SMILE! It's Free ((1D))

Josephine Engberg. Navnet på en pige. En helt almindelig pige. Men ikke alligevel. Hendes søster, mor og far døde i en bilulykke, for 1 år siden. Hendes venner mistede hun. Siden da gik hun ned med flaget. Men hun holdt hovedet koldt. Intet druk. Intet misbrug. Hun ville ikke ende som alle de andre. Men da hun bliver tvangs-flyttet til London, hos hendes moster bliver der vendt om på alt. Hendes moster er vokal-teacher for boybandet One Direction. Hun er hård. Kold. Men så bliver hun svag. Hun bliver tvunget med på deres Tour. Der går det helt anderledes. Hun føler kærligheden. Men kærligheden viser sig også fra mørke sider.

14Likes
22Kommentarer
1756Visninger
AA

2. Lovely Surprise. Or Not?

2 "Jose, Jose?" Hviskede en stemme i mit øre.

 

Jeg åbnede øjnene halvt."Jeg ved ikke om du vil, men du bliver nød til at tage med på arbejde i dag. Huset bliver min arbejdsplads i dag. Drengene kommer og øver her. Så du har ikke noget valg." Sagde min moster nervøst. Jeg lukkede irriteret og brummede noget i retning af: Det gider jeg i hvert fald ikke. Min moster trak på skuldrene og forlod rummet. Jeg sukkede og fandt noget tøj. Det blev nogle jogging bukser og en stram top. Jeg redte mit hår igennem og lagde et lag mascara. Andet gad jeg ikke. Jeg skulle jo ikke ligefrem imponere nogen. Jeg tog også et par hyggesokker på. Regnen silede stadig ned til min fryd. Lige det vejr jeg havde brug for. Bare være inde og læse en god bog eller noget. Lidt efter kunne jeg høre en motor lyd nede i gården. Jeg kiggede ned og så en stor sort bil dreje ind. Lidt efter hoppede 5 grinene drengerøve ud. De så ældre ud end mig, men ikke meget. De skubbede til hinanden og grinede. Jeg vidste det med det samme: Nu var freden forbi. Lidt efter hørtes der høje stemmer nede i gangen. Tumult og grin lød. Så blev der stille. Sikkert moster der var dukket op. Lydene forsvandt længere ned i huset. *** Jeg rystede på hovedet og fandt en bog frem. Jeg elskede at læse. Det var noget jeg altid havde gjort. Jeg sad nok og læste i en time, da jeg mærkede sulten gnave. Jeg trissede ned i køkkenet. Der var helt stille. Jeg trak på skuldrene og satte en bolle på brødristeren. Der måtte da være smør her i huset. Jeg gik hen og åbnede det gigantiske køleskab. Smøren lå gemt allerbagerst. Det var svært at få fat ud. Altså uden at få smurt makrel og remoulade ned af armen. Tilsidst fik jeg fat i den. "Hvem i al verden er du?" Lød en halv dyb britisk accent bag mig. Jeg tabte smørret og kniven af ren forskrækkelse. Kniven ramte gulvet med en høj klirren. "Åh nej, hvad har jeg nu lavet?" Mumlede jeg pinligt berørt på dansk. Der var åbenbart kommet noget ind i køkkenet mens jeg stået med hovedet blandt appelsiner og kødpølse. Jeg samlede smørret og kniven op. Jeg var får pinligt berørt til at se hvem, det var. "Hey drenge, der er pigebesøg i køkkenet!" Råbte drengen. Jeg gik hen og begyndte at smøre min bolde. Lidt efter lød der trin og hujen. Jeg havde stadig ikke kigget op fra brødet. Jeg kiggede op og der stod en dreng med mørkkrøllet hår, han kiggede bagud og pludselig var der kommet 4 drenge til. Jeg nåede at kigge ned inden de lagde mærke til mig. "Hun har ikke sagt noget endnu. Måske kan hun ikke engelsk" Mumlede drengen til de andre.  Jeg var simpelthen for genert. "Det kan vi da tjekke. God røv Smukke, skal du lave noget i aften?" Grinede en lys stemme. En spredt grinen lød. Så kunne jeg ikke dy mig. Jeg farede op og tog fat i kraven på dreng der var lavere men tydeligvis ældre end mig. "Jeg forstår godt engelsk! Fjols" Hvæsede jeg ind i hovedet på ham. Han havde grå øjne og røde bukser på. Han kiggede chokeret på mig med bange øjne. Jeg gav ham dræberblikket. De andre og ham var tydeligvis chokerede over min reaktion og min accarealtion. Jeg gav slip i hans krave og gik hen og vendte igen ryggen til dem. Som om intet var hent. Jeg sad med ryggen til oppe på spisebordet og spiste videre. Der var dødstille. Hold op, nogle idioter! "Ej undskyld! Men hvem er du? Sagde drengen med de røde bukser undskyldene. Jeg vendte mig om og kiggede på dem. De stod alle og kiggede lidt bange på mig. De troede sikkert jeg var