The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

89Likes
222Kommentarer
10136Visninger
AA

5. Alene - 2. del

I sin søgen efter en udgang, holder Seth skarpt øje med alle vinkler. Dog føler han stadig, at noget undgår hans blik. Hver gang han kigger fremad, kan han mærke stirrende øjne i nakken, men når han vender sig for at kigge, kan han hverken se eller høre nogen eller noget. En trykt stemning får ham til at skutte sig.

Han når til en lysning og en opklaring på mysteriet vokser i hans hoved. Han løber igennem lysningen, men gemmer sig bag et bredt træ lige inden for trægrænsen. Tålmodigt venter han. Nogle minutter efter kan han høre løbende fødder der nærmer sig. Det er lette skridt der tyder på et ungt menneske. Fødderne og deres ejer kommet tættere og tættere på træet. Da skridtene er lige ud for træet træder Seth frem og griber fat i sin forfølger. Drengen skriger forskrækket og kaster sig frem og tilbage for at slippe væk. Men Seth holder ham i et jerngreb.

"Hvem er du og hvorfor følger du efter mig!?" hvæser han ind i hovedet på drengen og ryster ham voldsomt.

Stivnet i skræk, bliver drengen helt stille. Han begynder at ryste kraftigt i Seths arme og hans ansigt er vendt mod jorden, så hans korngule hår er det eneste man ser. Langsomt løfter han hovedet. Overrasket slækker Seth sit greb, da drengen møder hans blik. Hans øjne er turkise som havet - lige nu fyldt med sorg og tvivl. De pludselige følelser der strømmer ud fra den lille dreng, overvælder Seth og han slipper ham undrende.

"Kom nu!" råber drengen med sammenbidte tænder. "Kom nu, dræb mig! Gør det så! Jeg kan ikke holde det ud mere! GØR DET! SLÅ MIG! GØR DET - GØR DET - GØR DET! NU!!" Drengens desperate råben forvandler sig til gråd - tårer og snot efterlader hvide striber ned over hans beskidte ansigt.

Rådvild kigger Seth sig omkring, for at se, om nogen skulle have hørt drengen, og være på vej. Da han kigger på drengen igen, har han sat sig på hug og rullet sig sammen om sine ben som en kugle.

Diskret lister Seth væk fra stedet og den grædende dreng. Noget har han lært, af den tid, han har været i denne forfærdelige skov; man skal ikke stole på nogen - hvis man gør, ender man med at miste dem.

Længere og længere flygter han væk fra problemet, væk fra ansvaret for det andet menneske. Skoven forbliver den samme; om hvert hjørne ser det ud, som om, han har været det samme sted, ligefør.

Timerne går, og han søger stadig efter tvillingetræet han kravlede igennem, som han mener må være udgangen. Men der er noget der bliver ved at gnave i ham. Efter et stykke tids undersøgelse af følelsen, konstaterer han, at det er hans samvittighed der er på spil. Det er den samme samvittighed, som når han er blevet tvunget til at dræbe en dyreunge i sin desperation efter mad, og bagefter har tænkt på den mor, som har mistet sin unge. Men denne gang er det den ulykkelige dreng, hans tanker falder på.

Efter han igen har vandret rundt i ring et stykke tid, stopper han op og overvejer igen følelsen. Vil han overhovedet kunne hjælpe drengen hvis han vendte om - hvilket han absolut ikke vil - og i så fald, vil han kunne finde ham igen? Han tager sig irriteret til hovedet og vrisser af tankerne. Det er blevet en dårlig vane at tænke så meget.

Lige så snart han slår hjernen fra og instinktet til, er han ikke et sekund i tvivl om, hvad han skal gøre. Han drejer skarpt rundt og flyver afsted ind i skoven. Grene og blade svirper mod hans krop, men han ænser dem ikke. Faktisk ved han ikke rigtig hvor han er på vej hen, han maser sig bare igennem skoven i håb om, at ende det sted, hvor han forlod drengen.

