The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

90Likes
222Kommentarer
10750Visninger
AA

22. Tro, Håb og Kærlighed

En væsen river i Seths ører. Han standser og kigger sig forvirret om. Det går op for ham, at det er hans eget åndedræt. Han tager sig tungt til brystet og suger en stor mundfuld luft ind. Hvor længe var han i Capitols varetægt? Længe nok til at miste konditionen? Det er det sidste han vil tro på. Der må have været noget andet end bedøvelse i den klud.

Han lukker øjnene. Fokuserer på, at få hans omgivelser til at lade være med at snurre rundt. En klump baner sig vej i hans hals. Trodsigt synker han og slår øjnene op.

 

 

"Nej! Lad mig være! Nej!" græder El med en stemme der kammer over af panik. Pamela klamrer sig stramt til hendes ankel med den ene hånd. I den anden holder hun en skarp dolk. El forsøger at trække foden til sig, men Pamelas greb er for stærkt. Tårer glider støt ned ad Els kinder, hun gisper rædselsslagen efter vejret.

 "Tid til slagtning." Pamelas stemme emmer af vrede og blodtørst. El vender ansigtet væk da Pamela hæver dolken. En brændende smerte eksploderer ved hendes ankel og hun skriger højt.

 

 

Et nerveflænsende skrig skærer igennem skoven og får adskillige fugle til at flyve forskrækkede op. Der er ingen tvivl om, hvem stemmen tilhører. Seth tøver ikke et sekund med at følge lyden. Grene og buske svirper omkring ham da han spæner igennem et tæt krat. Hvor er hun, hvor er hun, hvor er hun!? Febrilske tanker summer i hans hoved som vrede bier. Sorte pletter af udmattelse blokerer for hans syn og han hiver voldsomt efter vejret.

Nej, ikke nu, tænker han og mærker hvordan hans ben bliver tungere. Med et brag falder han over en stub og lander tungt på jorden. Med et halvkvalt, frustreret råb kommer han på benene. Han hører ingenting der kan føre ham på rette vej, intet der tyder på, at El stadig er i live. Han tager en hurtig, sløret beslutning.

"El?" hans stemme runger imellem træerne. "El?!" Uden at røre en finger og med sammenbidte tænder venter han. Hvis hun har hørt ham, vil hun lede ham på vej. Det er han sikker på. Med hjertet kvalmende langt oppe i halsen lytter han. Et minut. Halvandet minut. To minutter. Stadig intet.

 

 

Som en blid vind når et råb El's ører. Hun drejer opmærksomt hovedet fra side til side, men der er hverken noget at se eller høre. Hendes syn er sløret og hendes krop lammet. Hun ligger udmattet foldet sammen i reden af grene. Hendes mod og udholdenhed forlader hende lige så hurtigt som blodet strømmer fra såret i hendes ben. Under hende småsnakker Pamela med sig selv. Det ser ikke ud til at El vil gøre nogen modstand så Pamela har intet hastværk.

Et råb får nogle fugle i nærheden til at flyve forskrækkede op og El spidser ører. Håbet spirer da hun genkender stemmen.

 

 

"El?!" Seth former en tragt med sine hænder og råber. Han vakler videre. Det føles som om hans hjerne er pakket ind i tykt vat og hans øjenlåg truer med at smække i. "El?!" Hans stemme dør hen og han støtter sig opgivende til et træ. Hvad hvis hun allerede er død? Han skubber tanken væk da den er for absurd til at kunne være virkelighed.

"El!" Med sine sidste kræfter råber han ind imellem træerne. 

 

 

Nu virker det også som om Pamela har hørt råbene. Hun er holdt op med at snakke med sig selv og der er uhyggeligt stille under El.

"Hvis du siger så meget som ét lille piv, skærer jeg halsen over på dig!" Pamelas mund er meget tæt på Els øre og hun tør næsten ikke spjætte af forskrækkelse. Bag hende på nettet sidder Pamela med en skarp dolk rettet truende mod Els hals.

"Vi er de sidste, tøs. Èt ord, og jeg gør det her forbi. Du dør. Jeg vinder." Voldsomme rystelse baner sig vej igennem Els krop. "Men inden jeg tager ud i Panem og fejrer min sejr, sørger jeg for at dræbe ham. Indtrængeren."

 

 

Der er alt for stille i skoven. Intet rører sig, ingen lyde høres. Seth tænker tilbage på dagen hvor han havnede i denne forbandede skov. En svag brise havde purret op i bladende, duften af bål steg mod solen. Denne skov er kold. Intet levende ville slå sig ned her, af egen fri vilje. Er det her El dør? Er det her jeg dør? tænker Seth og lader minderne flyde ind over sig. Denne gang byder han billederne af alle han holder af velkommen med et smil på læben og det føles godt. Hvis jeg skal dø, så dræb mig nu.

 

 

"Kommer han mon?" vrænger Pamela i en skinger paraodi af El's stemme. "Nej, det gør han ikke! Jeg ved ikke hvem han er, og jeg vil væde med, at du heller ikke gør!"

 

-///-

"Her min søn, det er vores lille hemmelighed."

 "Sov godt, min skat. Drøm i fred."

"Du er den største lykke der er overgået din mor og jeg."

"Vi elsker dig, Seth. Over alt på jorden."

"Jeg er hende evigt taknemmelig ..."

"Jeg var bekymret for dig."

"JEG HADER DIG!"

-///-

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...