The Intruder (The Hunger Games)

Seth Burns, en ung dreng fra vildmarken uden for Panem, forvilder sig en dag ind i Dødsspillets arena, gennem sikkerhedsbarrierens svage punkt ...

89Likes
222Kommentarer
10294Visninger
AA

1. Prolog: Vildmark

Solen hamrer ned på Panem og de 12 distrikters åbne ansigter.

Det er en varm dag. En dag hvor fiskerne fra Distrikt fire vil skygge for deres øjne i de skvulpende fiskekuttere når solen spejler sig i vandet, en dag hvor Distrikt ni's kornmarker vil summe af varme og de arbejdende distriktsboere prustende vil tørre sveden af panden.

En høg på jagt efter føde svæver let på himlen. Et par solbadende Capitolboere kigger kort op på den gennem deres pyntede solbriller, retter lidt på sig i de bløde stole, og glemmer den så igen.

Høgen flyver lavt nu. Med sit klare blik opfanger den en hurtig bevægelse og med et ryk flyver den mod skoven ud for Distrikt to.

På en lavtsiddende gren sidder høgens bytte. Sladredroslen pudser fredeligt sin ene vinge - den har ikke lagt mærke til fjenden som nu har sat farten op.

Med susende vinger og en basken når høgen droslen. På få sekunder er den død og høgens måltid er sikret.

Tilfreds sætter høgen sig på en højtsiddende gren i den dybe skov uden for distrikterne, for at nyde sit måltid. En hvislen løber igennem træernes blade og med ét bliver den stolte fugls bryst gennemboret af en målrettet pil.

Overrasket glider høgen ned fra grenen, stadig med droslen klar i sin klo, falder langt igennem både blade og småkviste, og lander tilsidst i dens morders ventende hænder.

Hænderne - solbrune og medtaget af vind og vejr - tilhører en dreng på omkring sytten år. Hans hår er lyst, bølget som distrikt fires vande, hans brune øjne funkler - om hans velformede mund spiller et tilfredst smil.

Han river droslen ud af høgens kløer og binder begge fugle op i benene, så han kan hænge dem ved sit bælte. Med buen om ryggen, begiver han sig mod sit hjem; vildmarken.

 

 

Nogle dage inden, i Distrikt 1.

 Gaderne ligger øde. I ny og næ blæser en efterladt avis eller et blad ensomt op. En summen høres svagt fra den indre by.

Tættere på bliver larmen højere - overdøvende. En farverig flok begynder at vise sig, flere gader før Rådhuspladsen.

På et podiet stillet op på torvet, står en ung mand midt i tyverne. Hans navn er Snow, og han er Panems præsident. Med sit tilbageslikkede, hvide hår, funklende blå øjne og venlige smil, virker han alt i alt som en troværdig gentleman. Snow modtager en mikrofon, hvorefter han med en håndbevægelse får forsamlingen til at forstumme.

"Velkommen" hans stemme runger på pladsen, i gaderne, i alle huse og langt uden for husenes grænser. Alle skal høre, hvem der får æren af, at være med i Spillet.

"Det er nu igen blevet tid til Dødsspillet, og to heldige deltagere skal vælges; én dreng og én pige!"

Byen går amok i tilråb og klapsalver. Hatte flyver op i luften, og børn bliver løftet op på fædres skuldre, for bedre at kunne se den ærede præsident.

Snow må igen dæmpe mængden.

"Jeg vil nu trække et tilfældigt navn fra drengenes bowle" med elegante bevægelser bevæger han sig over mod en stor bowle på hans højre side. Over tre tusind par øjne hviler på ham - han ved det og han nyder det. Snow stikker hånden ned i bowlen, rasler lidt rundt i de mange sedler, men vælger så en.

Spændingen stiger og nervøsiteten hos de unge er til at tage og føle på.

Med hurtige bevægelser folder Snow lappen ud og fører mikrofonen op til munden. Et langt åndedrag skratter i alle højtalere.

"Josh Adkins!" bekendtgør Snow højt. Et øjebliks stilhed indfinder sig i forsamlingen. Så bryder alle ud i råb. Enten jubel eller skuffelse over, ikke at være blevet trukket.

Først virker det som om mængden ikke rigtig er villig til at vise, hvor den trukkede dreng er, men så spreder de sig og lader en meget ung dreng gå mod trappen. Han kan ikke være mere end tolv år.

Han er svagt bygget, middelhøj med et almindeligt ansigt, man ikke ville ligge synderligt mærke til, i en mængde som denne.

Da han passerer de andre drenge, bliver han rakket ned af både dræberblikkke og aldeles uvenlige kommentarer. Ingen tror på ham, som de ville have gjort det, hvis han så anderledes ud, var stærkere og var ældre.

Men på trods af nedgørelser, alder og hans manglende kropsbygning, smiler Josh Adkins triumferende. Det var ham der blev valgt. Ikke den stærke og populære Wes White, ikke kampteknik geniet Fred Boyle, men ham.

"Tillykke" siger Snow til den unge dreng da han træder op på scenen med stolt, rank ryg.

"Og nu til pigerne" forsamlingen forstummer nu helt af sig selv og alle venter igen spændt.

Snow tager lange skridt mod bowlen på hans venstre side, stikker hånden ned og trækker en lap papir op.

"Dette års kvindelige deltager er" beboerne holder vejret.

"Terra Shaw!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...