One Direction - Det Umulige.

Niall, Louis, Zayn, Harry og Liam er nød til at klare at leve ude på gaden, nu når de er hjemmeløse.
Du finder ud af deres Historier en efter en.
Den her Novelle er spænde, Og du kan altid føle med.
Hvorfor bliver drengene hjemmeløse? Hvordan havner de sig ind i problemer? Hvordan får de sig selv ud af alle disse problemer? Kan de mon stikke af fra politiet? Taber de kampen?
Eller bliver tårene ved med at trille ned?
Hvordan mødes drengene?
Hvad sker der når de mister Bella (Harrys barndoms veninde?)
Hvad sker der når Harry "Tror" Han så Bella men pigen fortalte ham at hun hedder Angeline? Og hvad ville 'Angeline?'
Hvorfor er hendes blikke fuld af had når hun kigger på Harry?
Her er alle svarene til disse spørgsmål Læs med her! :D

22Likes
39Kommentarer
3577Visninger
AA

32. Slutning. (Og tak til læsere!)

 

Bellas Synsvinkel.


Mit hjerte bankede hurtigere.
Harrys øjne var helt vilde røde. Og han lyste op af vrede.
”Harry jeg-” ”Shhh…” Afbrud han mig.
Der var en ubehalig stilhed imellem os.
Liam stod op, og gik ud fra værelset hvor efter han lukkede døren efter sig.
Jeg kiggede på Harry som stadig kiggede på mig.

”Hvorfor?...” Hviskede han. Hans stemme var knækket, det kan jeg virkelig godt forstå.
Jeg åbnede munden for at sige noget, men der kom intet ud. ”HVORFOR?!” Råbte han. Jeg kiggede forskrækket på ham og slugte så en klub spyt der satte sig i min hals.
”Jeg ville hævne mig… Harry du forlod mig! Du knuste mig, du lod dem tage mig. Og præsis den dag sagde du at du aldrig ville lade dem tage mig.. Hvad fik dig til at skifte mening hva’?!” Han kiggede sårget på mig. Jeg vidste jeg havde ret, men hævn var ikke udvejen.
”Harry du lod dem ødelægge mit liv…” Flere tåre væltede ned af mine kinder.
Han bid sig i læben.

”Jeg ved slet ikke om alt det du sagde var rigtigt. At du elskede mig.”
”Bella jeg elsker dig! Jeg mener det virkelig, jeg elsker dig virkelig højt. Jeg kunne ikke gøre noget. De tog dig ja, og lige foran mig enda. Men lige meget hvor de tog dig henne ville du altid være sammen med mig.” Han lagde sin hånd på sin brystkasse.
”Lige her..” Sagde han igen.
En tåre fald ned igen, og det samme med ham.

”Jeg gik verden rundt på grund af en sød, smuk og dejlig pige ved navn Bella. Tro mig Bella jeg elsker dig.”
”Harry stop, jeg tror på dig.” Sagde jeg hurtigt før han ville forsætte.
Harry gik hen til mig og sad ved siden af mig på sengen.
”Kan du huske vores første kys?” Spurgte Harry med et smil.
Jeg kiggede hurtigt nede på mine fødder, og kunne ikke lade vær med at smile.
Harrys læber var og er stadig fantastiske.

Jeg nikkede og kiggede op på ham igen.
Han grinte. ”Den gang var det som om jeg var ved at springe. Bare da dine læber ramte mine.”
Jeg lagde hurtigt min hånd på min kind og lod som om jeg var i gang med klø, men sandheden var at jeg rødmede. Jeg rødmer! Og det hader jeg!..
”Det samme her.”  Mumlede jeg og kiggede ham i øjne, de fantastiske øjne.
Han bed sig i læben. Han lagde sin hånd på min.
”Den følelse har jeg kun haft én gang før, og jeg ville godt have den igen.”

