Kontrol.

Alyssa har det meste af sit liv levet med hvad alle omkring hende har konstateret er epilepsi. Og på samme måde har hun det meste af sit liv klynget sig fast til troen på, eller håbet om, at de pludselige indblik i andres sind hun oplever med sine 'anfald' er normale.
Men da hun bliver smidt ud hjemmefra af sin dybt alkoholiske tante efter moderens død, og finder sig selv liggende i en af New Yorks mest frygtede og øde gader midt om natten, imens et krampeanfald brutalt tager magten over hendes krop og lader hendes sind synke ned i det smertende mørke et anfald bringer - må hun snart indse at hendes anfald er udover det sædvandlige;

Alt har en pris, og inden længe står Alyssa med et mysterie af ukendte dimensioner i sine hænder.



2Likes
5Kommentarer
1049Visninger
AA

2. Drømme og natteturer.

 Himlen er dækket af mørke tordenskyer da han bevæger sig ud af skoven med sin mor. Luften er kold og græsset er vådt under hans bare fødder. En klippe står stolt foran dem, og han kan høre havets rasende bølger fra et sted langt under klippens kant. Da de bevæger sig op imod klippen vender han sig om og ser på sin mor. Ansigtet der for et øjeblik siden lo med ham, ser nu vredt ned på ham – et anklagende blik i hendes øjne. Han forstår ikke hvorfor hun er vred på ham, men det er tydeligt at hun er skuffet over ham. Han træder nogle skridt tilbage, op imod klippens kant, imens moderen følger efter ham. Han kan lige knapt hører ordene hun skriger af ham, over havets stadig voksende bølger, men de er der; ”Jeg hader dig.” Han glider i det våde græs og lander hårdt på jorden, ved det yderste af klippen. Da han ser nærmere efter, er det ikke dug – som han først havde troet – der væder græsset. Det er blod. Han skriger, og med et falder han udover klippen – kastet derud af hans mor. Han falder og falder, med kun én tanke i hans hoved – ”jeg slog hende ihjel.”

Hans vejrtrækning er hektisk da han vågner fra det sædvandlige mareridt. Han sætter sig op i sengen med et ryk, og ser sig omkring med en undertrykt lettelse. Lagnerne er våde af sved, og hans blonde hår klistrer akavet til hans pande. Endnu engang er drømmen ikke virkelighed. Det er næsten som om hans underbevidsthed gør nar af ham. Vær eneste gang han vågner fra den samme drøm, badet i sved og parat til at skrige af den kolde angst drømmen har givet ham, føler han sig ydmyget. Af sig selv. Selv hvis drømmen bare er et simpelt sceneri. Han rejser sig stille fra sin seng og går ud på badeværelset. Hans spejlbillede er lige ved at skræmme livet af ham da han stiller sig foran vasken. Renderne under hans øjne har nået et nyt punkt på den blå farveskala, som han aldrig nogensinde har set på sig selv. Hans ansigt er fuldstændigt uden farve, hans hår er vådt og klamt, og hans øjne er store og opspilede som om han har haft et møde med Fanden selv. Badeværelsets fliser er kolde imod hans føder da han træder ind i den store brusekabine og tænder for det varme vand. Vandet der strømmer ned imod ham fra brusehovedet er dog iskoldt, hvilket får ham til at lave et lille hop af forskrækkelse der resulterer i at han næsten glider på fliserne. Han tager kluntet fra imod væggen, og det lykkedes ham lige netop at holde sig selv fra at falde. Inden længe føles vandet mindre koldt, og han forsøger langsomt at samle sig efter mareridtet.

Den isnende natteluft føles fantastisk i hans lunger da han træder ud af opgangen.  ”Onde drømme.” han smiler et skævt smil til dørvagten, der stirrer mistænksomt på ham. Han begynder med langsomme skridt at gå ned ad gaden, som han altid gør på denne tid når han vågner fra sit mareridt. Manhattans lys beroliger ham, og da han når Times Square smiler han stille til sig selv. Mens andre går ture i mørket - i stilhed hvor de føler at de kan få ro til at tænke – tænker han bedst i selvskab med de mange mennesker der altid befinder sig på New Yorks gader, lige meget hvor sent det er. Og lysene; de fantastiske, farvestrålende lys.

”Taxi!”

