The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

89Likes
222Kommentarer
10147Visninger
AA

13. Under alvorlige omstændigheder

El misser med øjnene mod solen, og gaber højt. Luften er kold og klar, regnen har skyllet alt væk og efterladt den nye dag frisk og ren. Hun kan mærke Seth trække vejret tungt tæt ved siden af hende, og Jose sover også fredeligt på hendes anden side, med tæpperne godt rundt om håret som skygge for det klare morgenlys.

Hun kommer frisk på benene, henter deres vanddunke og træder ud i den nye dag, med forventninger om noget godt. Ikke langt derfra støder hun på en større bæk, hvor hun fylder vanddunkene til randen. Med fred i sindet bliver hun siddende på en sten ved bredden og lytter til fuglenes kvidren. Der er usædvanligt mange lyde - fra bækken, fuglene og de raslende blade - men de er alle så meget i harmoni med hinanden, at det er en fryd for øret.

Med de fyldte vanddunke og højt humør kommer hun tilbage til de to drenge. De sover stadig tungt, selvom hun havde forventet at de ville være oppe på dette tidspunkt.

Med et smil på læben sætter hun sig ved siden af Seth og skubber let til ham for at vække ham. Han vågner ikke og hun blegner som et lagen - hans læber er kraftigt lilla og hans hud er næsten gennemsigtig. Hans åndedræt er svagt da hun lægger sin hånd på hans bryst.

"Seth!?" Hun ryster panikslagen i ham. Frygten strammer om hendes hjerte. "Seth! Vågn op!"

Et suk slipper over hans læber, og han falder ind mod hende. Rådvild holder hun ham i sin favn, og kigger sig desperat omkring. Hun kommer i tanke om modgiften, ligger ham ned og løber hen til sin taske. Fortvivlet roder hun rundt i dybet - hendes fingre fanger den lille flaske og hun river den op.

"Seth, du skal drikke det her," formaner hun med skinger stemme og hælder nogle dråber modgift ned i halsen på ham. "Hver sød at drikke det!" Han hoster kraftigt da dråberne rammer hans hals, men holder dem i sig. Hun ligger ham forsigtigt ned og mærker panikken dale. Den lette og friske følelse for fem minutter siden er forduftet som dug for solen. Hun holder hånden over munden og stirrer bekymret på ham.

Ved siden af dem udstøder Jose en ubehagelig halvkvalt lyd og kaster op ud på stenunderlaget. Med et forskrækket udbrud kravler El hurtigt hen til ham. Desperationen og frygten kravler tilbage i hendes hjerte, snor sig om det som en dræbende slange og strammer til. Da hun vender Jose om og fjerner tæppet fra hans ansigt ser hun det, hun frygtede allermest. Hans læber er lilla under resterne af bræk og han er bleg som et lagen.

En fortvivlet lyd slipper over hendes læber og hun skruer igen låget af modgiften, for, med rystende hænder, at give Jose et par dråber. Hendes øjenbryn er bekymret rynket og hendes øjne lyser af frygt. Hun klamrer den lille flaske modgift i sin hånd, som var det den sidste skat i verden, og hendes øjne pendler mellem de to syge.

Hvad gør jeg, hvad gør jeg, hvad gør jeg, hvad gør jeg, tænker hun panisk og kniber øjnene hårdt sammen. Hendes hjerte slår hurtige, tunge slag. Hun flytter forsigtigt Jose hen ved siden af Seth og lægger tæpperne over dem begge. Forsigtigt giver hun dem vand, og taler blidt til dem, men deres øjne er fast lukket i og ikke en lyd kommer over deres syge læber. Rædslen overvælder hende med en voldsom styrke og hun tørrer stædigt de bange tårer væk. Det er ikke tidspunktet at være svag, tænker hun beslutsomt og pakker tæpperne tættere omkring dem.

Hun våger over dem resten af dagen, og hele natten med, i håb om at deres tilstand vil være bedre næste dag. Men det bliver en hård nat. Flere gange må hun hjælpe Seth ud i buskene for at brække sig. Den halvkvalte lyd der kommer fra hans tørre hals giver hende kvalme, men hun overvinder sit eget ubehag og fokuserer på, at hjælpe ham. Jose stønner i søvne og kaster sig frem og tilbage i feber, så hun flere gange må holde om ham til han falder til ro.