Et grin undslap mine læber. Han var virkelig skøn.
Han lænede sig tættere på mig. Vores læber mødtes. Okay nej det gjorde de ikke. For nogen havde åbenbart lyst til at åbne døren.
Vi fjernede os hurtigt og så Niall som smilede og grinte lidt.
”Er i kærester?” Spurgte han med et smil.
Tanken om at være Harrys pige gav mig et smil på læben.
”Ehm.. Nej..” Mumlede Harry.
”Jamen såå… Undskyld for jeg forstyrrede jer.”  Grinte Niall igen.
Jeg gik af fra sengen.
Alle drengene kom ind. Var alt virkelig tilbage? Alt det hævn jeg ville have gjort med Harry er bare gået i skraldespanden? På grund af hans smil, eller hva’ det nu er?

Det duer ikke.
Jeg sukkede og gik hen til Harry.
”Og det ville vi hellere aldrig blive..” Med de ord vendte jeg mig om og gik ud fra værelset. Med hurtigere skridt løb jeg ned ad trappen og var nede i stuen nu.
Jeg kunne høre nogen efter mig derfor tog jeg min jakke og lod mine sko være, jeg åbnede døren men nåede ikke gå ud.

Liam havde holdt fast i mig.
”Lad mig være pliiz” Mumlede jeg med tåre under øjne.
”Bella.. Jeg kan sagtens godt slippe dig og lade dig gå. Men tro mig, hvis jeg giver slip på dig lige nu ville du gå mens du føler du mangler noget.
Og det du mangler er Harry. Tro mig Bella vi elsker dig, og jeg ved du også elsker os. Hazza har grædt på gurnd af dig, han har gjort alt det normale folk ikke gør på grund af en pige.” Det han sagde var rigtigt. Hvert eneste bogstav var rigtigt.
”Hævn er ikke udvejen.” Sagde han igen, da jeg var stille i nogle par minutter.

Hans hånd blev lagt på min kind. Han tørrede mine tåre og kiggede mig så i øjne.
”Hvad siger du? Skal jeg give slip så du kan gå og lade de smukke øjne blive ved med at græde? Eller ville du tilbage til os? Dine barndoms venner.”
Jeg nikkede.
”Jeg…” Jeg kunne ikke forsætte. Det var tydeligt at Liam var bange for mit svar, og det var også derfor han bed sig i læben.
”-Jeg… Jeg bliver.” Et sødt smil placerede sig på Liams læber.

Hurtigt kastede jeg mig i hans arme og krammede ham.
Jeg fjernede mig da jeg så Harry gå imod os.
”Tilgiver du mig?” Mumlede han og gik tættere på mig.
Hans øjne lyste. Sådan var Harry. Og jeg elskede ham for det.
”Ja.. Jeg tilgiver dig.” Sagde jeg med et smil.
Det var som om alt det sår jeg havde i mig fløj væk.
Alt det pres jeg havde i hjertet bare blev skubbet væk.

Han lagde sin hånd på min hofte og skubbede mig tættere på ham.
Han smilede og plantede sine læber på mine.


                                                               ***

Vi alle sad i stuen med Simon. Som jeg for resten lige har mødt.
Han virker sød.
”Må jeg stille jer et spørgsmål?” Spurgte Simon.
Vi alle kiggede på ham og nikkede.
”Har i nogensinde tænkt på jeres forældre? Om hvordan de har det uden jer?
Ved i hvor hårdt det er at miste sit barn?” Spurgte han med et løftet øjebryn.

Jeg kiggede på Harry. Han lagde sin hånd på min.
Ingen tid gik og nu havde vi flettet fingere.
Tanken om Harry var min nu fik mig til at smile. Jeg kyssede ham på kinden og kiggede så over på Simon igen.

Mit blik fløj over på Zayn da jeg hørte ham snøfte.
”Min.. Min far er død. Og min mor er i fængsel.” Fremstammede han og lagde sine begge hende på sin øjne for ikke at få tårnene til at trille ned. Men vi alle vidste at det var svært, vi alle seks har kendt hinanden bedre end nogen anden ville kende en person.
Vi har set hinanden græde mere end tyve gange.

Simon kiggede over på Liam, som også begyndte at få tåre.
Liam bed sig i læben.
”Min far er også død. Og.. Min mor slår mig, og bliver ved med at Minde mig om min far. Hun bliver ved med at fortælle mig at jeg er skylden i hans død.” flere tåre faldt nede af hans kinder, præsis ligesom Zayn.

