dufter af sommer.

"Så må du godt åbne dine øjne skat" I det jeg åbner mine øjne, får jeg øje på en stor buket med alle mulige blommster i. I hans anden hånd har han en lille æske.

"Hvad er det skat? Jeg ser nysgerit og forviret på den.

"Det er en lille gave til dig" Han lægger blomsterne fra sig, og lægger sin frie hånd på låget af æsken "Vil du se hvad der er i den?" Jeg sidder bare og nikker med næsten hele min krop.

Han åbner æsken langsomt, jeg sidder næsten og hopper på stedet. Et lille smykke kommer frem. En halskæde med et lille hjerte som havde en rød sten i. Jeg tager hånden op til munden.

"Årh... Hvor er det flot!" Jeg er mundlam. Tænk han har købt det til mig.

"Må jeg?" Han tager kæden ud af æsken

"Ja det må du!" Jeg samler mit hår, så han kan give mig den på. Da jeg har fået den på, ligger jeg mit hår tilbage. Jeg tager rundt om hjertet som lå mod mig.

***

Jeg holdte om hjertet, jeg havde ikke taget kæden af, siden jeg fik den. Jeg så ud af vinduet på bussen.Regen var kommet tilbage, og stod mod ruden. Katja sidder med sin mobil i hånden og skriver. Jeg forstår ikke hvorfor ikke hvorfor jeg sagde ja til at tage med?

"Er du sikker på vi ikke bare skal tage hjem igen? Det er begyndt at regne?" Jeg så på Katja

"Nu stopper du! Vi vender ikke om, og jeg har taget en paraply med" Hun vil bare ikke give op, jeg kan gøre altid mod hende, men hun giver ikke op.

"Og så ville det også være dumt at tage tilbage for vi er her nu" Hun tog fat i min arm og hev mig med ud.

Indgangen var ikke lige en som skriger 'kom ind og besøg dine elskede', det er mere en som siger 'Du bestemmer selv, hvad du vil'

Okay, det kan være det hjælper. Men det kan så også være det gøre det hele værer. Katja tog mig i hånden, og vi gik sammen ind på kirkegården.

Alle de sjæle som ligger her, og en af dem er Mikkel. Jeg rystede ved tanken om det. Det er kun hans krop, der ligger her ikke hans sjæl. Han er et bedre sted end her. Regnen var stoppede mens vi gik over mod Mikkels grav. Katja åbnede sin taske og tog blommsterne op. De har ikke den samme duft, som de blommster som dem, han plejede at give mig.

"Vil du gi' ham dem?" Hun ragte dem over til mig. En tårer faldt ned af min kind.'Vær du lige lidt tapper!' Blev jeg ved med at sige til mig selv. Jeg tog rundt om blommsterne, Katja lage en hånd på min skulder.

"Jeg giver dig tid, så du kan være sammen med ham" Hvorfor snakker hun som om han står sammen med os? Katja begyndte at gå over mod en bænk som stod længere væk.

Hvad vil hun havde jeg skal gøre? Snakke ud i luften, lade som om han sidder lige over for mig. Man ser tit i film, at folk kommer til deres elskedes gravsten, og snakker til stenen som det er ders elskede. Jeg har altid synes det var underligt, men Mikkel sagde altid, at det er sådan nogle folk kommer over deres sorg.

"Hej Mikkel" Hviskede jeg. Klumben kom tilbage, og regnen begyndte igen.

"Jeg ved ikke om du kan høre mig? Men..." Min stemme knækkede over, og tårerene begyndte at løbe ned af mine kinder "Jeg savner dig Mikkkel! Jeg kan ikke leve uden dig. Jeg mangler dig ved min side Mikkel" Hulk kom ud af min mellem mine læber. Jeg lage blommsterne på gravstenen, og tog begge mine hænder op mod ansigtet.

"Mikkel hvorfor skulle det lige være dig?? Vil du ikke nok komme tilbage Mikkel? Jeg kan ikke leve uden dig!" Orderne røg bare ud af min mund, men det var som om en sten lettede fra mit hjerte.

Jeg tog begge mine hænder om ledet på halskæden. Tårnene ville bare ikke stoppe. Der var intet jeg kunne gøre. Mine knæ knækkede sammen, jeg faldt ned på mine knæ. Flere tårer kom frem, 'Du skal ikke se mig sådan Mikkel' Han må ikke se jeg lider, over den sorg som jeg har.

Jeg så ned på hans gravsten. Mit tøj var ved at være godt vådt, efter regnen var kommet igen. Jeg rejste mig op, jeg havde den ene hånd om ledet, og den anden hang ned af siden. Tårene var stoppet, og jeg følte mig lettet, som om en havde lydtet på det som jeg sagde.

"Farvel Mikkel, jeg elsker dig" Jeg vinkede til hans gravsten. I det jeg havde ladet min hånd falde, var det som om en tog fat i den. En varme blev sendt gennem min krop, og solen kom frem bag de mørke skyer.

***

Mikkel P.O.V

Hendes tårer var væk, og et lille smil kom frem. Jeg holdte om hendes hånd, jeg kunne mærke hende! Jeg kunne se hende! Men hun kunne ikke se mig. Hun så sig omkring, og så helt forviret ud. En tårer faldt ned af hendes kind.

"Er det dig Mikkel?" Hendes stemme rystede

"Ja skat det er mig, du må ikke være ked af det skat, det skal nok gå det hele" En tårer faldt ned af min kind

"Mikkel er det dig?" Hun så sig omkring, "Skat hvis det er dig? Så rør min anden hå" Inden hun sagde det, tog jeg hånden om hendes hånd, der holdte det smykke som jeg havde givet hende.

"Det er dig Mikkel" Tårerne løb ned af hende kinder.

Skat, du må ikke lide over tabet af mig. Jeg kan ikke klarer at se dig, gå til i sorg. Jeg ved du kan leve et liv uden mig, du må også selv tro på det. Jeg vil altid være ved din side, jeg forlader dig ikke, min skat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...