Believe on it - One Direction

Erin Richards er en helt normal 17 årig pige, fra det lille skønne land Irland. Eller helt normal er hun nu heller ikke. Hendes forældre er alkoholikere og er fuldstændig ligeglad med Erin. Hun klarer sig forfærdeligt i skolen og er der næsten aldrig. Hun hænger ud med de forkerte mennesker, der har fået hende til at ryge og endda stjæle. En dag beslutter hun sig for at løbe hjemmefra og blive hjemløs i storbyen Dublin. Men hvad sker der, når hun bliver fundet af 5 fremmede drenge? Vil hun blive sendt hjem? Vil hendes forældre lede efter hende? Er der kærlighed i luften?

7Likes
8Kommentarer
1897Visninger
AA

3. Facaden, yeah right

Erins synsvinkel:

Jeg vågnede i armene på Niall, wow han var sød når han sov. Vent hvad? Jeg sov i samme seng som Niall? Hvordan? det lyder nok mærkeligt, men jeg kunne ikke huske noget fra i går og jeg var ikke fuld. Jeg kunne ikke gå ud fra sengen, uden at vække Niall, så jeg lod bare som om at jeg sov og vendte mig om, som man normalt gør, hvis man ligger dårligt. Det fik så Niall til at vågne, heldigvis, så jeg kunne komme ud af hans favn. "Godmorgen smukke" sagde Niall. Jeg vendte mig om og så ind i hans blå øjne, wow hvor var de bare flotte. "Godmorgen" sagde jeg og smilede et lille smil. Jeg fjernede dog hurtigt mit smil, da jeg kunne huske hvad der skete i går. Jeg blev hentet af drengene, som tog mig med til lufthavnen og i flyet havde jeg grædt overfor Niall og i aftes kyssede jeg ham. Hvorfor? Jeg ville ikke have noget med dem at gøre. De skulle bare lade mig være. Jeg besluttede mig derfor at sætte en kold og ligeglad facade på, så de måske blev trætte af mig, og ville lade mig gå. Jeg rejste mig og gik over til min kuffert, for at finde noget tøj. Niall kiggede bare underligt på mig. "Vil du godt gå ud, jeg skal skifte?" Sagde jeg koldt. "Du havde da ikke noget imod det i går?" Niall blinkede til mig, gud hvor var han irriterende. "Glem alt det der skete i går, jeg var ikke mig selv okay?" sagde jeg koldt tilbage. Niall rejste sig fra sengen, tog tøj på og gik ud, uden at kigge på mig. Yes, det hjalp! Men hvorfor havde jeg det så dårligt? Det var jo det jeg gerne ville, var det ikke? Jeg tog noget tøj på og gik ned i stuen, hvor alle drengene sad. "Godmorgen" sagde de alle i kor, eller næsten alle, Niall kiggede ikke engang på mig. Jeg svarede ikke, men gik bare ud i køkkenet, for at finde noget at spise. Da jeg var gået der ud og fundet noget toast og nutella, kom Louis ind til mig. "Ved du hvorfor Niall er nede? Han kom ned i stuen og har ikke sagt noget til os endnu?" Havde jeg gjort Niall ked af det? Men, det var ikke meningen, eller var det? Gosh, jeg var forvirret. Jeg svarede ikke, men trak bare på skuldrene. Louis gik tættere på mig. "Hvad lavede i i nat?" Han fik et lille smil på læberne. "Ikke noget" svarede jeg koldt tilbage. "Kom nuuuuu. Niall kom ikke ud fra dit værelse, i må da have lavet noget" Hans smil blev større. "Louis, vi lavede ikke noget, så lyt dog! Lad være med at spørge ind til det!" Jeg råbte det. Jeg fortrød lidt, at jeg havde råbt det, for med det samme stod drengene i døren og så helt overrasket ud. Jeg skyndte mig op på mit værelse og låste døren. Det var så pinligt! Jeg hørte nogen banke på døren. Jeg lod dem bare banke, jeg gad dem ikke. Jeg ville ønske at de bare havde efterladt mig. Jeg lagde mig i min seng og faldte hurtigt i søvn.

