Believe on it - One Direction

Erin Richards er en helt normal 17 årig pige, fra det lille skønne land Irland. Eller helt normal er hun nu heller ikke. Hendes forældre er alkoholikere og er fuldstændig ligeglad med Erin. Hun klarer sig forfærdeligt i skolen og er der næsten aldrig. Hun hænger ud med de forkerte mennesker, der har fået hende til at ryge og endda stjæle. En dag beslutter hun sig for at løbe hjemmefra og blive hjemløs i storbyen Dublin. Men hvad sker der, når hun bliver fundet af 5 fremmede drenge? Vil hun blive sendt hjem? Vil hendes forældre lede efter hende? Er der kærlighed i luften?

7Likes
8Kommentarer
1848Visninger
AA

1. Lorte-liv.dk

Erins synsvinkel:

"Jeg hader dig!" Jeg råbte til min mor, idet jeg smækkede døren i. Jeg hadede min mor. Det er hendes skyld, at far også er blevet alkoholiker. Min far og mor plejede at være de der overbeskyttende forældre, der virkelig elskede mig. Men så blev min mor alkoholiker og jeg aner ikke lige hvorfor og hvordan. Lige så stille havde hun trukket far med i dybet. Nu kunne de ikke fordrage mig, ville helst have, at jeg bare skulle forsvinde ud af deres liv. Jeg ville nu også bare slippe, for at være i samme by som dem. Bare et år mere og jeg kunne flytte hjemmfra. Men jeg havde ingen penge, så jeg vidste ikke lige hvordan, jeg skulle købe en lejlighed.

***

Det var mandag og jeg skulle egentlig i skole. Men jeg ville hellere hænge ud med mine venner nede i byen. Abbie var min bedstevens navn. Jeg kunne egentlig ikke rigtig lide hende, men hun var den eneste jeg havde. Og så lige hendes venner, men dem kendte jeg ikke så godt, som jeg kendte Abbie. Vi plejede at være mønsterelever i skolen lige indtil sidste år, hvor Abbies forældre blev skilt og hun fik det så dårligt, at hun lavede om på sig selv. Hun fulgte ikke med i skolen og begyndte at ryge. Næsten det samme skete for mig, bare at mine forældre blev alkoholikere istedet for skilt. Jeg vidste godt at hænge ud med Abbie og de andre, ikke var godt for mig, men jeg kunne ikke gøre andet. Ingen andre snakkede med mig, og jeg gad ikke være fuldstændig alene. "Hey der har vi jo Erin!" Abbie havde fået øje på mig. "Hey! Har du en smøg og noget ild?" Jeg så smilende til hende. Jeg havde ikke flere smøger selv, og havde ikke råd til flere, lige forløbigt. Abbie rakte mig en smøg, som allerede var tændt. "Hvad snakker i så om?" Jeg havde hørt at de snakkede lidt hemmelighedsfuldt, da jeg var på vej over til dem. "Vi har tænkt os at stjæle lidt mad. Er du med?" Abbie så alvorligt på mig, jeg nikkede bare. Alt jeg fik der hjemme var rugbrød. Intet pålæg til at tage på, kun rugbrød. Vi planlagde røveriet og gik så igang.

***

Shit! Abbies bror var blevet opdaget. Vi andre tog det meget roligt, da han blev opdaget, for hvis vi begyndte at løbe, ville de bare fange os. Heldigvis var det eneste han havde taget en pakke smør, så han kunne gå igen, efter en lille times tid. Vi begyndte hurtigt at finde alt maden frem, da vi havde fundet et sikkert sted at være, uden vi blev opdaget. Vi havde taget et franskbrød, forskelligt pålæg og 5 sodavand. Vi kunne ikke skære brødet ud, så vi rev bare stykker af. Vi fik en sodavand hver. Efter ca. en time, kom Abbies bror tilbage. Han så surt rundt på os alle sammen, fordi vi havde spist alt maden. Vi begyndte alle at grine og Abbies bror kunne ikke holde den sure facade mere.  

***

Jeg kunne ikke holde mit liv ud mere. Jeg kunne ikke holde ud, at være 1 minut mere i det her lorte hus, med mine såkaldte forældre. Jeg måtte væk. Jeg pakkede alle mine ting og tog alle min fars penge. Jeg ville tage til Dublin og bo som hjemløs. Jeg havde kun penge til toget og en lille smule mad. Klokken var 3 om natten og mine forældre sov. Jeg ville snige mig ud af hoveddøren, men min far havde låst min dør til mit værelse. Jeg åbnede mit vindue og smed min taske ud, hvorefter jeg selv gik ud af vinduet. Jeg løb så meget jeg kunne. Heldigvis havde jeg boet her i hele mit liv, så jeg vidste, hvor jeg skulle løbe hen. Jeg løb hen til togstationen og tog det tidligste tog til Dublin. Der var ingen i toget. Kun mig. Det var på en måde meget dejligt, der var rigtig stille, så jeg kunne bare falde i søvn, uden at bekymre mig om andre.

***

Jeg fandt langt om længe et lille skur, hvor jeg kunne slå mig ned og sove. Desværre fik jeg kun en lille times søvn, da jeg blev vækket. Jeg åbnede øjnene og så ind i de flotteste blå øjne, jeg nogensinde havde set. Jeg tog mig selv i at stirre på ham og kiggede hurtigt ned i jorden. "Drenge! Hun er vågnet!" Vent hvad? Hvor lang tid havde de været hos mig? Jeg satte mig op og så 5 drenge der kiggede på mig. Jeg rødmede en lille smule. "Hvem er i?" Jeg spurgte meget stille og nervøst. Latter. Hvorfor grinte de af mig? "Har du levet ude på en øde ø?" Kom det fra en mørkhåret dreng, med en stribet trøje og seler. "Vi er One Direction, jeg er Liam" Sagde en dreng med lysebrunt hår. Han rakte mig hånden og jeg tog den. "Jeg er Harry" Sagde en dreng med krøller og flotte grønne øjne. "Jeg hedder Louis" Sagde drengen med den stribede trøje og selerne. "Jeg er Zayn" Sagde en dreng med sort hår. "Og jeg er Niall" Sagde drengen med det lyse hår og de smukke blå øjne. Der var en akavet stilhed i et par sekunder. "Hvad hedder du?" Louis brød stilheden. "Ohh... Ømh.. Jeg hedder Erin." "Hvorfor sover du i et skur?" Niall så undrende på mig. "Altså... Jeg... Jeg er løbet hjemmefra."

Kom gerne med en kommentar om hvad du synes om det første kapitel :D. Det her er min anden movella og jeg synes selv at den her er noget bedre end min første :).

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...