The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

89Likes
222Kommentarer
10349Visninger
AA

23. Kamp om titlen

En stribe blod triller provokerende ned ad El's hals og hun gisper svagt. Seth er der ude et sted, det ved hun. Han er der ude, kalder på hende, leder efter hende. Han risikerer sit liv for hendes skyld.
Hurtigt og effektivt klarer hun sin hjerne. For alt i verden, hans offer må ikke gå til spilde. 
El kaster sig frem. Pamelas kniv flænser hendes bryst men hendes fod smutter ubesværet ud af hullet i nettet. Med sammenbidte tænder sparker hun den overraskede Pamela hårdt i brystet. Der går dog ikke mange sekunder før hun reagerer og kaster sig efter El. Men der er det forsent. El har allerede skreget. Hun skriger på Seth så det ringer for hendes ører. Da Pamela snitter en lang flænge over hendes ryg går skriget over i et smerteråb. Hun har det som en grøntsag der er blevet snittet på alle forkerte leder og kanter og hun må lade sig falde om. Der er ikke meget mere hun kan gøre nu.

 

 

Seth retter sig op da skriget begynder. Det er tættere på end han havde troet. Råbet fortsætter og han spæner afsted. Da han når til et enormt krat går skriget over i blind smerte. Uden at overveje noget kaster han sig ind i mellem grenene. Skriget forsætter. Det vender sig i hans mave og han er ved at kaste op, men han fortsætter. Tættere på lydens kilde sætter han farten ned og bevæger sig mere forsigtigt. Capitol har været så rare ikke at udstyre ham med et eneste våben, så praktisk talt har han ikke en chance mod en bevæbnet soner.

 

Pamela hæver kniven. "Dø så." El klemmer øjnene i. Men der kommer ingen smerte. Ingen kniv. Hun lever. Noget skarpt skraber hendes kraveben og Pamela's krop falder slap ned over hende. Trykket presser al luften ud af El. Hendes tøj er flænset, mærker og friske sår dækker hendes krop og det skulle ikke undre hende hvis hun havde formået at have et par brækkede knogler. Uden at kunne løfte sine øjenlåg eller andre dele af sin forslåede krop, bliver hun liggende stille. 
Vægten over hendes bryst bliver skubbet til side Hun åbner med besvær sine øjne - en pil sidder dybt begravet i Pamelas bryst. Den eneste hun vil give alt for bare at få et sidste glimt af, læner sig ind over hende. Han hiver hende op i siddende stilling og trækker hende lettet ind i sin favn.

"Jeg er så ked af det, El," mumler han med sit ansigt begravet i hendes filtrede hår. "Så utroligt ked af det." Seths nærhver sender pulsende doser af lykke igennem hendes krop. Hendes hjerte trækker sig sammen og intet kunne senere måle sig med den følelse af fuldenthed, trods de livstruende omstændigheder. Med en følelse af energi der vender tilbage til kroppen trækker hun sig ud af hans omfavnelse for at betragte hans ansigt. Det er lagt i folder der repræsenterer alle de mørke følelse i skalalen. Hans øjne er formørkede.
En rynke i hendes pande sprækker hendes perfekte lykke da hun ser det. Blodet. Det pibler fra et åbent sår ved hans hjerte, farver hans tøj og hendes. Sort ulykke ligger sig over hendes hjerne og snart er hendes øjne lige så formørkede som hans.

"Hun så mig. Kastede kniven."

"Du tog dødsstødet for mig." Hendes tårer trækker striber over hendes beskidte kinder. Et melankolsk smil trækker i hans mundvige da han stryger dem væk.

"Jeg ville have taget det igen."

Nettet knager og det næste øjeblik braser de igennem for at styrte hårdt mod jorden tre meter under dem. Seth knuger El ind til sig og tager dermed det fulde stød fra den voldsomme landing. Han hoster blod op og gisper efter vejret. Hans krop er lammet. Mere blod triller fra hans sår og El presser desperat sine hænder mod det for at stoppe forblødningen. I det samme runger en stemme:

"Mine damer og herrer! Det er mig en glæde at præsentere vinderen af det femte Dødsspil, El Rooch!"

