The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

89Likes
222Kommentarer
10299Visninger
AA

17. Publikum

Virkeligheden går pludselig op for ham. Han er fanget her. Men hvor er El så? Er hun stadig i den forfærdelige skov? Er hun såret? Forbløder hun? Bliver hun jagtet? Græder hun? Han falder udmattet ned på briksen og lader en hånd glide over sit ansigt. Han mærker hvordan han falder tilbage i sit indelukkede selv.

"Hvorfor er jeg stadig i live?" Hans ord er bitre og søgende efter svar.

"Folk er vilde med dig," svarer Axe alvorligt. "Du er top nyheden. En ukendt dreng dukker op midt i Spillet, han er ikke blevet set før og alle ved han ikke er soner, men hvem er han så? De er død nysgerrige derude. Derfor skal du interviewes i dag. Jeg vædder gerne min dyreste ring på, at der bliver fuld sal - og mere!"

"Hvad hvis jeg ikke vil?" spørger Seth og knytter hænderne. "Hvad hvis jeg hellere vil dø end at være underholdning for en flok galninge!?" Axe smiler over hans ord og ligger hænderne på hans anspændte skuldre.

"Du kan prøve at dø. Men tro mig, det lader de dig ikke gøre. Hvorfor skulle de? Du er det største der er sket siden Distrikt trettens fald." Axe kniber øjnene sammen og smiler snut. "Du har dem i din hule hånd, Seth. Du skal bare bære dem med forsigtighed. Tro mig, hvis du spiller dette spil rigtig, så vil det falde ud til din side. Du skal bare -" En tung banken på døren stopper hans kommende råd og planter et jaget glimt i hans øjne.

Han slipper Seth og river døren op med en irriteret mine. Udenfor står en lyshåret dreng i en sort og rød dragt. Hans øjne er tomme da han rækker en seddel til Axe.

"Åh Gud, er klokken allerede så mange!" udbryder Axe og slog sig for panden. Med stressede bevægelser vifter han drengen væk, tager fat i Seth og hiver ham ud af rummet.

"Hvem var drengen?" spørger Seth og kigger efter ham, men han er forsvundet. Axe svarer ikke. De runder et hjørne lige udenfor døren og et stort vindue dukker op på Seth's  højre side. Bag glasset er et hvidt rum med en briks i midten og det går med gru op for Seth, at vinduet er spejlet han så, da han var inde i det lukkede rum. De passerer et par stole vendt mod glasset men Axe hiver hurtigt Seth videre ned ad tomme, grå gange.

Enorme vinduer dukker op på hans venstre side hvor Seth får et glimt af store bygninger, gyder, pladser og en broget menneskeflok i gaderne. Solen er på vej ned og det varme røde lys strækker deres skygger og indhylder gangene i en idyllisk venlighed.

Axe skubber en pink dør med en stor stjerne op, træder ind og efterlader Seth på gangen. Han bevæger sig nysgerrigt hen til et af de store vinduer og ligger hånden på det kolde glas. Under ham udfolder der sig en by, hundrede gange så stor som hans fødeby. Bygningerne er malet i pastelfarver, alle med en unaturligt grøn forhavehave. Farverne på skilte, biler og endda mennesker er uhyggeligt syntetiske og alt virker indrammet i dets egen trykke, men falske ramme.

Døren går op bag ham og han vender sig om. Axe vinker ham ind med en nervøs bevægelse, som om han er bange for, at nogen skal opdage dem. Da Seth træder ind, tæt forfulgt af Axe, hører han forbavsede gisp fra personerne i rummet. To mænd står bøjet over et lille pyntebord og tre damer tager sig hviskende til deres fyldige munde.

"Ja," siger Axe, og bryder den akavede stemning. "Så må jeg gå." Han sender Seth et beroligende blik og lukker døren. Da Axe er væk føler Seth sig efterladt med en tom fornemmelse i maven. Han når dog ikke at spekulere yderligere over den før en af de forbavsede damer træder et skridt frem mod ham.

"Er du virkelig Indtrængeren?" spørger hun og piller nervøst ved en stor ring på sin finger.

