The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

90Likes
222Kommentarer
10748Visninger
AA

11. Forgiftet - 2. del

Trods den klare morgen silede regnen kort efter ned. Og den blev ved resten af dagen. Dråber faldt fra bladende, pjaskede i åen og pytterne - skoven var som et symfoniorkester af lyde.

Da det for alvor øsede ned, foreslog El, at de flyttede deres lejr til et mere tørt sted. Hun påstod at have set læ et sted i nærheden. Jose havde kræfter til at stavre afsted med hjælp fra Seth, og de nåede snart frem til det omtalte sted.

"Hvor er det så henne?" spørger Seth skeptisk, da han, bærende på Jose, står på en stor, flad sten sammen med El. Hun smiler lumsk, går hen til kanten af platformen og forsvinder nedad.

I et øjeblik tror Seth, at hun har snydt dem, og forladt dem på dette øde sted, men hun stikker hovedet op igen med et afventende blik i sine brune øjne.

Sammen sænker de Jose ned fra platformen. Seth tager sig selv i at blive jaloux da Jose glider ned i armene på El, og klamrer sig til hende. Han rødmer af skam og bliver nød til at vende sig væk. Den kølige regn på hans kinder har ingen lindrende virkning mod heden.

"Kommer du Seth?" hører han El spørge.

"Lige om lidt" svarer han uden at vende sig om. Frustreret tramper han hen til deres oppakning og sparker vredt til en sovepose. Med hænderne irriteret begravet i sit våde hår, skærer han tænder over sig selv. Hvad er det for nogen følelser der pludselig vælder op i ham? Det kan umuligt være godt, at hun frembringer jalousi, lyst, omsorg og andre følelser, der før har gemt sig. Det må stoppes.

En smuk piges ansigt dukker op i hans tanker, hendes blå øjne funklede, hendes lyserøde læber smiler og hendes lyse hår krøller sig om hendes skuldre. Seth tager sig til ansigtet og ryster på hovedet. Denne følelse kan ikke sammenlignes med hende, tænker han bittert, og forbander sin hukommelse for at vise ham det fortrængte minde.

Han sparker igen aggressivt til soveposen, der denne gang flyver et par meter væk og kun lige har held med, ikke at lande i en vandpyt. Regnen trommer på bladende og dæmper hans frustrerede udbrud. Han går efter posen, samler den op og kaster den tilbage mod de andre ting. Først da opdager han El der, med sit våde hår og et bekymret blik, står og ser på ham.

"Har du det godt nok?" spørger hun undrende og gransker ham.

"Jeg har det fint" svarer han, samler deres ting op og går forbi hende. Kvalmen melder sig igen, og han synker med besvær sit spyt. Da han hopper ned fra klippen spjætter Jose, der sidder i læ under udhænget, af forskrækkelse. Seth smider oppakning ind ved siden af ham, og kigger på ham i et øjeblik.

"Du skal nok klare den."

"Det ved jeg" svarer Jose selvfølgeligt. Seth nikker samtykkende.

"Jeg finder noget mad" meddeler han, og begynder at gå væk derfra.

"Er der virkelig nogen dyr ude, når det regner?" råber Jose efter ham i den larmende regn.

"Nej, men jeg ved hvor jeg skal finde dem!" råber Seth tilbage og smiler et opmuntrende smil. Da han er forsvundet ind imellem træerne, lander El på jorden foran Jose.

"Hvor er Seth?" spørger hun ham. 

"Han er lige gået. Han ville - " mere når han ikke at sige, før El er forsvundet ind i skoven. Med et langt suk kigger han efter hende. 'Ja ja', tænker han. 'Forlad bare den syge her, i silende regn, med chancen for at dø af forgiftning eller blive dræbt. Ja ja!' Han skubber sig selv og taskerne helt op af klippevæggen, trækker tæpperne godt op om sig og lukker øjnene.

 

El kigger forvirret rundt mellem træerne - der er intet spor af Seth. Hun drejer rundt om sig selv et par gange, men intet bevæger sig, udover den faldende regn.

"El." Hun drejer rundt og ser Seth et par meter fra hende. "Hvad laver du?" Hans nedladende og ligegyldige blik frustrerer hende og hun træder et skridt tættere på ham.

"Hvad er der med dig?" spørger hun med et desperat udtryk. "Hvorfor er du så vred?"

"Hvad sagde du?" svarer Seth koldt. "Du kender mig ikke, så lad være med at drage konklusioner ud fra et par dage!" El snapper efter vejret. Seth er godt klar over, at det var for hårdt sagt, men lige nu, har han ikke andet at sige. "Hvor er Jose? Han kan ikke være alene! Gå tilbage til ham!"

El knytter hænderne i vrede. Seth smiler skævt over hendes ophidselse. En larmende lussing svider over hans kind og efterlader et fint rødt mærke.

"JEG HADER DIG!" skriger El, og stormer væk fra ham. Med et skævt grin tager han sig til kinden, og fnyser nedladende. Er det virkelig det bedste hun kan præstere? tænker han. Det var rimelig halvhjertet.

Med tanke på sine følelser for hende, bevæger han sig ind i skoven, efter mad.

El braser ud af skoven og kaster sig ned ved siden af Jose. Vredens tårer presser sig stædigt frem i hendes øjenkroge.

"Jeg overreagerede" fortæller hun bittert. "Men han var så hjerteløs!"

"Han er ikke hjerteløs" mumler Jose, og åbner sine øjne til sprækker. "Han vil bare ikke have ansvaret for andres liv." En lang pause indfinder sig, hvor El bare stirrer ud i regnen.

"Jeg vil jo bare ønske, at han tog sig lige så godt af mig, som han gør med dig ... " mumler hun endelig langsomt og læner sig op af Jose.

"Mmmh .. " mumler han tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...