Duen og ravnen

En hjerteskærende historie, om to, som er skabt for hinanden - men forskellene kan gøre det svært for kærlighedens spirende frø at vokse sig til den store, smukke blomst, den burde være .

2Likes
0Kommentarer
717Visninger

1. Kapitel

 

Jeg lader min krop glide gennem skyen af parfume, Miriam just har sprøjtet ud i luften for at fordelen duften af forårsroser ligeligt over min figur. Den nedgående sol lader sine sidste stråler glide i orangerøde bånd over vore kroppe; det eneste andet lys i værelset, end de legende lette flammers flimrende skin i det hvidmalede rum. Miriam tjatter opstemt til mig og ler, let og yndig som en sommerfugls malede vingefang. Hendes mørke hår hænger som sorte slanger om det smalle ansigt; vrider sig til krøller i deres magtesløshed overfor hendes slående skønhed. De brune øjne glitrer muntert om kap med pejsens flammer, som hun hviler sin halvnøgne krop på sofaens mørke læder. Alligevel påstår de, at jeg er den smukkeste af os to.

Jeg vender mig, betragter den spinkle pige som stirrer tilbage på min fra rummet bag spejlets overflade. Hendes hvide hår går til lænden, og øjenbrynenes buer slynger sig som silkebånd over de usædvanligt store, blå øjnes vippeomkransede dyb. Jeg lader fingeren følge den blegrøde overlæbes bue, og ser hende gentage bevægelsen i samme nu, jeg har påbegyndt den. Stryger over den sorte kjole med en hånd, som skælver let, for at glatte de folder, kun jeg kan se.

Miriam tager fat i mine skuldre, og vender mig om mod sig. ”Hvor er du dog smuk, Lily,” hvisker hun stille. Udenfor begynder efterårsregnen at sile ned. Jeg smiler blegt, med en følelse af, at noget uigenkaldeligt vil ændre sig – meget snart. ”Tak, allerkæreste Miriam. Du ser selv strålende ud!” Hun ler atter og vender mig igen om mod spejlet. ”Det dér gotiske look klæder dig enormt godt. Du ligner næsten en... prinsesse.” Det sidste er en usikker mumlen, som er hun bange for, at jeg skal grine af hendes alvor. Jeg tager hende hånd i min, og klemmer den kærligt for så at gøre mig fri og gribe læderjakken fra knagerækken og hvirvle ud af døren – en strøm af latter, hvide lokker og sort stof på vej mod den største ændring i mit liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...