The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

89Likes
222Kommentarer
10143Visninger
AA

9. Skam

"Hvordan har du det?" spørger Seth Jose. Jose sidder lænet op ad et træ - hans læber er ikke længere så lilla som før, men hans hud er bleg og han knap holde øjnene åbne.

"Jeg har det bedre" svarer han hæst. "Undskyld ... "

"Du skal ikke undskylde." Seth trækker Jose's tæppe længere op om skuldrene på ham og klapper ham beroligende på skulderen.

"Er du sur?" spørger Jose svagt med lukkede øjne.

"Nej" svarer Seth og smiler svagt. "Du skal hvile dig nu. Kom, læg dig ned." Han hjælper ham ned at ligge, med en taske under hovedet og tæppet pakket godt rundt om sig.

"Hvem er hun?" spørger Jose, med et blik hende som reddede ham.

"Hendes navn er El Rooch" svarer Seth og kaster et blik på hende.

"Ja nu kan jeg huske det. Hun er fra Distrikt syv."

El løfter hovedet da hun hører sit navn og kigger på dem, men kigger hurtigt ned igen, da hun ser, at de begge stirrer på hende.

"Hun er forvirret" hvisker Jose og slapper med et suk af.

"Ikke mere snak nu. Sov!" formaner Seth i en drillende tone og samler deres rygsække i en bunke.

"Seth" Jose stirrer intents på Seth. "Jeg er hende dybt taknemmelig ... " Med medfølelse i blikket smiler Seth svagt til Jose og nikker, men Jose har allerede lukket øjnene igen.

Seth sætter sig op ad træet og hviler hagen mod knæene. El sidder ikke langt derfra. Han kommer til at tænke på, da han opdagede hende stå lige overfor ham, med øjne så uskyldige og store som et dådyrs. Han rødmer svagt da han indser, at han var utrolig barnlig, da hun tilbød sin hjælp med Jose.

"Hvad laver du?!" råbte han, da han kom tilbage med deres ting, og så pigen give Jose noget, som han ikke vidste hvad var. Hun råbte protesterende, da han tog fat i hendes arm.

"Det er modgift!" råbte hun op i hans desperate ansigt. "Stol nu på mig!" Hendes øjne flammede af en voldsom vilje og overbevisning.

Seth lader hånden glide over ansigtet, i et forsøg på at skubbe tanken om El væk.

"Mange tak, ..."

"El. El Rooch" Hun stoppede med at rode ved tæppet om Jose, og mødte forsigtigt hans øjne.

"Tak El." Seth smilede prøvende til hende, han skammede sig stadig over sin opførsel. Hendes smil overvældede ham og lyste hele hendes ansigt op med sin varme.

Seth koger over af rødmen og gemmer ansigtet mellem knæene. Hvorfor får bare tanken om hende, ham til at reagere på denne måde. Han kniber øjnene tæt sammen og skærer tænder.

En forsigtig hånd ligger sig på hans skulder. Han løfter hovedet og ser ind i El's beroligende øjne.

"Han skal nok klare det" hun sætter sig ned ved siden af ham og smiler et lille forsigtigt smil. Seth kan mærke skammen vælde op i sig, og han skjuler igen ansigtet mellem knæene. Hvordan kan han sidde ved siden af den syge Jose, og tænke på en pige? Han bliver siddende sådan, indtil den skamfulde rødmen har forladt hans kinder. Ikke et sekund veg El's hånd fra hans skulder, men Seth overvejede at vifte hende væk, simpelthen fordi han ikke kunne koncentrere sig.

Endelig kigger han op, og smiler bredt til hende.

"Jeg ved det. Han klarer det" El nikker og fjerner hånden fra hans skulder. Han er skuffet et øjeblik, men på den anden side skammer han sig stadig.

Solen går stor og rød ned mellem træerne og nattedyr vågner med deres mærkværdige lyde. Seth og El våger fortsat over Jose, som nu er i dyb søvn.

Seth spjætter da El's hovedet falder ned på hans skulder, hendes mund står let åben - hun sover. Hendes læber er utrolig fristende. Han rykker lidt på sig. Hun åbner pludselig øjnene og sætter sig op med et sæt.

"Undskyld!" udbryder hun med hænderne for munden og rødmende ansigt. Seth holder kort bagsiden af hånden foran sine egne røde kinder, men smiler så til hende.

"Det gør ikke noget. Læg dig bare igen, jeg skal nok holde mig vågen."

"Er du sikker?" spørger hun. Nervøsitet og glæde er at se i hendes øjne, da Seth nikker. Da hendes hovede igen hviler mod hans skulder, opdager han sin høje puls; hans hjerte springer afsted. Da han tænker på hendes udtryk da hun vågnede, banker det endnu hurtigere. Hendes undskyldende, men samtidig håbefulde, ansigtsudtryk. Hendes bydende læber.

Uden at kunne styre sig, må han kaste et blik på hendes ansigt. Hun trækker vejret tungt nu, hendes øjenvipper bevæger sig i hendes drømme, og hendes læber er let skilt. Han river sig løs.

"Jeg er hende dybt taknemmelig ... " Jose's ord genlyder i Seths hovedet da han ser på drengen. Skyldfølelsen sidder stadig i ham. Hvis ikke El var dukket op, hvis ikke han havde fulgt efter hende, hvis hun ikke havde hjulpet dem, så ville Jose være væk nu. Han forbander sig selv, for ikke at passe bedre på med hvad de spiste og drak indtil nu.

Han stryger mildt Jose over håret. Hvordan blev det sådan her? spørger han sig selv. Hvordan fik jeg pludselig ansvaret for to menneskers liv?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...