"Jeg ... " Seth's ord fader ud, da han ikke ved hvilket navn, disse mennesker har lært ham at kende på. "Jeg er bare Seth."

"Hvordan gjorde du? Hvordan -"

"Miranda!" afbryder en af de to mænd. Hans hår er mørkeblåt og ligeså hans øjne - stilen stemmer overens med hans bestemmende attitude. "Det er nok." Damen, Miranda, træder tilbage med sænket hoved mens hun nervøst gnider sine hænder.

"Mit navn er Salvador," siger manden med det blå hår og fanger Seth's øjne. "Undskyld Mirandas opførsel, hun kender ikke sin plads." Han sender Miranda et irettesættende blik. "Jeg og mine assistenter Su, Concetta, Emanuel og Miranda, skal forberede dig til showet." Han peger henholdsvis på det to tilbageværende damer, den anden mand og Miranda. "Hver venlig at sætte dig."

Seth sætter sig overvældet i stolen Salvador henviser til og han mærker med det samme Emanuels hænder om sig hoved. Hans hår bliver gennemblødt da Emanuel sænker det ned i en vaskeskål. Sæben skummer om hans ører og han kniber øjenene sammen for ikke at få det i øjnene.

Da Emanuel har puttet diverse hårprodukter i hans hår, leder de tre damer ham ind i et afsides rum. Et dampende bassin møder ham og han vender sig med det samme om for at flygte. Men Su har lukket døren efter sig og der er ingen vej udenom. Han tager rystende sit tøj af da Concetta beder ham om det, og springer næsten ned i bassinet af flovhed. De skrubber ham, hælder farverige baljer vand over ham og massere hans skuldre. Da han rejser sig føler han, at han har mistet ti eller flere lag hud og han føler sig mere nøgen end nogensinde.

Miranda rækker ham rødmende en bunke tøj og han trækker hurtigt underbukserne og morgenkåben på. Tilbage i det første rum ordner Concetta hans hænder og negle, Su massere fortsat hans ømme skuldre og Miranda lægger en grøn maske i hans ansigt. Han føler at de trænger sig på, men holder masken, da han ikke ønsker at Salvador skal skælde ud igen.

Emanuel klæder ham i et enkelt mørkeblåt jakkesæt og smører noget ækelt klister i hans hår, hvorefter Salvador lægger en svag make-up på hans blege kinder. Han fremhæver Seth's mørke øjne og ligger glimmer i hans lange øjenvipper så de skinner svagt når han drejer hovedet.

"Er du klar?" spørger Salvador med en tilfreds mine, da Seth står med ryggen til et stor spejl. Uden at vente på svar drejer han Seth, så han kan se sit eget spejlbillede. Foran ham står en fuldkommen fremmed. Denne person er så ren som man kan være, har sunde rødmossede kinder og sofistikeret tøj. Men denne person er ham. Han er den høje, mystiske dreng, som alle piger vil gå ud af deres gode skind for. Han er den kærlige, rolige og venlige dreng, som står overfor ham nu.

"Hvorfor så chokeret? Har du aldrig set dig selv i et spejl?" spørger Salvador og smiler til ham gennem spejlet. Sandheden er den, at der er gået fem år siden han så sig selv i spejlet sidst. Det sidste han så til sig selv var en tolvårig drengs buttede barneansigt. Men nu står der en mand foran ham. Øjnene er stadig de samme, hans moders dybe, brune øjne, men kindbenene, musklerne, stålblikket og højden er egenskaber han aldrig nogensinde troede han skulle opdage hos sig selv.

"Han er jo flot," fniser Concetta og smiler skævt til de to andre piger.

"Du har helt ret," svarer Salvador stolt og ranker ryggen. "Godt arbejde alle sammen!" Han giver tegn til Emanuel som straks griber Seth's arm og fører ham ud af den lyserøde dør. Seth kigger forvirret tilbage på Salvador.

"Showet venter," siger han med et smil på læben og vinker overfladisk inden døren lukker sig efter dem.

