The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

90Likes
222Kommentarer
10835Visninger
AA

21. Fanget i nettet

Seth vågner til mørke. Hans hænder er bundet tæt sammen bag hans ryg. Groft lærred gnider sig op af hans kinder. Omkring ham mumler fremmede stemmer mens en svag brummen fra en motor får hele rummet til at summe.

Forsigtigt prøver han at få sine hænder men det er koldt metal der binder dem sammen. En skærende tone stormer pludselig ud af højtalere i rummet og Seth spjætter forskrækket.

"Nedsænkning. Klar til nedsænkning" en monoton kvinde stemme bekendtgør nedsænkning efterfulgt af den skærende tone.

"Kaptajn! Han er vågen!"

"Bedøv ham!"

"Hørte han-"

"Hvad sker der!?"

Ophidsede stemmer vimser omkring ham og klædet om hans hoved bliver revet af. Han misser med øjnene mod lyset og prøver at fokusere på ansigterne omkring ham. En klud bliver presset mod hans mund, en stærk lugt rammer hans næse da han overrasket tager en dyb indåndning. Hans øjenlåg smækker med det samme i og han gåk ud som et lys.

"Han skulle ikke være vågnet før vi var fremme!" Kaptajnen stirrer olmt på en brødbetynget læge der skræmt undviger hans blik. Kaptajnen ryster opgivende på hovedet, mumler noget om 'uduelige, uduelige hele bundet' og bevæger sig over mod piloterne.

"Vi er klar til nedsænkning, kaptajn" meddeler en af de hjelm beklædte piloter.

"Godt." Et stramt udtryk ligger sig over kaptajnens ansigt og han lader hånden hvile på en af piloternes ryglæn. "Udfør nedsænkning."

 

 

"Du skal ikke engang tænke på at flygte," hvæsede Pamela Low så spyttet plettede El's ansigt. Hun vred sig under Pamela's tunge krop men hun var fanget som en mus i en fælde. Hendes hænder var hjælpeløst fanget under Pamelas tunge støvler, hendes mave blev mast af trykket fra hele hendes overkrop. Et smerteskrig banede sig vej fra hendes hals og fik nogle småfugle til at flyve skræmte op et sted i nærheden. Pamela fik hurtigt lukket munden på hende med en syngende lussing over den ene kind.

"Så hold dog kæft, kælling!" Hendes øjne lyste af vrede og had. "Han kommer ikke! Capitol har forlængst skaffet sig af med ham! Fatter du ikke det?! Få det dog ind i dit dumme hoved!"

Tårer strømmede ned af El's kinder og hun hulkede hæmningsløst. Endnu en lussing fik hende til at bide tænderne hårdt sammen om tungen for ikke at skrige i frustration.

"SÅ HOLD DOG KÆFT!" Pamela slog hende igen og igen med et skræmmende smil om sine sprukne læber. Da El næsten havde opgivet håbet fjernede Pamela sig fra hende og sparkede hende hårdt i siden. "Rejs dig op, møgtøs." El kom med besvær på benene. Langsomt løftede hun blikket og mødte Pamelas umenneskelige smil. El's øjne flammede af ødedelige flammer og tro. Det gibbede kort i Pamela og smilet blegnede en smule. Det var dog hurtigt tilbage igen, nu endnu brede med udsigten til en modstander der ville kæmpe til sidste blodsdråbe.

Med fornyede kræfter drejer El om på hælen og spæner ind imellem træerne.

"Dumt træk," mumler Pamela med et ondskabsfuldt glimt i sine formørkede øjne og trækker en stor stålbue af ryggen. Med rolige og tålmodige bevægelser trækker hun en pil ud af koggeret på hendes ryg og sætter efter El.

Hun er bedst på afstand, tænker El og genkalder hendes mentors informationer om de andre sonere, som han ligegyldigt havde spyttet ud for hende og Thomas. Men hvis hun ikke kan se dig er hun fuldstændig magtesløs.

En stor busk dukker op på El's højre side og hun kaster sig hurtigt ind imellem bladende. Robuste rødder og grene kommer i vejen for hendes flugt men hun forserer dem med dygtig smidighed. I samme øjeblik hun klatrer over en stor gren hører hun Pamela brase ind efter hende. En rede af grene folder sig ud foran El og hun prøver sig frem med foden. Nettet af kviste, grene og blade er utrolig holdbart så El bevæger sig hurtigt ud på det. Hun er næsten over på den anden side, hvor en stor, mørk gren venter på at redde hende fra den ustabile grund. Hun er der næsten. Næsten ...

Med en hjerteskærende knasen braser hendes ene fod igennem grennettet. Hun kvæler et forskrækket skrig og lander med et støn på grenene. Det eneste hun nu kan bede til er, at Pamela ikke har hørt hende. Med omhyggelig forsigtighed lirker hun benet op af hullet imens hun sørger for at fordele vægten lige på det ustabile net, små torne hager sig stædigt fast i hendes bukser.

I et skræmmende, langt sekund tror El at hun kan høre Pamela nærme sig men da hun stopper op og lytter er der intet at høre. Men hun har dårlige erfaringer med hvor lydløs Pamela kan være, så hun lægger flere kræfter i, at få sit uheldige ben op.

Noget koldt ligger sig pludselig stramt om hendes ankel og hun stivner. Alt blodet forlader hendes ansigt og med vidt opspilede øjne kigger hun ned. I en sprække i nettet kan hun tydeligt se Pamelas sindsyge blik.

"Jeg sagde jo at du ikke engang skulle tænke på at flygte."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...