The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

89Likes
222Kommentarer
10297Visninger
AA

6. Hold minderne på afstand

Stadig rystet over det pludselige minde om sin fortid, falder Seth igen tilbage i sine egne tanker, på sin anden dag med Jose. Han stirrer med opspilede øjne ud i luften, mens minder passerer for hans indre øje.

"Seth" Jose puffer til ham fra sin plads ved hans side, på en træstamme et stykke fra deres opholdssted. Seth ryster kraftigt på hovedet og gnider sine trætte øjne.

"Jeg er sulten" meddeler Jose med hans lille hånd hvilende på Seths skulder. Seth lukker igen øjnene i få sekunder men tager sig så sammen. Han har selv stadig kun spist småt siden Terras død.

"Jeg mener jeg stadig har noget tørret kød" mumler han og trækker pakken med tørret fuglekød frem fra sine gemmer. Jose tager imod en strimmel og studerer den misfornøjet.

"Hvad er det?" spørger han og rynker på næsen.

"Det er fugl" svarer Seth og tager selv en strimmel - mest for at få Jose til at spise. "Spis." Da Jose ser Seth putte kødet i munden, tager han selv en forsigtig bid. Kødet er sejt og smagsløst, men det mætter. Da Seth er færdig med at tygge det knasende kød, rejser han sig og børster krummer af sine bukser.

"Jeg vil lige forrette min nødtørft" erklærer han, blinker og smiler skævt til Jose, som er stoppet midt i en bid. "Jeg er ikke så langt væk. Lov mig at kalde hvis der sker noget!"

Så forsvinder han ind imellem træerne for at finde et skjulested. Egentlig skal han ikke på toilettet, han har bare brug for at være alene.

Han finder en stub, ikke langt fra Jose, hvor han er sikker på, han kan høre ham, og sætter sig tungt ned. Udmattet hviler han ansigtet i hænderne og mærker trætheden presse på. Han kunne nemt græde, men han holder det tilbage.

Han kan stadig smage det tørrede kød i munden. Han har lyst til at kaste op, få tømt sin mave for næring, men han gør det ikke, for han ved, at han ikke kan overleve sådan. Og han skal leve for at kunne holde sit løfte til Jose.

-///-

"Men, storebror, du lovede at du ville lege!" græd den lille dreng.

Seth satte sig på hug, tog beroligende fat i drengens skuldre og fik ham til at kigge sig ind i øjnene. Med et lille smil gav han de spinkle skuldre et klem og sagde;

"Jeg ved det godt. Vi gør det imorgen, ikke?"

Tårerne trillede stadig ned af den skuffede drengs kinder og han snøftede ulykkeligt.

"Så, Ben. Lad nu være med at græde. Mænd græder ikke, husker du nok."

Med en kraftanstrængelse holdt Ben op med at græde, og tørrede sine øjne med bagsiden af hånden.

"Lover du, at vi gør det i morgen?" Hans åndedræt skælvede da han trak vejret.

"Jeg sværger!"

Et forsigtigt smil tittede frem på Bens buttede ansigt og Seth trak ham ind i en tæt omfavnelse.

-///-

Forskrækket af mindet, falder Seth sammen, og opdager, at tårer triller lydløst ned af hans beskidte kinder. Et lavt hulk undslipper hans tørre gane. Han tager et skælvende åndedræt og tager sig sammen. 

"Mænd græder ikke, husker du nok."

Seth kommer i tanke om Jose, som venter ikke langt derfra. Han rejser sig, med en overvældende fornemmelse af bekymring og baner sig vej tilbage til drengen. Da han når frem, er Jose ikke at se nogen steder. Panikken vælter op i Seth og han styrter febrilsk hen til deres lejr.

Heller ikke der, er Jose nogen steder at se. Panisk begraver Seth sine fingre i håret og bider tænderne hårdt sammen.

"Jose!" kalder han ud i skoven, selvom han risikerer sit eget liv ved det. "Jose! Jose! Jose!" Da han har kaldt desperat ind imellem træerne for femtendegang, er han lige ved at give op.

"Hvad er der, Seth?" spørger en stemme bag ham, og han snurrer hurtigt rundt. Foran ham står Jose med deres vanddunke i favnen og et spørgende udtryk i sine blå øjne. Lettelse skyller ind over Seth, som vand skyller ind i en tør mund.

"Jeg sagde du skulle vente på mig, der hvor jeg forlod dig!" siger han strengt til Jose og peger ind i skoven mod stedet.

"Det sagde du faktisk ikke" argumenterer Jose mumlende og ligger de fyldte vanddunke på jorden ved siden af sin taske.

"Men du gjorde mig bekymret!" udbryder Seth og tager fat i Jose's skulder. Overrasket stirrer Jose ind i Seths øjne, som om han ikke havde forventet, at Seth ville være bekymret.

Jose kigger væk og Seth slipper hans skulder. En akavet stemning ligger sig over dem.

"Jeg har hentet vand" siger Jose endelig og svinger hånden ud mod de fyldte dunke.

"Tak" mumler Seth, samler en af dunkene op og sætter sig op af det træ, de sover i. Imens han drikker, roder Jose i skovens bund med spidsen af sin sko. Han ser meget ud, som én, der har noget, han gerne vil spørge om.

"Hvad er der?" spørger Seth, da han tager dunken fra munden og skruer låget på. Jose kigger et øjeblik på ham, men slår så blikket ned igen.

"Du var ikke bare på toilettet, vel?" spørger han, efter et stykke tids stilhed, så lavt, at Seth slet ikke kan høre det.

"Hvad sagde du?" spørger han.

"Øhm ... Ikke noget" svarer Jose og kravler op i træet, hvor de har deres ting. Med et suk læner Seth hovedet tilbage, og lukker øjnene. Han kan mærke sulten gnave i ham, men hans appetit er forsvundet som dug for solen. Han åbner øjnene og ser på sine udfoldede hænder. De er næsten helt sorte af skidt, skrammer og betændte sår - hans negle er helt mørke.

Beslutsomt knytter han sine store hænder. Han skal hjælpe Jose, så han kan komme tilbage til sit gamle liv, hvor ingen minder hjemsøger hans hverdag.

Han skal hjælpe Jose.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...