En gul taxa dukker op som ud af det blå, og standser elegant for ham midt på vejen. Han sætter sig ind, og mumler hans destination til chaufføren. Da taxaen sætter i gang læner han sig træt op imod vinduet, imens lysene udenfor bliver sværere at skille ad. Det er efterhånden blevet et helt ritual for ham, disse nætter hvor han vågner fra sit mareridt, og det eneste der virker som om det kan hjælpe er New York. I de seneste par uger har han været overalt i byen. Eller sådan føles det i hvert fald. Den første nat var han i Harlem, de næste par stykker i Queens. To nætter inden denne havde han taget toget til Long Island, den næste havde han holdt stille i en trafikprop omkring Downtown Manhattan og var kommet til at skulle betale taxachaufføren tredive dollars. Nu sidder han her, og kort efter standser vognen og chaufføren vender sig om og beder om sine penge. Da han har betalt stiger han ud, og trækker endnu en omgang natteluft ned i sine lunger. Han befinder sig i Eastern Brooklyn – Brownsville for at være eksakt – hvor gaderne er helt anderledes end på Manhattan hvor han selv er fra. Der er ingen store neonlys eller reklameskilte ligesom oppe omkring Times Square, men gadelygternes lyskegler virker endnu større og mere klare her.

Pludselig flænger et skrig luften. Med en isnende uvidenhed vender han sig rundt for at se hvem der kunne have skreget, men der er ingen at se. Nødråbet hænger ligesom bare i luften. Næsten som noget man kan gribe om og eksaminerer, ved det blotte minde om lyden. Skriget lyder endnu engang, nu kraftigere end før og efter at have stået et øjeblik, desorienteret i et lettere klodset forsøg på at lokaliserer personen i nød, begynder han at løbe nedad Rockaway Avenue hvorfra han formoder at skriget kom fra – et skud i tågen hvis han skal være ærlig med sig selv, men forsøget værd. Faktisk er det helt bogstaveligt talt et skud i tågen, lægger han mærke til da han farer igennem Brownsvilles gader. Hele kvarteret er indhyllet i en svag vat-agtig dis, som langsomt sluger lyden af hans skridt imens han sænker farten ned, for at lytte efter skriget i mørket. Ligeledes sluger tågebankerne en del af skrigets kraft, og det kommer derfor som en forskrækkelse for ham da han pludselig står nogle meter fra en pige, der vrider sig i groteske kramper i en gyde lidt fra fortovet.

Han stivner ved synet af hendes stive krop. Hun spotter ham med det samme da han standser, og frygten i hendes øjne er fuldstændig ubærlig da hun ser på ham. Han betragter hende forsigtigt, som kunne hun gå op i røg hvis ikke han indtager detaljerne ved hendes bevægelser og ansigtstræk med varsomhed. Hun er iklædt en mørkegrøn, tætsiddende T-shirt, og et par sorte bukser der går hende til lidt under knæet. Trods den kolde årstid er hendes arme og læg blottede, selvom det ser ud som om hun har smidt sin jakke, da der længere inde i gyden ligger en stor dynejakke med falsk pelsfor. Hendes mørke hud er forrevet hvor spasmerne har flået hendes bare skind henover den rå asfalt, og skrabet hendes arme og ben til det blodige stadie de befinder sig i nu. Hendes bryst hæver og sænker sig febrilsk, imens hun tydeligt klamrer sig til bevidsthed. Hendes mørke krøller klistrer til hendes pande, og hendes bare hud glinser af sved i gadelampernes blege lys. Hendes vejrtrækning bliver gradvist mere rallende og besværet, og pludselig kan han genkende ordene der i hans ører har været sporadiske lyde.

  ”Hjælp,” stønner hun i mellem krampetrækningerne.

Pigens stemme tager ham brat ud af hans tanker, og vækker ham fra hans stivnede tilstand. I næste øjeblik knæler han ved hendes side, og holder hendes hånd imens kramperne tager af og pigen driver ud i bevidstløshed. Da han er sikker på at hun er faldet til ro, samler han hendes jakke op fra jorden og giver hende den på med yderst forsigtighed. Et øjeblik sidder han usikkert på jorden ved siden af hende, i tvivl om sit næste træk. Pigens ligger helt stille på jorden, men hendes regelmæssige vejrtrækning forsikrer ham om hendes velbefindende. Han burde egentlig bare lade hende ligge dér. Han har intet med hende at gøre, og han vil ikke kunne garantere om hun vil blive forarget hvis han tager hende med tilbage til Manhattan. Hvad hvis hun har en familie der savner hende? Hvad hvis hun er en kriminel, på flugt fra politiet? Hvad hvis hun er en farlig morder? Tankerne vælter rundt i hovedet på ham, men efter bare et blik på pigen ved han hvad han skal gøre. Hurtigt tager han hende op i sin favn, og bevæger sig med faste skridt ud af kvarteret og tilbage imod en stor vej, så han kan praje en taxa tilbage til Manhattan. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...