One Direction - Det Umulige.

Niall, Louis, Zayn, Harry og Liam er nød til at klare at leve ude på gaden, nu når de er hjemmeløse.
Du finder ud af deres Historier en efter en.
Den her Novelle er spænde, Og du kan altid føle med.
Hvorfor bliver drengene hjemmeløse? Hvordan havner de sig ind i problemer? Hvordan får de sig selv ud af alle disse problemer? Kan de mon stikke af fra politiet? Taber de kampen?
Eller bliver tårene ved med at trille ned?
Hvordan mødes drengene?
Hvad sker der når de mister Bella (Harrys barndoms veninde?)
Hvad sker der når Harry "Tror" Han så Bella men pigen fortalte ham at hun hedder Angeline? Og hvad ville 'Angeline?'
Hvorfor er hendes blikke fuld af had når hun kigger på Harry?
Her er alle svarene til disse spørgsmål Læs med her! :D

22Likes
39Kommentarer
3588Visninger
AA

5. Liam's Barndom

 

 Hun løb ind på værelset med en pen. "Ryd op på dit værelse nu!" Råbte Emily, som er Liam's Mor.  "Så smid penen!" Sagde Liam mens han kiggede på hende med store øjne. Hans øjne lyste, de var fulde af frygt. "Jeg sætter ikke noget ned. Det din skyld din far er død! Jeg hader dig! Råbte hun og pegede på ham. Hun tog ham fra trøjen og smed ham på sengen. "Det din skyld, din far ikke er her. Han døde på grund af dig! Jeg mistede min mand fordi dig!" Råbte hun og så på ham med store røde øjne. Liam græd og lagde dynen over sig.  

 

 

"Du kan ikke gemme dig, men jeg ved godt hvordan jeg skal opdrage dig ordenligt." Sagde hun og smilede et farligt og skævt smil. hun gik ud af Liams værelse og smækkede døren. Liam begyndte at græde og holde om sin mave, han fik en mavepuster og blev slået på maven af sin mor igår, og smerten er der stadig.  "Det ikke min skyld.." Hviskede Liam til sig selv. Han blev ved med at sige det igen og igen, for at overbevise sig selv at det ikke var hans skyld, men det var svært.. Alt for svært.   Der faldt tåre ned af hans kind en efter en. Han prøvede stadig at overbevise sig selv at han var uskyldig, indtil hans sov.                                                ***

 

 

"Hvad var det jeg sagde!" Stemmen var Emily's. Liam vågnede op som en der aldrig har sovet. Han blev hurtigt bange og holdte fast i dynen. "Du skal ikke dræbe mig" Sagde han stille mens han lukkede sine øjne. Han turde ikke kigge. Han synes selv hun er farlig.  "Nurh, hvor du bare sød! Jeg ville aldrig nogen sinde dræbe dig. Ligesom du dræbte min mand. Din far hader dig sikkert lige så meget som jeg gør!" Råbte hun og gloede skævt på ham.   Liams synsvinkel: Min far hader mig ikke. Min far elsker mig, han gav mig selv en legetøjs bil til min fødselsdag. Han kysser mig altid, på kinden hver morgen. Han tog mig til Tivoli for 2 måneder siden. Det ikke min skyld han døde... Det ikke min skyld!  "Det er ikke min skyld! Du skør! Du ville dræbe mig, far elsker mig. Det eneste du ville er at kvæle mig. Du slår mig!..." 

 

 

Hun kiggede på mig med røde øjne igen. Hendes øjne er altid røde når hun er sammen med mig. Hvad har jeg sagt! Hun dræber.. Jeg skulle ikke have sagt det. Jeg ville ud jeg ville hen til far. Også ville jeg sige hvad mor hun gør så han kan slå hende ligesom hun slår mig.  Hun tog penen som havde i hånden og rakte den imod mig. Hun åbnede sin mund for at sige noget. Men jeg ville ikke høre på hende mere, jeg ville ikke græde mere! Jeg ville have et normalt liv som alle andre har. Jeg ville ikke blive slået mere. "Jeg hader dig!" Råbte jeg.  

 

 

Hun kiggede på ham og fik tåre. "J..Jeg vidste ikke du havde det så hårdt.." Hun lagde sin hånd på hans skuldre og skulle forsætte, men Liam afbrød hende igen. "Fjern dig du skal ikke røre mig, Du ikke min mor!" Råbte han. Han løb ud af værelset og låste det. "Luk mig ud!... Liam!" Han kiggede tilbage men rystede sit hoved og stak af. Han var klog nok til at tage mad og drikke fra køleskabet.  "Hun skal ikke spille smart og tro at hun er stærk" Hviskede han. Mens han løb.  Liam er en klog lille fyr. Han blev opdraget godt af sin far. Da han var lille sendte Emily Liam til hans bedstemor fordi hun ikke gad have ham hjemme. Men da Hans far ved navn Bob fik det at vide blev han gal, og tog Liam hjem. Heldigt nok var Liam kun 2 år, så han kan ikke huske så meget af det.  Liam begyndte med at spille guitar på gaden. Han måtte jo tjene penge. Han skulle jo leve.

 

 

Liam ville aldrig kunne finde på at stjæle. Kun hvis det gælder liv eller død.  "Nuurh, Kevin giv ham en ti'er!" Lød det fra en dame med en stor rød hat og en lang fin lilla kjole. Manden fiskede hans pung op fra baglommen og hev en tyver ud. Han lagde den i en lille hat som Liam havde lagt på gulvet mens han Spillede guitar. "Han fortjner da en tyver" Smilede manden til sin kone og nikkede til Liam. "Yes! Min første tyver" Sagde Liam og jublede af glæde. 

 

-------------------------------------------

 

 

Tak for i læser med. Det ville betyde så meget for mig hvis i liker!  <33 igen tusind tak! <3 :D    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...