Vi alle kiggede på Niall.
 Niall grinte svagt.
”Jeg kan slet ikke huske mine forældre. De smed mig ud på gaden, sammen med mine to andre venner, som blev fanget af politiet. Jeg ved ikke hvad der er sket med dem.”
Simon kiggede nu på mig og Harry. Så var det vores tur.

Harry tog en dyb indånding. ”Hvis det ikke var fra mig var Bella stadig med sin familie. Jeg var ved at drukne. Og da hun så mig prøvede hun at hjælpe mig men faldt ned sammen med mig…” Harry skulle til at forsætte men bed sig i læben og lod en tåre falde ned af hans kind. Den tåre havde ventet meget til at falde ned.
Den bære på over 100 forskellige ting Harry lider af. Og endelig faldt den ned.

”Jeg savner min mor.. Jeg savner den måde min mor kalder på mig. Og den måde hun børster mit hår. Og da hun råbte af mig fordi jeg legede med hendes make-up.” sagde jeg. Flere tåre faldt ned af mine øjne. Jeg kunne virkelig ikke snakke mere. Alle drengene havde sine hænder på sit ansigt og det samme med mig. Jeg kunne virkelig ikke holde det ud længere.

Louis snøftede.
”Alt er fucking fucket op.. Mine begge forældre er døde, de døde i en bilulykke. Jeg ved ikke hvad der er sket med min søster. Jeg ved ikke hvad hun laver lige nu. Er hun død, ved jeg hellere ikke. Godt nok er vi blevet popstjerner. Vi er kendte og har fans. Men ingen af dem ved hvordan vores fortid har været.”  Mumlede Louis. Han fjernede sine tåre og kiggede på Simon.

Simon sukkede. Han havde selv tåre i øjne, men på grund af os vidste jeg virkelig ikke.
”Jeg havde også en dreng engang.. Han var ligesom jer. Så stærk og smuk som jer. Han var modig han var alt hvad jeg behøvede.
Det var en tirsdag marts, 2009, klokken 19.44.
 Jeg kørte bilen. Min søn sang mens han spillede nintendo. Hans mor og jeg som er min kone. Var oppe og skændes, fordi hendes mor døde og at vi stadig ikke havde besøgt hendes begavelse. Hun gav mig stress, men jeg elskede hende stadig. Min søn sang. Han sang med tåre i øjne. Han hader når jeg og hans mor kommer op og skændes. Det hele gik rundt for mig og jeg kørte hurtigere for at få hende til at holde kæft. Men med en håndbevægelse kom jeg til at køre forkert. Og derfor gik jeg ind i et træ. Det sidste jeg hørte var min søn råbe.
Som i kan se overlevede jeg bilulykken. Men jeg mistede de to jeg mest holder af. Min søn som kun var 9 år og min kone ved navn Amy. ”

Hans tåre var også begyndt med at trille ned.
”Men ved i hvad der altid får mig i bedre humør?..  Når jeg besøger deres begravelse. Drenge og Bella? .. Jeg ved hvor jeres forældre er, og alt det i leder efter ved jeg hvor er. Den her dag har jeg ventet på i rigtig lang tid. Jeg vidste hvor Bella var, og jeg vidste også at hun ville komme tilbage.” Sagde Simon igen.
Et smil fandt hans læber.

”Zayn din mor sider i London og venter på dig. Glem hele din fortid og gå tilbage til din mor. Hun har brug for dig. One Direction er ikke slut endu. I skal nok se hinanden drenge.” Sagde Simon mens han kiggede på Zayn.

Zayns Synsvinkel.

Alt var forvirrende. Hvad mente han med min mor ventede på mig? Min mor er i fængsel.
Jeg tørrede mine tåre og kiggede så seriøst på Simon.
”Jeg har fortalt din mor hvad du har oplevet. Og tror du virkelig din mor har siddet i fængsel i elve år? Hun har kun siddet der i seks år. Glem det nu bare. Gå nu hjem til din mor. Chris som står ude for døren venter på dig. Han køre dig der over”

Jeg gik af og tog mine sko på og jakke.
”Mener du virkelig det?.. Hvad fanden sker der?” Spurgte jeg forvirret.
Skulle jeg virkelig se min mor lige nu? Og hvordan? Har hun ikke glemt mig?
Og ville hun huske mig?
Simon undslap et grin.
”Gå nu ud og hop ind i bilen.” Svarede Simon.
Jeg kiggede på drengene og Bella, de alle smilede til mig.
Hvad med dem?
Jeg sukkede og smilede tilbage. Jeg var virkelig ligeglad med alt lige nu.
Jeg skulle se min mor. Og det var det vigtigste.

