The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

90Likes
222Kommentarer
10751Visninger
AA

12. Stilhed før stormen

Da El vågner, sidder Jose ved hendes side, men Seth er ingen steder at se. Det drypper stadig fra de vrede skyer, men solen skinner snart igennem dem, og efterlader verden i et blegt skær. Et stykke fra hende står en lille brun skål.

"Åh, du er vågnet" siger Jose og kigger på hende. Han ser meget friskere ud end tidligere; hans hud er ikke så bleg mere, og hans læber er næsten tilbage til deres normale farve. Hans øjne har fået deres glimt tilbage, og han smiler svagt til hende. "Du må hellere spise din suppe. Det er trods alt Seth der har lavet den."

Jose tager selv en mundfuld af sin, mens El tager sin skål op. Væsken damper svagt og varmer hendes hænder. Suppen er tynd, kogt på vand, med blege kødstumper. Hun løfter den op til munden, og lader den varme væske glide ind i hendes mund. Da hun er næsten færdig, rækker hun skålen til Jose.

"Her. Det er dig der har mest brug for det."

Det er endelig holdt op med at regne, og mørket er ved at falde på. Hun undrer sig over, hvor Seth kan være. Efter temperaturen på suppen at dømme, er det et stykke tid siden, han lavede den. En pludselig frygt rammer hende som et lyn fra en åben himmel.

"Hvordan lavede han suppen?" spørger hun med en snert af desperation i stemmen, og vender sig mod Jose.

"Over et bål" svarer han selvfølgeligt og kigger undrende på hende.

"Ja ja, men ... Ilden og røgen. Det vil afsløre os."

"Jeg er sikker på, han ved hvad han gør." Han smiler muntert til hende. Hun mærkede hans tiltro til Seth for fuld styrke i det øjeblik, og glemte den aldrig igen.

De stirrer ind i skoven et stykke tid, ventende. Bladende drypper - små nyopståede bække risler i skovbunden - regnen har efterladt skoven i et idyllisk og næsten fredeligt stadie.

"Undrer du dig over, hvor Seth er?" spørger Jose nysgerrig.

"Ja" svarer hun og stirrer ud i halvmørket. "Gad vide hvor han er ... "

"Du skal ikke være bekymret for ham. Han har lavet mad til os, så kommer han helt sikkert også tilbage."

Hun nikker, men kan ikke lade være med at være en lille smule bekymret. Samtidig frygter hun for, at han kommer.

 

Seth kommer først, da mørket er faldet på og Jose er faldet i søvn igen. El sidder stadig tålmodigt oppe og venter på ham - med Jose's hoved i sit skød - da han som en sort skygge træder frem fra skoven. Han standser op da han når deres lejr og hun kan knap se ham. Han kigger på hende og Jose i nogle minutter, uden at sige et ord. Måske har han ikke opdaget, at hun er vågen?

Han sætter sig ned et stykke fra hende, kigger på hende. El ved nu med sikkerhed, at han ikke har opdaget, at hun ikke sover.

"Hej" siger hun svagt. Han fortrækker ikke en mine, da hun taler.

"Hvorfor er du stadig vågen?" spørger han neutralt. Hans ansigt er hyllet i skygger, så hun kan ikke aflæse, om han stadig er vred.

"Jeg ventede på dig" svarer hun ærligt og holder hans blik fast. "Jeg var bekymret for dig."

Seth fjerner ikke blikket fra hende, som hun sidder der, dækket af skygger. Han kan lige akkurat skelne nogle konturer i det altomfavnende mørke; hendes ansigt, hendes hår, hendes hånd beskyttende over Jose's skulder.

Han havde forandret sig, vidste han. Hvis Terra kunne se ham nu, ville hun ikke være et sekund i tvivl.

"Seth?" spørger El prøvende, da han forsvinder ind i sin egen verden. "Er der noget galt?" Han svarer stadig ikke."Undskyld jeg slog dig. Det var ikke meningen det skulle gå ud over dig, jeg havde bare ikke andet at ... Du må virkelig undskyl - "

"El" bryder Seth ind, med rusten stemme. "Hvad er det her? Dette ... Spil?" El mærker hendes humør dale med utrolig fart, så snart han udtaler de få ord. 'Hvad er det her?'

"Jeg ... " hun tøver og kigger væk. "Spillet ... er straffen for vores ulydighed. En påmindelse om, at De har magten."

"De?" spørger han dæmpet.  Noget i hans stemme har forandret sig; han tigger hende næsten om at fortsætte.

"Capitol" svarer hun. Hendes stemme er tynd, og hun undviger hans blik. Men han finder hendes øjne.

"Forklar mig det hele" beder han. Hun kigger tøvende og afvigende på Jose - stryger let hans hår. Seth venter tålmodigt.

