The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

89Likes
222Kommentarer
10150Visninger
AA

18. Sandheder

Seth mærker tyngden af flere tusind bevidstheders opmærksomhed da spørgsmålet er stillet og ubevidst dukker han sig under de mange blikke.

"Ja, vi ved jo alle, at hun er El Rooch fra Distrikt 7," fortsætter Finch og vender sig mod publikum. "Men hvad betyder hun egentlig for denne dreng? Denne fremmede, mystiske dreng fra et ukendt sted, har hun virkelig formået at stjæle hans hjerte? Vil I gerne vide det?" Publikum brager ud i et langt bifald og Seth rynker bekymret brynene og ser til, hvordan han bliver presset.

"Jeg tror jeg er ved at blive gammel" Finch sætter overdrevet hånden bag øret. "for jeg hørte jer slet ikke!" Publikum vælter igen ud i et vildt bifald og Seth klemmer sig længere ned i stolen.

"Nu har I mig overbevidst!" griner Finch herligt og vender sig mod Seth med en pludselig alvorlig mine.  Hans blik fortæller en tydelig historie med en skjult trussel som undertone.

"Har jeg ret? Har hun stjålet dit hjerte, kære Seth?" Finch's påtaget fortrolige og kærlige tone giver Seth kvalme men han synker en klump og tvinger alligevel et smil frem.

"Hun har ikke stjålet det. Hun har fået det." Publikum gisper højt og en dyb, brummende mumlen går igennem det enorme studie. Finch vender sig igen mod mængden og løfter overrasket øjenbrynene og vrænger munden nedad i en overrasket grimasse.

"Så sig mig, Seth; elsker du hende?" Finch har lænet sig længere frem og kigger op på ham gennem sine perfekte øjenbryn. Seth mærker en tvivl om hvad der er hans pligt at fortælle og hvad han burde holde skjult. Men inderst inde kan han mærke sandheden presse på. Den sandhed han har holdt tilbage alt for længe og som han burde have sagt til hende da han havde chancen.

"Det er forsent at elske hende nu," mumler han, holder øjenkontakten med Finch og synker en stor klump. Et langt suk genlyder imellem publikum og Finch læner sig lidt længere frem. "Hun er dømt til døden som alle andre i den forfærdelige skov derude. Jeg ved hvordan det er, jeg har været der. Og alligevel er der intet jeg kan gøre. Mit største ønske er, at hjælpe hende. Få hende tilbage - i live." Ved de sidste ord snakker han direkte til publikum og et stort kamera ved scenekanten. Alle, absolut alle ser hans brune øjne - det blik der udtrykker mere end tusind ord. Blikket, som får en følelse til at røre sig i folkets hjerter, en følelse, som de ikke før har skænket en tanke, kryber pludselig op til overfladen og titter frem.

"Jeg kan se du er bekymret. Vil du se hvordan hun klarer sig, den unge dame?" Uden at vente på svar blinker en skærm op og en film begynder at køre. Seth ser forskellige mennesker - unge mennesker - i skoven som han genkender, men ingen af deres ansigter er ham bekendt. Pludselig dukker et velkendt ansigt op - El's ansigt. Hun stormer frem i underbunden, hendes ansigt er rødt og hun ser dødudmattet ud. Men det er ikke det Seth bider sig fast i. Det er det, at hun er i live. Han læner sig lettet lidt tilbage men springer op da store ulvelignende skikkelser springer ud foran El. Han hører hendes skrig og er lige ved at rejse sig anspændt, men tvinger sig selv til at blive siddende. El undviger de angribende ulve ved at kaste sig mod jorden, springer op igen og flygter igennem blade og buske. Hun løber utrolig hurtigt - præcis som Seth husker fra den dag han overfaldt hende. Han rynker lidende brynene ved mindet. Med et 'pling' forsvinder billedet og Finch drejer sig i sin prægtige stol. Seth glor på ham men han smiler bare medlidende.

"Det er vidst nok for i aften," siger han rejser sig. Seth følger hans eksempel og tager høfligt den hånd Finch rækker mod ham. "Giv ham en stor hånd!"

Brølet fra publikum følger ham helt indtil han når ud bag scenetæppet hvor det pludselig stopper brat. Den eneste lyd der er i det store, tomme lokale er fra de skjulte højtalere til det store TV på væggen. Finch står bydende vendt mod publikum med hænderne foldet foran maven.

"Det var måske en lidt for stor mundfuld ... " siger han mens et billede af Seths ansigt dukker op på halvdelen af den enorme skærm. Seth gisper og skammer sig grumt da han ser sit eget grædefærdige ansigt på skærmen. Hvis det var sådan han så ud, kan han udemærket forstå hvorfor Finch sendte ham ud.

En dør smækker op med et brag og ind vælter en flok ophidsede mennesker. Iblandt dem er Axe, men han kaster ikke ét blik på Seth da han har alt for travlt med at skændes med en sorthåret kvinde. Resten af flokken har stillet sig bag kvinden og det ligner ubeskriveligt meget én mod mange.

"Du lader ham være! Du har ikke retten - "

"Selvfølgelig har jeg det!" afbryder den vrede kvinde. "Jeg er Spilmesteren, jeg har magten! Du er blot en lille, ubetydelig læge. Tror du ikke Capitol kan undvære dig?"

"Jeg er ligeglad med min position!" sprutter Axe. "Bare du holder fingrene fra min patient!"

Seth betragter med undren den voldsomme magtkamp mens interviewets indtryk stadig summer i hans indre.

"Undskyld mig," bryder han hæst ind, midt i kvindens andet vredesudbrud. "Hvad foregår der?" De vender alle hoveder med sæt da de hører hans stemme - efter to sekunder til at opfatte at han er der stormer kvinden frem mod ham.

"Det der foregår, knægt, er, at du har - "

"Du har ikke gjort noget galt, Seth!" Axe afbryder den rasende kvindes hvæsen, træder hen til ham og tager et hårdt greb i hans arm. "Undskyld mig, men nu vil jeg tage mig af min patient." Hans stemme er rolig og behersket og med Seth under armen skrider han stolt og rank ud af rummet, forfulgt af kvinden og hendes tilhængeres borende blikke og sydende kommentarer. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...