Pludselig braser han ud i en lysning. I et kort sekund tror han, at det er den som han passerede, lige inden han fangede sin forfølger, men det er det ikke. Opgivende synker han ned på knæ. Rifter strimer hans ben, arme og ansigt og han er udmattet helt ind til knoglerne. Træt triller han om på ryggen med armen over øjnene, ligeglad med farerne ved det. Hans åndedræt falder efterhånden til ro. Skovens tørre underbund virker som den bedste seng, han nogensinde har ligget i og han giver sig selv lov til at slappe af.

 

Knasende skridt vækker ham af sin døs, og han er straks på vagt. Mussestille bliver han liggende, i håb om, at den der er på vej, vil tro han allerede er død.

Skridtene nærmer sig og stopper lige over hans hoved. Pludselig mærker Seth en ånde der kilder ham på armen - som han stadig har over øjnene - og han gætter, at personen har lænet sig frem for at se nærmere på ham.

Med en voldsom kraft slår han armen opad og han rammer, som forventet, et ansigt. Med et bump lander fjenden på jorden. Seth rejser sig hurtigt op. Men han havde ikke forventet det syn, der mødte ham.

På jorden foran ham, ømmer den dreng, han har ledt efter, sig efter hans slag. Med lettelse sætter han sig på hug ved siden af ham. Drengen kryber væk, da Seth kommer for tæt på, men flygter ikke. Da han fjerner hånden fra næsen, er den dækket med blod. Små tårer dukker op i hans øjne, men han holder dem bravt tilbage.

"Her" siger Seth og river noget af sin bluse af til ham. Da han rækker det til drengen, sidder han stivnet og stirrer Seth direkte i øjnene. I et stykke tid stirrer Seth tilbage, men så kan han ikke holde de turkise øjnes beskyldning ud mere.

"Undskyld jeg slog dig" prøver han. Drengen stirrer fortsat. "Vil du ikke nok være sød at lade være med at stirrer og tage i mod det her, inden jeg får kramper i armen?" beder Seth og smider stoffet over til ham. Han griber det ikke, men tager det op fra jorden, da det er landet. Stadig med blikket på Seth, tørrer han sig i ansigtet.

"Hvem er du?" spørger drengen pludselig og sænker hånden med kluden. Seth studerer ham og overvejer, om han skal svare ærligt.

"Mit navn er Seth" svarer han tilsidst. Drengen rynker brynene og hvisker hans navn igen og igen. Ind i mellem smasker han lavt, som om han smager på navnet.

"Og dig?" spørger Seth.

"Jose Reid" svarer drengen med det samme. "Mit navn er Jose Reid og jeg kommer fra Distrikt ni."

"Javel, Jose. Har du familie i Distrikt ni?" spørger Seth.

"Ja! Min storebror Felix!" svarer Jose og lyser op i et blændende smil. Overvældet af minder, svimler det pludselig for Seth.

- /// -

En lille dreng kom løbende mod ham. Et lykkeligt smil bredte sig over drengens ansigt, da han så sin storebror, som smilte ham i møde. Seth spredte armene og lod drengen falde ind i sin favn. Grinende faldt de begge om på græsset.

Seth tog fat under drengens arme og kildede ham. En høj, skinger latter sprudlede fra drengen, og den smittede af på Seth.

Han trak drengen ind til sig i et knusende kram. Drengen prøvede desperat at skubbe sig væk imens han grinede, men Seth holdt fast.

Seth kildede ham igen og drengen skreg af grin.

"Jeg elsker dig storebror!"

-///-

Svimmel støtter Seth sig til jorden med hånden og lader håret falde ned foran hans øjne, så Jose ikke skal se hans chokerede ansigt. Han synker en klump og kigger på Jose med et svagt smil.

"Så må vi hellere sørge for, at du kommer hjem til ham igen, ikke?" mumler han, og purrer op i Jose' korngule hår.

"Tror du jeg kan det?" spørger Jose og kigger på Seth med store spørgende øjne.

"Det lover jeg" mumler Seth tilbage. "Det lover jeg."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...