Da solen står op over trætoppene er de alle tre dækket af skidt og opkast, og El har ikke fået en eneste times søvn. Men den hårde nat har været arbejdet værd. Begge drenges læber er dalet i den lilla farveskala og de er ved at få farven tilbage i kinderne. De er begge i stand til at åbne øjnene og tale hæst men minialt. El falder med et lettet suk på knæ da hun ser forbedringen i deres tilstand.

"Jeg var så bange" siger hun til Seth, som er i stand til at sidde op og tale med hende.

"Undskyld vi gjorde dig bekymret" hvisker han med raspende stemme.

"Nej, nej, det kan I jo ikke gøre for!" forsikrer hun dem og ryster på hovedet. Jose smiler skævt til hende, et smil der genspejles i hans øjne.

"Du er meget stærk, El." Lyden af hans hæse stemme beroliger hende på en sær måde og hun gengælder varmt hans smil.

 

Da de er kommet mere til hægterne, slæber hun dem med ned til bækken for at vaske dem og deres beskidte tøj. Da hun har vasket Jose og hans tøj, og sørget for han ikke bliver kold, trækker hun Seth ud i vandet. Det går dem til midt på knæet og er hamrende koldt.

Han kan lige akkurat stå selv, men den milde strøm i vandet får ham alligevel til at svaje lidt. El støtter ham og tager roligt hans trøje af. Med stort besvær får hun hevet den over hovedet på ham - den lammende gift har taget hans kræfter fra ham. Hun snapper efter vejret og hendes facade krakelerer da hun ser hvor afmagret og hærget hans krop er - hans ribben ses tydeligt under hans brede brystkasse.

"Bliver du overvældet af min uimodståelige lækkerhed?" mumler han, med et snert af ironi og sit gamle jeg i stemmen, da han ser hendes stirren på hans tynde krop.

"Du er jo alt for tynd" svarer hun og møder undrende hans øjne mens hun føler på hans ribben.

"Jeg har ikke haft appetit på det sidste." Skylden stirrer på hende igennem hans brune øjne og han sender hende et lidende blik.

 "Buk dig lidt ned" beder hun da hun indser, at der ikke kommer mere ud af ham om det emne. Han lader sig falde ned på knæ og det gibber i ham, da det kolde vand rammer hans mave.

"Det er koldt," klaprer han og står stiv og rystende mens hun skrubber skidtet af ham. Flere ugers møg flyder med vandet da hun vasker hans ansigt, bryst, arme og hænder, alt sammen med effektivt roligt sind.

Da hun når til hans mave får hun øje på et stort rødt brandmærke. Det strækker sig fra hans navle, mod hans venstre side og fortsætter på hans ryg, men ser gammelt ud. Hun lader hånden hvile let over det - huden er blød som en nyfødt baby's - og møder spørgende hans øjne. For anden gang ser hun det hærgede udtryk i hans mørke blik, og de halvmåneformede blå rander under dem.

"Jeg kan ikke ..."

"Undskyld," afbryder hun ham og skrubber videre.

Hun hjælper ham ind på land og han støtter udmattet sin våde, men rene krop mod hende. Hun giver ham tæpper til at varme sig og han slår sig ned ved siden af Jose.

Med ærmerne smurt op, går hun ud i vandet igen og vasker skidtet og brækket fra natten af hans trøje. Da hun vender den på vrangen for at vaske den grundigt, opdager hun en plet på indersiden, som mistænkeligt meget ligner de pletter fra bræk, hun lige har vasket af ydersiden. Men hvorfor er der en på indersiden? tænker hun med spirrende bekymring. De kan næsten kun være blevet forgiftet af den samme ting, så han burde være brudt sammen længe før nu, forsætter hendes tankestrøm og hun skrubber videre. Hvor længe har han haft det sådan her? Hun glaner ind på bredden og Seth møder roligt hendes blik, som om han forventede hun ville kigge.

Hun vender med et ryk tilbage til arbejdet. Da hun er færdig hænger hun trøjen til tørre sammen med Jose's.

"Skal du ikke også smide trøjen?" spørger Seth med et sjofelt grin, da hun kommer imod dem.

"Nå det kunne du tænke dig." Hun svarer med et lille smil på hans vittighed. Hun fryser helt ind til benet, og der sidder de to, godt varme under deres tæpper med store grin på deres nu rene ansigter. Hun gengælder kort men ærligt deres smil.

"Kom," siger Seth og klapper på pladsen imellem ham og Jose. "Sid." Hun sætter sig og mærker hvordan det letter i hendes trætte ryg, skuldre og lænd. Med et langt suk ligger hun sig ned og lukker øjnene nogle minutter. Hun er udmattet ind til knoglerne og søvnen sniger sig langsomt ind på hende. Hun flyver op og spærer øjnene op. Ikke sove nu, tænker hun.