Jeg gik ud og så en mand med sort tøj. Han smilede til mig og åbnede bil døren.
Jeg gik ind. Jeg gætter på at det er Chris.
                                                     ***

Han parkerede bilen ved et stort smukt sort og hvidt hus.
Jeg gik af og kiggede så på Chris som bare nikkede til mig og pegede på huset.
Jeg smilede til ham og gik hen til huset. Nu var jeg nåedet til døren.
Jeg tog min hånd op og bankede på døren. Der gik to sekunder og døren blev åbnet af en smuk kvinde. En kvinde med sort hårdt. Jeg kiggede hende i øjne. Nogen par tåre trillede ned af mine kinder.
”Zayn” Mumlede hun. Jeg nikkede og gik et stridt tættere på hende.
De tåre jeg fik var glædes tåre. Min mor er foran mig lige nu. Alt hvad jeg behøver.
Jeg krammede hende. Hendes duft borede sig inde i min næse.

”Jeg elsker dig” Hviskede jeg i hendes øre og krammede hende hårdere.
”Zayn… Jeg elsker også dig.” Sagde hun. Jeg kunne godt forstå hende, selvom hun græd. Jeg har virkelig savnet hende.

Nialls Synsvinkel.

Simon havde fortalt mig at mine forældre fortrød det de havde gjort med mig.
Simon havde mødt mine forældre. Nu tror du nok jeg skal tilbage til dem?
ALDRIG.
Jeg var i bilen nu. Sammen med en fin mand som arbejder for Simon. Jeg skulle have en ny familie. Ikke bare en helt fremmed familie.
Du kan tydeligt godt huske da Simon fortalte det der skete med hans kone og søn? Jeg skal fra nu af bo hos Amys forældre.

Jeg har talt med dem i telefonen. Og de lyder virkelige søde.
Det her skal nok blive godt. Jeg kommer til at savne drengene men jeg er sikker på at jeg kommer til at ku’ lide dem.
Jeg bankede på døren. De boede i en lejlighed, 2 sal. Døren blev åbnet og der stod der en dame og en mand. De så søde sammen.

”Hej.. Jeg er Niall.” Sagde jeg med et nervøst blik.
De begge smilede.
”Nej hvor ser du nuttet ud, kom dog inde for.” Svarede damen og skubbede mig blidt inde for. Jeg smilede da jeg kunne mærke at de godt kunne lide mig.
Det ville også blive ret svært hvis de ikke kunne lide mig, mens jeg skal bo sammen med dem. Og de skal være mine nye fantastiske forældre.
”Niall.. Vi har gjort dit værelse klar. Vi ved du er 19 og sikkert selv ville lave dit ejet værelse, men du kunne prøve at se den” Sagde Manden.

Jeg smilede og gik der ind. Det var perfekt til mig.
”Tak, det virkelig smukt”  Sagde jeg.
Jeg tog en dyb indånding, og krammede dem begge. Måske virker det lidt barnligt men, jeg havde virkelig brug for det. Godt nok kender jeg stadig ikke navne på dem, men det kommer.

Harrys Synsvinkel.

Jeg havde lige sagt farvel til Bella.
Det var lidt svært, men vi kommer til at se hinanden igen.
Jeg stod stadig og kiggede på cafeen. Jeg turde ikke gå der ind.
Min søster Gemma, mor og far sidder der inde og venter på deres søn skal komme der ind. Hvad nu hvis de ikke genkender mig.

Jeg kiggede tilbage på den sorte bil.
”Gå nu ind!” Råbte manden som havde kørt mig her hen til, han arbejdede for Simon.
Han havde et stort smil på læben.
Jeg nikkede.

Men langsomme skridt gik jeg ind i cafeen.
Jeg kiggede rundt men fandt ingen.
Jeg vidste at Simon havde løjet. Han sagde at han havde snakket med mine forældre og sagt til dem at vi skulle mødes i den cafe. Og at han havde fortalt dem hvad jeg havde gået igennem. Og nu skulle jeg tilbage til min familie.
Okay glem det med at jeg vidste at Simon løj. For han løj ikke.