Da de træder ind i et mindre rum er det første Seth får øje på, en enorm skærm på endevæggen. En pyntet mand med skrig gult hår og et blændede smil sidder mageligt i en stol i billedet. Manden snakker til kameraet og gestikulerer svagt med hænderne imens han fortæller. Pludselig går det op for Seth hvem denne mand er; det er manden som truede Axe og ham selv og gav dem denne tidsfrist.

"Hvem er den mand?" spørger han og følger tøvende Emanuels eksempel og sætter sig ned i en af de runde stole.

"Det, min ven, er selveste Terrence Finch. Vært i dette show og ham der skal interviewe dig."

Seth husker på mandens hårde blik for få dage siden og overvejer om denne smilende og venligtudseende mand virkelig kan være den samme. En stemme lyder over skjulte højtalere og Emanuel springer op med et jaget udtryk i øjnene.

"Ti sekunder," skratter en bestemt kvindestemme. Ti sekunder til hvad? tænker Seth og rejser sig langsomt op. Emanuel piller nervøst ved ham, retter på hans skjorte og hår og bider sig tvivlende i læben. Hans nervøsitet smitter af på Seth som ligepludselig bliver utrolig rastløs. Han slår Emanuels fingre væk og vrider sine hænder.

"Du har dem i din hule hånd, Seth. Du skal bare bære dem med forsigtighed. Tro mig, hvis du spiller dette spil rigtig, så vil det falde ud til din side." Axe's ord dukker op i hans bevidsthed og han går i panik. Spil? Hvilket spil? Hvad er reglerne? Hvordan gør man?

"Fem sekunder."

Falde ud til hans side? Hvad er hans side? Hvad vil der ske? Hvordan skal han være? Hvad skal han sige? Svare?

"Tre sekunder."

El, hvor er hun? Hvad er der sket med hende?! Emanuel tager fat i ham og hiver ham med om bag et forhæng. En mumlen fra Terrence Finch slipper ud igennem det sorte stof.

"To sekunder."

Hvad, hvad, hvad? Seth virrer panikslagent med hovedet og hans øjne flyver rundt som et bange dyr i en fælde.

"Ét sekund."

" ... Indtrængeren!" Denne gang går Finch's stemme tydeligt igennem forhænget. Voldsom larm møder Seth da han med et skub fra Emanuel tumler ud på scenen. Selvom det ikke skulle være muligt stiger larmen da han dukker op. Folk gisper og æder ham med øjnene. Alle er ved at sprænges af nysgerrighed og der er kamp om de bedste udsigtspladser. Overvældet retter Seth blikket mod Finch som har rejst sig for at byde ham velkommen med et strålende smil. Han tager venligt hans hånd og ryster den. Han er rar som en mand med et godt hjerte, men smilet når ikke de øjne som tydeligt advarer Seth om ikke at kvaje sig. Finch leder ham hen til en stor rød stol med en trykkende hånd mod hans ryg.

Siddende i den behagelige stol får Seth øje på de mange kameraer i rummet. På en skærm ikke langt fra ham ser han sig selv sidde med et skræmt ansigt i den store stol. Med blikket rettet mod billedet af den ynkelige dreng der ligenu er ham, tager han sig sammen, retter sig op og sender mængden et charmerende smil. Som om det var Finch's stikord lader han sig dumpe ned i den anden stol og læner sig frem mod den betydeligt yngre mand.

"Mine damer og herrer," siger han dramatisk og kaster et blik ud over forsamlingen. "Vi ved jo alle hvem denne charmerende unge dreng er, selvom vi kun kender ham fra det chokerende øjeblik, hvor han trådte ind i billedet og derpå ind i vore alles liv. Jeg selv kan dog ikke fatte, at han faktisk sidder her. Så ren som han er blevet!" Publikum grinede kort og få klappede over Finch's vittighed. Forvirret mødte Seth hans milde blik, men smilede så og kiggede ned ad sig selv.

"Ja, jeg tror aldrig jeg har været så ren før!" Publikum klappede og grinede, andre gispede over lyden af hans stemme.

"Der ser man!" udbryder Finch og breder armene ud i en overgivende gestus. "Han kan endda tale!" Seth griner sammen med forsamlingen og en spirende følelse af at have rimelig godt styr på dette, vokser i ham.