"Distrikt 13 planlagde at gøre oprør" begynder hun med lav stemme, stadig uden at se ham i øjnene. "Og Capitol stoppede dem - ved at ødelægge dem totalt. Intet blev tilbage, ingen overlevede forsøget på at slippe ud af Capitols kløer ... Og så kom Snow rigtig til magten. Han lavede spillet, forlangte to deltagere fra hvert distrikt, to børn, en dreng og en pige, satte dem ind i en arena og bad dem om at slå hinanden ihjel for at overleve. Alt dette bliver vist på åbent TV, fra alle de skjulte kameraer rundt omkring. Simpelthen som en påmindelse om, at det er ham og Capitol der sidder på magten." Hun kigger endelig på ham - hendes øjne ulmer af indre had. "De har så meget magt, at de kan slippe af sted med at dræbe treogtyve unge og børn, børn Seth, børn som Jose, hvert år."

Seth møder roligt hendes blik. Det frustrerer hende, at han ikke reagerer på det hun fortæller.

"Der er kun én vinder af Spillet. Den ene får ære og velstand - den ene flytter ind i et stort hus - den ene kan leve videre, uden frygt for at blive trukket til Spillet igen. Men hvad betyder det, når man har set det man har set? Hvad er penge og mad for en som overlevede, fordi andre ikke gjorde?"

De sidder i tavshed et stykke tid. El har igen slået blikket ned - hendes hænder hviler roligt i hendes skød. Seth stirrer på jorden foran sig.

"Fortæl om dit distrikt." Han kigger på hende og hun møder hans blik.

"Distrikt syv ... tømmer" begynder hun og snart er hun forsvundet i minder. Månen rejser sig længere og længere på himmelen, som en stille tilskuer til hendes fortælling. Hun fortæller om de store skove, om træværket og menneskene.

"Dagen går med arbejde. Alle kender hinanden, men alligevel er der kun få jeg snakker med. Jeg har min far og min søster - og min bedste ven," fortæller hun, "Thomas ... " Hun kigger væk da hans navn kommer over hendes læber, og det vækker Seths interesse. Men inden han når at spørge, taler hun selv;

"Vi blev begge trukket til høstfesten." Seth husker aftenen, hvor han og Jose så billederne på himmelen. 'Thomas Neal' havde været iblandt de døde den aften.

"Hvorfor blev jeg valgt, Seth?" spørger El sørgende. "Hvis jeg ikke var blevet valgt, men han var, havde jeg meldt mig og taget hans plads! Men en pige kan ikke tage en drengs plads, og der var ingen andre der meldte sig. Hverken for mig eller ham." Bitterheden står skrevet i hendes øjne og hendes skuldre hænger trist.

"El." siger Seth lavt, læner sig frem og ligger sin hånd over hendes. "Han er død."

Hun bliver helt bleg i mørket da hans ord rammer hende og hun trækker hurtigt hånden til sig med et såret blik i sine uskyldige øjne. Hendes hår flagrer om hendes hoved da hun ryster det. Sorgen kravler frem i hele hendes kropssprog.

"Hvorfor skulle jeg tro på dig?" spørger hun og skubber sig længere op af væggen, da Seth læner sig frem.

"Fordi det er sandt" svarer han og rækker ud efter hende. "Og det ved du godt, ikke? Du så det selv på himlen, den aften, ikke?" El slår hans hånd væk og han trækker den tilbage med et såret glimt i sine mørke øjne.

"Jeg tror ikke på dig!" siger hun højt, og tårer kravler frem i hendes store, sårede øjne. Han kan se, at hun bravt prøver at holde dem tilbage så han sætter sig op af klippevæggen ved siden af hende. Uden eftertanke lægger han armen om hende og trækker hende ind til sig.

"Det er i orden at græde" hvisker han og stryger hendes kind. Tårerne triller allerede ned af hendes kinder. "Det er helt i orden."

Med voldsomme hulk gemmer hun ansigtet ved Seths bryst og klamrer sig til hans trøje. Han lader beskyttende sin arm ligge om hende og lader hende græde ud ved hans skulder. Hendes gråd svinder efterhånden ind til tunge, skælvende åndedrag.

Jose vågner, og kigger på dem med store øjne. Seth smiler beroligende til ham, og håber på, at han kan se det i mørket. Han ligger sig i så fald ned igen, og falder i en rolig søvn.

"Seth" hvisker El, da de forlængst har passeret midnat. Hun ligger stadig ved hans skulder med hans arm om sig og for første gang i meget lang tid, føler hun sig tryg. "Kan jeg spørge dig om noget?"

"Hmm.." mumler han. Hun smiler, da hun mærker hans krop summe mod hendes kind, da han taler. Følelsen gør hende så lykkelig, at hun slet ikke har lyst til at bryde den.

"Lige meget" hvisker hun, lukker øjnene og falder i søvn med et smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...