Gemma stod lige foran mig.
Hun havde forandret sig ret meget.
”Harry!” Råbte hun.
Hun løb og kastede sig i mine arme.
Jeg krammede hende hårdt og kyssede hende på kinden.
Hun fjernede sig da min mor og pap far kom imod mig.

”Mor” Sagde jeg hurtigt og krammede hende.
Min mor begyndte at græde.
”Er du virkelig tilbage?...” Græd hun. Jeg nikkede.
Jeg kiggede tilbage på Gemma som smilede.
Hurtigt gik jeg over til min pap far og krammede ham. Han smilede til mig, jeg smilede bare tilbage.
Jeg har virkelig savnet min familie.

Bellas Synsvinkel.

Jeg sad på sofaen, med min mor og far.
”Bella, Simon sagde at Harry ville komme tilbage til sin familie er han det?”
Spurgte min mor.
Bare så i ved det har vi krammet og jeg kyssede hende mere end ti gange.
Det bedste er at være med sin familie.
”Ja.. Jeg håber han har det godt.” Svarede jeg med et smil.

Et kækt smil fandt mine læber.
”Er i kommet sammen?” Spurgte min far.
Jeg rødmede. ARG!
Måske er det her en akavet samtale, men jeg savnede dem stadig, og det håber jeg de ved.


Louis’ Synsvinkel.

Det var kun mig og Liam der sad i stuen med Simon.
”Louis.” Startede Simon.
Jeg kiggede dybt inde i Simons øjne, og nikkede
”Dine forældre er døde.”  Sagde han. Jeg bed mig i læben for ikke at få tåre.
”Jear..” Mumlede jeg.
Min søster? Hvad var der sket med hende?

”Din søster har det fint. Men det var svært for hende at stikke af fra politiet. Hun blev fanget en uge efter. Hun har fundet en ny familie. Men bare rolige de er søde. Jeg har mødt dem og jeg er sikker på at du ville elske dem.” Sagde Simon men et smil.

Vreden boblede rundt i min krop. ”JEG VILLE IKKE HAVE EN NY FAMILIE!” Råbte jeg. Et suk undslap mine læber.
”Undskyld..” Mumlede jeg.
”Det behøver du heller ikke. Du bliver kørt over til din søster nu. Og der over aftaler i hvad i ville gøre.” Sagde Simon stille.
Jeg nikkede.
Jeg skulle se min søster nu. Hende jeg elsker viirkelig meget.


                                                         ***

Jeg blev kørt til en smuk kirkegård. Men hvorfor til en kirkegård? Skulle jeg ikke se min søster?
Jeg gik af fra bilen.
og kiggede på manden som kørte mig her hen til.
”Bliv ved med at gå helt lige ud til du ser en pige med blondt/brunt hår.” Sagde Manden.
Jeg nikkede og gik.

Jeg forstår virkelig ikke hvorfor jeg lyttede til ham, men jeg gik bare.
Der gik ca 5 minutter.
Kirken er virkelig stor.
Og nu gik det op for mig at der faktisk sidder en pige med blondt/brunt  hår lidt fremme.
Jeg løb over til hende og kiggede så lidt mærkeligt på hende. Hun havde stadig ikke set mig.
Hun var i gang med at putte blomster på to begravelser.
På en af de begravelser stod der Kevin. Og den anden stod der min mors navn. Nogle par tåre faldt ned af mine kinder. Det var min forældres begravelser. Og det var min søster som sad foran min lige nu.

Hun kiggede op på mig.
”L-Louis?” En tåre faldt ned af hendes kind.
”Louis!” hun krammede mig virkelig hårdt. Den her gang giver jeg ikke slip på hende. Lige meget hvad, giver jeg ikke slip på hende.
Jeg er 21 år, og jeg kan godt få mit eget hus og passe både på hende og mig selv.
Hun behøver ikke de ’falske’ forældre der passer på hende.
Hun behøver mig.

Liams Synsvinkel.

