Duen og ravnen

En hjerteskærende historie, om to, som er skabt for hinanden - men forskellene kan gøre det svært for kærlighedens spirende frø at vokse sig til den store, smukke blomst, den burde være .

2Likes
0Kommentarer
711Visninger

2. Kapitel

Musikken strømmer ud fra den lille, nye café på Mørketorvet. Der har været opslag over hele byen om dens åbning, og at der i denne anledning ville være et åbningsarrangement for alle, der var vant til at befinde sig i denne del af staden – hvilket jeg da vist efterhånden kan tilskrive mig selv som værende. Miriam har ikke færdes i denne mere skumle del af byen, som jeg har den senere tid. Men hun gik med til at lade sig overtale til at tilslutte sig skaren af folk, som havde i sinde at undersøge den nye tilføjelse til pladsen.

 På lette fødder danser vi over Mørketorvet og lader vores stemmer stige og falde i tæt duet i takt til den symfoniske metal der i bølger glider fra de åbne døre og vinduer. Café Ghost slynger sig navnet over hovedindgangen, i sølvglitrende, gotiske bogstaver. Jeg føler mig svævende, og har helt glemt mine foruroligende forudanelser fra tidligere. Nu er der kun mig og musikken, Miriam og nattens svimlende utal af blinkede stjerner over vores legende legemer. Min stemme stiger og falder som en skingrende hyldest til sangens medrivende vers – sanser intet, kun rytmen og ordene, ikke engang min egen stemmes høje leje, blot musikkens brusen gennem årerne i min krop, mens den langsomt, men sikkert, erstatter det blodets røde flod. Jeg lader mig rive med af menneskeflokken i det fyldte lokale med de mørkeblå vægge og lamper som stjerner i loftet; lader mig rive med i en hæsblæsende dans, som trækker alle tanker ud af hovedet på mig og ikke lader andet tilbage end en overstadig lykke over min egen eksistens i dette ene, spæde øjeblik.

Med ét stopper det hele. Verdens hvirvlen omkring mig standser pludseligt, da mit blik mødes af endnu et sæt øjne; grønne som græsset i Fandens have. Det er, som suger de mig ind i deres bundløse dyb, og jeg falder – falder dybt og uigenkaldeligt. Et smil toner frem på hans ansigt, men jeg kan ikke gennemskue, om det er mig, han har møntet det på, eller om det blot er en generel glæde som den, der for at øjeblik fik mine øjne til at skinne om kap med loftets små stjerner mens jeg snurrede om kap med mig selv.

Jeg slår blikket ned, og kan ikke holde en rødmen tilbage fra mine blege kinder. Da jeg atter, efter lang tids stum diskussion med mig selv, hæver øjnene for at undersøge ham nærmere, sidder han fordybet i samtale med en ældre udseende fyr ved et bord gemt i hjørnet af caféen. Hans hår er pjusket og mørkt, læberne smalle og med et strejf af spydighed i begge mundvige, så smilet alt for oftere er stift og spottende, end varmt.

Jeg står og stirre forgabt på ham i adskillige øjeblikke, før jeg får taget mig sammen. Så ser han atter i min retning, og jeg når at vende øjnene i en anden retning, for vore blikke endnu en gang mødes over den bevægelige skare af mennesker.

Mit blik glider søgende rundt i lokalet, på jagt efter Miriam. Snart finder jeg hende fordybet i en samtale med en lyshåret fyr, som ser et par år ældre ud end os. Deres munde leger blid tagfat med ordene, og jeg når kort at undre mig over, hvor lang tid, der mon vil passere, før ordene forsvinder, mens tagfatten fortsætter.

Nogen prikker mig på skulderen.

Jeg vender mig om.

Og der står han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...