"Er du træt?" spørger Jose og griner over hendes opspilede øjne.

"Du kan sagtens tage dig en lur" foreslår Seth. "Vi kan klare os selv i den tid." Hun studerer dem nærmere, vurderer, om det er klogt at lade dem være alene. Deres ansigter er stadig blege - de er slet ikke i den tilstand, hvor man kan kalde dem raske endnu.

"Er I sikre?"

"Vi skal nok kalde hvis der er noget vi ikke kan finde ud af. Noget i den her stil: "Moaaar!"" Hun griner overdrevet falsk over Jose's vittighed og rejser sig.

"Jeg vil gå op til vores ting så. Modgiften ligger i tasken hvis der bliver problemer. Er I helt sikre på, at det er i orden?"

"Ja, Mor." Jose sukker dramatisk og ruller med øjnene. El puffer blidt til ham med foden og han griner over hendes reaktion. Seth tvinger et af sine tæpper i armene på hende, og da hun endelig bliver overbevist om at tage det, går hun tilbage, op ad bækkens ujævne skrænt, til udhænget og resten af deres ting.

"Hun fortjener den lur," siger Jose munter da hun er væk og vipper med fødderne.

"Hun bekymrer sig alt for meget."

"Hvis hun ikke gjorde det, ville ingen af os have klaret os."

El har knap nok lukker øjnene i, før hun falder i en dyb, lang søvn. Hendes drømmeverden er tom og rolig, ingen mareridt eller ubehagelig syner forstyrrer hendes hvile.

 

 

Hun vågner først mange timer senere. Da hun søvnigt sætter sig op og gaber, er ingen af drengene i syne. De må stadig være ved bækken, tænker hun og bekymrer sig ikke. 

Solen er dækket af lette grå skyer og en let vind blæser igennem skoven - det er køligt. Først ligger hun ikke mærke til den trykte stemning der har lagt sig over dagen, men da hun gør, står det så tydeligt som en sne på en varm sommerdag; noget er helt galt. Fuglene synger ikke en eneste tone - her er alt, alt for stille.

Med en ubehagelig knude i maven vikler hun sig ud af sit tæppe. Hendes ben er snoet ind og hun ryster det irriteret. Da hun er fri flyver hun afsted, ind imellem træerne mod bækken. Hun skvatter og snubler i det ujævne græs og glider på tuerne ved skrænten. Da hun når til kanten af bækken, ser hun Jose og Seth lige præcis der, hvor hun forlod dem. Med et suk slipper hun sin bekymring. Hvad var der at være bange for?

Men der er stadig noget der gnaver i hende, da hun går ned til dem. Bækkens rislen udfylder noget af den manglende lyd, men der mangler stadig noget. Det føles som om skoven trækker sig tilbage, gemmer sig for det der kommer. Men hvad kommer?

"Kan I slet ikke føle det?" spørger hun og lytter intenst mens hun bevæger sig over mod dem.

"Føle hvad?" spørger Seth nysgerrigt. Ingen forandrig er at se i hans tilstand, men hans øjne lyser nu af en indre glød. Jose's virkning på ham? tænker hun kort.

"Jo," Jose nikker og møder alvorligt hendes øjne. "Jeg kan også føle det." Med et sæt kigger hun op - på den anden side af bækken står Distrikt 4's mandlige soner, Douglas Pearson. Hans øjne lyser af forvirring da han ser Seth men så smiler han grumt. Bag ham træder Gerard Leslye frem af træerne med sit våben i hånden. En dyb, dyb frygt ligger sig tungt om El's hjerte og hun bliver bleg.

"Løb!" siger hun panisk til Jose og Seth med bange opspilede øjne. Hun griber fat i Seths arm og slæber ham ind mellem nogle tætte buske. Jose følger efter og tænker det samme som hun; kameraerne.

"Hvad laver I?" spørger Seth forvirret og gør et forsøg på at komme fri af busken.

"Seth, bliv nu der!" beder El og kigger sig panisk over skulderen. Douglas forserer bækken i et langt elegant spring og Gerard er lige i hælene på ham.

"De kommer nu, El" meddeler Jose og ryster hændes arm. Hun skubber bestemt Seth tilbage imellem buskens tætte grene. Hendes øjne beder ham strengt om at blive.