”Nej Liam du må ikke gå! Du skal ikke forlade mig igen, jeg ber dig!” Råbte min mor ude på gaden. Jeg havde lige forladt hende.
Min mor er sig selv igen. Hun slår mig self ikke mere. Og hun beskylder mig ikke for at jeg var skylden i min fars død.
Problemet var bare da jeg gik ind på mit værelse kom alle minderne tilbage. Jeg jeg prøvede at overbevise mig selv om at det ikke var min skyld min far døde, og da hun slog mig.  Alle de minder jeg ikke burde huske.

Jeg vendte mig om og løb over til min mor med alle tårene under øjne og i øjne.
”Jeg elsker dig virkelig højt” Sagde jeg med en knækket stemme.
Jeg fjernede mig lidt.
”Men det her duer ikke. Alle de dårlige minder kommer tilbage til mig, og det ville jeg ikke have. Hør, jeg tilgiver dig af hele mit hjerte. Men jeg tror bare at jeg ville bo i mit eget hus. Jeg besøger dig self.” Sagde jeg med et smil. Jeg kyssede hende på kinden. Hun krammede mig hårdere.

”Liam?” Sagde hun hurtigt før jeg gik.
”Mmm?..” Mumlede jeg.
”Jeg elsker dig.”
Jeg smilede.
”Jeg elsker også dig mor. ” Og med de ord hoppede jeg ind i bilen igen.
”Kør mig hjem igen.” Sagde jeg til Paul.
Paul nikkede og kørte ellers bare.

Jeg havde min mors mobil nummer. Alt var godt nu.
Det hele er perfekt. Min mor er tilbage, og endelig kan jeg leve et normalt liv igen.



                                                            ***

( Et år senere )

Vi alle sad i stuen.
”Zayn, jeg svægere jeg kvæler dig hvis du ikke fjerner den mobil fra dig.” Sagde Harry.
Louis sidder sammen med Niall og spiller skak.
Bella ser tv, og leger med sit hår. Jeg kigger bare på Zayn og Harry som driller hinanden. Spænde ikke?


Harry besøger sin familie self. Han lever sit liv virkelig fint. Men han bor rent faktisk med Louis. Niall besøger jo Amys mor og far. De holder ret meget af hinanden. Og Niall behandler dem som hans forældre. Det gør ham lykkelig. Men rent faktisk så bor Niall med mig og Zayn.
Jeg besøger min mor, hun besøger mig. Ikke rigtig noget stort. Men jeg virkelig glad for jeg har fået mit gamle liv tilbage. Selvom vi stadig er det størreste boyband, og stadig er kendte. Nå ja så besøger jeg og min mor min far hver søndag. Det virkelig dejligt.

Zayn er bare det samme som os. Han besøger sin mor sover nogen gange hjemme hos hende osv. Men bor så med os.
Bella er også præsis det samme. Vi har det bare virkelig godt.
Louis’ forældre er jo døde. Hans søster har fået en kæreste som vi har hilst på. Han er en fin fyr.
Han er så 18 år. De bor sammen, og det er de virkelige glade for.
Og self ser Louis og hende hinanden. Så hvidt jeg kan huske, sov hun hjemme hos os for måske en uge siden.

Vi lever det liv som enhver teenagere ville leve.
Vi har det perfekt.
Aldrig i mit liv havde jeg forventet at det her ville ende sådan her.

”Harry? Er det dig der har taget min bh, der lå på sengen?!” Råbte bella som var oppe på soveværelset som hende og Harry deler.
”Ehh… Hvad jeg kan ikke høre dig?” Sagde Harry og stak af.
Ooog nu starter vi igen.
Som sagt vores liv er perfekt. 
Jeg elsker de drenge, og bella. Uden dem var mit liv ingen ting.

________________________________________________________________________________

Okay det var så slutning! 
Var det en lykkelig slutning? En dårlig? Eller en ok? 
Harry har fået hvad han ville have Bella. 
Jeg ville takke alle mine dejlige og fantastiske læsere! 
Hver nu den dejligste og kommenter! For jeg ville rent faktisk godt vide om i godt kunne lide slutning, eller om i overhovedet har læst det her kapitel? .. Så pliiiz ikke for min skyld men en eller anden tingest skyld og kommenter! TAK! <3
LOVE YA! 

KNUZZZZZZ Amalie!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...