***

Jeg vågnede og så Niall lå ved siden af mig. Hvordan var han kommet ind? "Niall?" Jeg prikkede lidt til ham, indtil han vågnede. "mhm?" kom det fra Niall. "Hvordan er du kommet ind på mit værelse?" jeg spurgte lidt stille. "Vi har jo også nøgler, og da jeg kom ind, sov du, men du vågnede da jeg gik hen til dig. Du trak mig ned i sengen og ja..." Jeg kunne se at han rødmede lidt. Han begyndte ligeså stille at grine. Jeg fattede minus. "Hvad? Hvad skete der?" Jeg var dybt alvorlig, og det kunne Niall høre, så han stoppede med at grine. "Vi... Kyssede" Han smilede et lille smil og kiggede op på mig, for at se min reaktion. No, no, no! Det mente han bare ikke? "Hv-v-vad?" Jeg var i chok. Ikke to gange, det var nok med den første gang. Nu troede Niall nok at jeg var begyndt at kunne lide ham. "Hvorfor er du så kold overfor os lige pludselig?" "Vil du virkelig høre sandheden?" svarede jeg ham. Han svarede ikke, men nikkede bare. "Okay... Jeg ville ikke have, at i skulle tage jer af mig og bekymre mig om mig. Jeg tænkte, at hvis jeg virkede kold og ligeglad, ville i ikke have mig boende mere..." Jeg lukkede øjnene. Hvorfor sagde jeg også det? Det var jo meningen at jeg skulle være ligeglad og svare koldt tilbage på alt. Jeg har ødelagt det hele på én dag, hvordan vidste jeg virkelig ikke. Han svarede mig ikke engang. Havde jeg gjort ham ked af det igen? Fuck, Niall rejste sig og gik. Jeg havde gjort ham ked af det. Jeg lå i min seng, gemte mit hovede i mine hænder. Ligenu ville jeg hellere være hjemme, end at være her. Nej, hold mund Erin! Jeg ville hellere være her end at være hjemme ved mine såkaldte forældre. Ja, jeg havde det godt her, hvis bare jeg ville lære dengene at kende. Jeg besluttede mig derfor at tage mig sammen, og gå ind i stuen, hvor drengene sad. De så mig komme ind og smilede til mig. "Hey drenge. Hør i må undskylde min opførsel og Louis, undskyld jeg råbte dig op i hovedet. Jeg er bare lidt forvirret og jeg er ked af, hvis jeg har gjort nogen sure eller kede af det." Da jeg sagde det med ked af det, så jeg hen på Niall. Jeg fik øjenkontakt med Niall og utrolig nok smilede han, som om at han havde forventet at jeg ville sige det. "Det gør ikke noget. Jeg forstår at du er forvirret, med alt det, som er sket i dit liv." sagde Louis. Jeg smilede til ham og satte mig over i sofaen ved siden af Niall, da det var den eneste plads tilbage. "Nåh, i kender mig, men jeg kender ikke jer. Vil i ikke fortælle lidt om jer selv?" Jeg kiggede rundt på dem alle. Så begyndte de og fortælle. Hvordan de blev lavet til et bandt, om deres liv inden x factor og efter x factor. "Jeg kunne høre på jeres stemmer hele dagen" sagde jeg da de var færdige med at fortælle. Jeg kunne ikke gøre for at jeg sagde det, det var bare så pinligt. Jeg gemte mit hovede i mine hænder, så de ikke så at jeg rødmede. Og selvfølgelig begyndte de at grine af mig. God, hvor var det pinligt. Hvorfor skulle det også lige ryge ud af min mund? "Okay, det skulle jeg ikke have sagt..." sagde jeg ned i mine hænder. "Haha, det er da sødt" grinte Niall. Sødt? Det var jo direkte pinligt og dumt af mig at sige.

 

Hvad synes i så om dette kapitel? Skriv gerne en kommentar, like og sætte på favorit, det ville virkelig betyde en del! Jeg begynder at skrive kapitel 4 med det samme, da jeg har en rigtig god idé! Sorry det er så kort.... Håber i overlever ;). 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...