"Lad os se din utrolige entré," siger Finch med et smil på læben og et billede dukker op skærmen foran dem. Seth mærker hvordan publikum retter opmærksomheden på en skærm bag dem og han kaster et blik tilbage. En enorm skærm med samme billede som det han og Finch ser på lyser kraftigt bag dem. Han genkender med nød og næppe sit eget baghoved på et billede ved siden af, og det går op for ham hvad de vil.

"Denne dreng dukkede pludselig op, og vi ..." Finch snakker om Seth's pludselige dukken op midt i Spillet så Seth lukker hans stemme ude. Han låser blikket mod sin egen skærm og beslutter sig for ikke at vise nogen følelser for det de vil vise ham. En bevægelse tæt ved rummets loft fanger hans opmærksomhed og han får øje på Axe på den højeste balkon. Han gestikulerer vildt med armene og prøver tydeligt at få ham til at forstå et eller andet.

"Lad os se det med vores egne øjne." Finch slutter sin fortælling og billedet på skærmen begynder at bevæge sig. Seth river sine øjne væk fra Axe og stirrer på skærmen. Hans facade smuldrer allerede da han genkender den løbende person. Jose falder op ad den mudrede skrænt ved bækken og Douglas er lige i hælene på ham. Billedet skifter og El dukker op, liggende i kramper på jorden, med et alvorligt sår i benet. Seth rykker på sig stolen uden at kunne rive blikket væk fra skærmen. Jose vender sig om og kigger lige ind i kameraet så Seth gisper over hans forpinte øjne. El råber desperat til ham, at han skal løbe så han vender sig om og flygter med et sørgmodigt ansigtsudtryk. Seth undrer sig vredt over, hvorfor han ikke kommer dem til undsætning men kommer så i tanke om, hvordan han sad fast i den busk El havde skubbet ham ind i, for at beskytte ham fra præcis det her.

Seth ved, at han bestemt ikke er følelseskold og at alle kan se hans reaktioner i et close-up billede af hans ansigt, men han er efterhånden ligeglad. Det eneste de skal bruge ham til er alligevel underholdning og hvordan skal han kunne følge Axe's råd om at spille spillet rigtigt, når han ikke har den fjerneste idé om hvordan.

Gerard Leslye dukker op på skærmen over hæver sit sværd over El. Hun løfter hænderne som forsvar og forsøger at rulle væk. Hun får øje på noget og pludselig råber hun panisk mod et sted kameraet ikke dækker.

"NEJ, BLIV VÆK!" råbet forskrækker Seth men overraskelsen bliver skubbet væk af medfølelsen da kameraet skifter til et close-up billede af hendes smertefulde ansigt. Medlidenheden bliver igen skubbet ud af billedet til fordel for dybt chok da kameravinklen igen skifter og viser en dreng i fuld spring mod Gerard. Med uovertrufne kampbevægelser vrider han sværdet ud af Gerards hånd og stikker det i hjertet på ham.

Salen gisper for anden gang over denne scene og Seth selv må slippe en måben fri, da han indser, at denne vrede, sårede morder er ham. Billedet skifter så Douglas og Jose kommer i fokus. Da Douglas lader sit våben fare i brystet på drengen og El's, Jose's og Seth's forenede smerteskrig flænger luften klemmer Seth sine øjne hårdt i. Han ved, at han nu med et faretruende blik i øjnene vil fare op og dræbe Douglas - hamre Terras kniv ned i ham igen og igen mens minder fra hans barndom glider forbi hans øjne.

Han tvinger sig selv til ikke at lukke hænderne om sine ører da han hører El's gråd over højtalerne. Han tvinger sine øjenlåg op og ser sig selv græde for åben skærm. Et stik af skyldfølelse rammer ham da han ser hvordan det gør ondt på El at se ham græde. Seth kigger væk, for om lidt vil Jose flyve væk og han vil gribe ud efter ham.

Et dybt suk går igennem publikum da filmen pludselig stopper. Finch tørrer en falsk tårer fra sin øjenkrog og sender Seth et medlidende blik.

"Så, Seth. Denne pige, hvem er hun?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...