"Men-." Seth forstår ikke en brik, men så går det pludselig op for ham, hvad de prøver at gøre. Mere bange end han har været i lang tid, skubber han hovedet frem af grene. Han ser El hjælpe Jose op ad skrænten og længere nede, alt for tæt på, kommer Gerard og Douglas efter dem.

Det svimler for ham og hans syn bliver sløret af sorte pletter. Et enormt ubehag breder sig i hans krop - giften slår hårdt ned på ham. Han dejser om og de spinkle grene griber ham med deres torne.

El kan høre Jose's besværede vejrtrækning ved hendes side, og hun tager ekstra godt fat i hans arm og trækker ham videre. Hendes fødder skvatter rundt i det glatte mos og græs på skrænten. Panikken har overtaget hendes krop. Hendes mavefornemmelse havde været sand. Hun kaster et blik bagud og ser Gerard meget tæt bag hende, med sværdet trukket og et blodtørstigt smil på læben.

Han sætter farten op - han kan næsten nå hende og hun skubber bestemt Jose fremad. Pludselig mærker hun en voldsom skærende smerte i skinnebenet og med et skrig falder hun om.

Hun lander hårdt på den glatte skrænt og tager sig med et skrig til benet. En dyb flænge i hendes ben bløder ud over græsset og hendes tøj. Små desperate lyde slipper over hendes læber.

Jose standser og stirrer rædselsslagen på El og Gerard der nærmer sig hende.

"Jose, FLYGT NU!" skriger El - bange tårer blander sig med blodet i hendes ansigt. Jose bider sig i læben - hans sind er splittet. Med sorg og tårer i øjnene vender han sig og flygter.

Med et brøl kommer Seth fri af de stikkende grene og stormer frem mod El.

"NEJ, BLIV VÆK!" skriger hun og holder armene frem for sig da Gerard sparker hende voldsomt i siden. Men det er for sent. Hun mærker hvordan de gisper i alle distrikterne, da de ser den fremmede dreng på storskærmen. Seth vælter Gerard omkuld, men han kommer hurtigt på benene igen og svinger sit sværd mod Seth.

Et tænderskærende skrig flænger luften og Seths hoved flyver op mod der, hvor Jose er. Douglas har indhentet ham og skubbet ham om på jorden. Han står med et spyd hævet i hånden og en fod på Jose. Han hæver spydet og svinger det i høj fart mod drengen.

"NEJ --!" skriger Seth og El ulykkeligt i kor og Gerard ser sit snit til at svinge sværdet mod Seth. Med en ubehagelig lyd kløver han en flænge i Seth's højre skulder og Seth tager sig med et brøl til såret. Med brændende øjne griber han den hånd Gerard har sværdet i, vrider hans håndled mod ham selv og støder vildt hans eget sværd i maven på ham. Med en overrasket lyd falder Gerard om på skrænten.

Seth styrter frem mod Jose som ligger ubevægelig på jorden og med al sin styrke river han Douglas væk  og vælter ham omkuld.

"Hvad har du gjort!?" råber han ind i hovedet på Douglas.

-///-

Seth bevægede sig over marken til byen, men stoppede brat ved synet der mødte ham.

-///-

Han trækker Terra's kniv fra sit bælte og hæver den over hovedet.

-///-

Et flammehav stirrede ham i møde. Der hvor byen før havde ligget, var nu kun hede, røde flammer.

-///-


Hans vredesbrøl blander sig med Douglas' smertesskrig da kniven begraver sig i hans bryst. Tab skinner ud af Seth da han igen og igen stikker kniven i den mand, som har taget to venner fra ham.

-///-

Med rædslens tårer strømmende ned ad kinderne styrtede han igennem gaderne. Flammerne rakte ud efter ham, men han tog ikke notits af det.

-///-

"Hvad har du gjort ved Jose!" Seth skriger ind i Douglas' døde ansigt og hamrer kniven ned i ham igen og igen.

-///-

Røde, spruttende flammer slikkede sig om husets tag og opslugte træet i bjælkerne. Et kort øjeblik standsede han og græd hjerteskærende.

-///-

Seth hæver igen kniven til hug, men bliver stoppet af et svagt greb om hans arm.

"Stop det, Seth" græder El tæt ved hans øre - hun falder sammen mod hans ryg.

-///-

Han sparkede døren op og kastede sig ind i flammerne. Der skulle bordet stå, dér mors sybord og kassen med Ben's lægetøj - men alt var forsvundet i helvedes brændende flammer.