El's ansigt er hvidt som et lagen. Hendes læber former ordet 'nej' igen og igen.

"Du vandt," smiler Seth og hoster mere blod op. "Tillykke."

"Nej," tårer, der ikke er hans egne, rammer hans kinder og slutter sig til blodet omkring hans mund. "Nej, jeg kan ikke vinde. Det var ikke meningen. Du ... Det skulle ikke ende sådan her. Seth, hold ud!  Jeg skal nok få dem til at hjælpe dig. Det lover jeg. Bliv hos mig!"

Hele situationen minder ham om dengang hans bedste ven i hele verden døde for øjnene af ham. Det må have været sådan det hele så ud for Nelly, tænker han. Over ham råber og skriger den pige han elsker på hjælp, græder og ber' ham om at blive hos hende men han kan ikke høre hende. Hans ører er blevet lukket som med vat og alt hans ser er i slowmotion. Det eneste der går klart igennem er hans eget besværede åndedræt.

"Seth?" El klapper ham blidt på kinderne og rusker ham tilbage til sig. "Jeg ... Jeg elsker dig, det ved du godt, ikke? Det ved du, ikke? Jeg har elsket dig siden det øjeblik jeg så dig." Et smil breder sig over hans læber og hun ser at gløden i hans øjne endnu ikke er helt død. "Du gav mig lyst til at overleve, hvis bare det blev sammen med dig. Og se hvad det har ført til." En blanding af et grin og et hulk ruller over hendes læber. Roligt tørrer hun tårer af sine kinder og ligger sine hænder om hans ansigt. Da hendes læber møder hans går elektriske stød igennem dem og tænder påny lysende i hans øjne. El trækker sig væk og fælder lydløse tårer.

"Igen," hvisker han ude af stand til at knuge hende tæt ind til sig, hvor meget han end ville. El læner sig ind over ham igen og knuger hans hænder. Vinden fra Capitol's luftfartøjer purrer op i hendes hår og tøj og minder hende om, at hun er det femte Dødsspils vinder. Hun hører skridt bagfra men fjerner sig ikke en milimeter. Med sin pande mod hans suger hun hans nærhver til sig og ønsker at forsvinde med ham til et roligt sted, et sted hvor de kunne blive gamle sammen. Men det er ikke hvad deres skæbner er.
Seth åbner sine øjne.

"Kig på mig." Deres øjne låser sig sammen og en indbyrdes forståelse opstår imellem dem. "Hver stærk. Vis ingen tegn på følelser, det er dem de styrer dig med."

"Jeg forlader dig ikke!"

"Jo! Lev for min skyld." Med de aller sidste kræfter han kunne grave frem lader han sine læber møde hendes en sidste gang. "Jeg elsker dig."

Det næste der skete stod meget skarpt for Seth, som om vattet var blevet fjernet fra hans ører og sløret over hans øjne var blevet hævet til side af en nådesløs magt. For han så hans elskede blive revet væk af bruale mænd, så hvordan hun klamrede sig til hans hænder, så smerten og frygten i hendes øjne. Hørte hendes skrig som skreg hun lige ved siden af hans øre og følte sine magtesløse hænder glide ud af hendes. Men som de slæbte hende væk blev hans syn sløret igen og vattet bevægede sig længere ind i hans hjerne. Han mærkede sin puls dunke i sine ører som de smed El ind i fartøjet og fløj væk med hende. Pludselig var såret i hans hud intet og måle med hullet i hans hjerte. Den enorme plads han ikke var klar over, at El havde i hans hjerte. Den plads der for altid skulle være ulykkeligt tom som en bi uden blomster, en hvileløs sjæl uden hjem.
Det sidste glimt af hendes ansigt flimrer for hans øjne mens han langsomt falder ind i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...