-///-

Seth vender sig om. El's ben bløder kraftigt - et spor af blod viser fint den måde hvorpå hun har slæbt sig op til ham. Hun kaster sig hen til Jose og lægger blidt hånden på hans kind - tårer pletter hans ansigt.

-///-

Ved kaminen lå de forkullede rester af hans familie med hinanden i armene, som om de bare havde taget sig en lur sammen ved den lune ild.

-///-

El's blide berøring af Jose's kind rører noget dybt i Seth. Hans hjerte bævrer og tårerne presser på.

-///-

En glød sprang fra de buldrende flammer og tog iltert fat i hans trøje. Et øjeblik overvejede han, at ligge sig ved siden af sin mor, far og Ben, og brænde op med dem.

-///-

Han falder på knæ på den anden side af Jose og betragter ham pinefuldt. Hans øjne er fast lukket i, og hans pande er rynket i smerte. Med en blidt hånd glatter han de alt for tidlige rynker i hans unge ansigt.

-///-

Men han vidste, at det ikke var det de ønskede. De ville have, at han skulle leve videre. Om så uden dem.

-///-

El græder - blod, skidt og tårer strimer hendes ansigt. Han undviger hendes blik. Hvis han så ind i hendes røde øjne, ville hans tårer komme så let som regn når der er skyer på himlen.

En hæs halvkvalt lyd slipper over El's læber og hun tager sig til halsen. Hulkene kommer i smertefulde ryk og hun gemmer øjnene bag sin hånd. Jose's ansigt er fredfyldt, som hvis han bare lå og lyttede på fuglenes sang eller vandets rislen. Men blodet i hans ansigt og fra såret i hans bryst afslører den alvorlige situation.

Seth ser hans indsunkne kinder og tynde lemmer. Ser de mørke rander under hans øjne og det alvorlige udtryk der lagde sig over hans blege ansigt kort efter han mødte Seth. Seth knækker sammen. Hvordan kunne han lade ham blive så tynd, så bleg og livløs?

"Det var mig, El" klynker han ned i sine hænder. Hans tårer blænder ham og han gemmer dem for hende.

"Der er intet der er din skyld, Seth ... " hikster hun og ryster kraftigt på hovedet. Et ulykkeligt hulk slipper over hendes sprukne læber.

"Du forstår det ikke!" råber han og kigger endelig på hende. Deres røde øjne møder hinanden. Han ser hvordan det smerter hende at se ham græde. "Det var mig ... Der forgiftede ham."

"Nej det-"

"DET VAR MIG! Det er min skyld og kun min!"

En lyskegle samler stille Douglas op, men de tager ikke notits af det. Først da Jose langsomt forsvinder opad, med blodet dryppende fra tøjet, vågner de. Seth griber panikslagen ud efter ham og holder fast i hans arm.

"Seth," hulker El og tager fat i Seth's arm som knuer Jose. "Seth, han skal videre nu. Giv slip. Lad ham gå!" Men Seth holder stædigt fast i Jose, knuer ham om end endnu hårdede.

-///-

"Du bliver nød til at give slip, Seth." Hendes spinkle pigestemme beder ham blidt men han holder fortsat fat i hendes hånd. Kornmarken smyr sig om deres bare ben - hendes hvide kjole står i stærk kontrast til de brune korn, hendes hår flætter sig sammen med det som var de én.

"Men du må ikke d..d.." han prøvede bravt at holde tårerne tilbage. "Jeg henter nogen fra landsbyen. De kan hjælpe dig!"

"Nej ... " Hendes stemme svandt ind til en hvisken. "Det er for sent."

-///-

Med et fortvivlet råb slækker han grebet om Jose's hånd. Med en forfærdelig mavefornemmelse giver han slip på drengen. Da Jose med det samme forsvinder mod himlen falder Seth på knæ og brøler ulykkeligt.

Fartøjet forsvinder og stilheden er enorm. Med forgrædte øjne kigger El sig omkring for at havde noget andet at se, end Seth sønderknust. Det før næsten idylliske badested er forvandlet til en slagmark og et blodbad. En pludselig blæst purrer op i hendes lange hår og hun kigger op mellem de høje træers kroner. En solid jernbund fra et fartøj møder hendes blik og hun begynder igen at græde ulykkeligt. I distrikterne skælver folks hjerter over dette håbløse ansigt, over denne håbløse verden.

"Forhold jer i ro," skratter det fra maskinen over dem, "og udlever Indtrængeren."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...