sindsyg, men jeg var da ligeglad men en flok taberes mening om mig. "Det kan du jo spørge min røv om!" Sagde jeg og skubbede hårdt til en lyshåret drengs skulder, mens jeg passerede ham. En høj lyt hvisken og nervøse grin bredte sig i flokken. Jeg trampede op på mit værelse og lagde mig på sengen. Normalt var det latterligt at flippe ud over noget som det. Det var bare det at det var der ikke nogen der sagde til mig. Jeg var hende den lidt kedelige og grimme pige. Og jeg var sårbar. Jeg ville ikke have kontakt med nogen i det her dumme land. Og især ikke med klamme boyband drenge. Efter en time hvor jeg havde ligget og tænkt på alt mellem himmel og jord, fandt jeg min guitar frem. Jeg var god til det, det indrømmede jeg. Jeg havde spillet siden jeg var tolv og ligesiden. Jeg begyndte at spille Love Song med Adele. Jeg havde også gået til sang og klaver. Musik betød meget for mig. Efter et par sange lød der en lav banken på døren. Hvad nu? Jeg sukkede irriteret. "Hvad nu?" Sagde jeg. Døren blev åbnet stille. Først kom et ansigt og så et til og et til og et til og et til. 5 drenge hoveder kiggede ind af døren. Jeg sukkede og lukkede øjnene. Guitaren havde jeg stadig hånden. "Hvad vil I her?" Spurgte jeg med lukkede øjne. "Vi har endelig fri, men vi vil gerne snakke med dig" Lød en dyb stemme. Hvad? Snakke med… Mig? Jeg kiggede mistroisk op på dem. De smilede lidt nervøst. "Hvorfor, er det Dorthe der har sendt jer herop?" Sagde jeg mistroisk. De rystede på hovederne og så totalt uskyldige ud. "Dorthe ved slet ikke vi mødte dig, eller hvad man kan sige" Sagde ham med krøllerne og rødmede. "Jeg vil gerne sige undskyld, for du ved" Mumlede ham med den grå øjne. Jeg trak på skuldrene. Der gik nogle minutter. De gik ikek. "jamen så kom dog ind!" Halv mumlede jeg. Det skulle jeg ikke sige to gange. De løb ind og hoppede op i sengen. Så hårdt at jeg faldt ned. "Av for…!" Råbte jeg og tog mig til knæet. Min guitar var faldet med mig. Kunne de drenge kun lave ulykker?" "Undskyld. Igen." Mumlede de. "Kan I være andet end idioter?" Spurgte jeg irriteret. De trak på skuldrene. Jeg tog fat i min guitar. Den havde fået en enorm bule. "Tak fordi i har ødelagt et af mine eneste minder om hjem" Halvråbte jeg. De så seriøst triste ud. Jeg himlede med øjnene og fandt en stol. Jeg satte mig på den og kiggede på dem. Den ene havde lyst hår og isblå øjne. Den anden havde mørke krøller og grønne øjne. En anden havde mørkt hår og grøn-brune øjne, han så ikke helt engelsk ud. Så var der ham med de røde bukser og stribet bluse, og seler. Så var der den sidst med mørkebrune øjne og svagt krøllet hår. Jeg var tydeligvis højere end dem alle. Nu var jeg jo også utrolig uheldig at være 1.80. Altså en pige skal være 1.73 eller sådan noget. Ikke en 1.80! De sad lidt og kiggede rundt i mit ret tomme værelse. "Var der noget I ville?" Halv-hvæste jeg. De trak på skuldrene. "Give dig lidt selskab?" Mumlede den lyshårede. De andre nikkede enigt. "jeg har ikke brug for selskab! Jeg vil bare hjem!" Sagde jeg grådkvalt. Jeg kiggede ned på trægulvet. Der blev stille. "Hvor er din familie henne?" Spurgte ham med de grøn-brune øjne. Dér ramte de plet. Lige ind i hjertet. Jeg kunne mærke min underlæbe dirre og tårerne komme frem i øjnene. De skulle ikke se mig græde. Aldrig. Men jeg havde altid været utrolig nem til tåre. Jeg rejste mig op og forlod rummet. Jeg lukkede døre efter mig, men lagde hovedet kort op ad døren for at høre hvad de sagde. "Zayn! Du kan vel regne ud at hun ikke er her frivilligt? Lød en let oprevet Irsk accent. "Ja!!! Nu har vi ødelagt enhver chance for at komme i kontakt med hende" Lød ham med det krøllede hårs stemme. "Men jeg vidste jo ikke…" Kunne jeg høre ham forsvare sig. Jeg gad ikke høre mere. Jeg gik ned ad gangen og ned i stuen. Der lå en seddel på køkkenbordet. Den var fra moster. Jeg tog den op og skimmede teksten. Er taget til møde Kommer først hjem klokken 12 i morgen. Bare bestil en pizza:) Håber du kommer godt ud af det med drengene. Så de gik op til dig:) Hilsen Moster Dorthe. *** Jeg fnøs jeg kastede seddelen ned i skraldespanden. Kom godt ud af det med de drenge? Aldrig! De kunne rende mig et hvis sted. Vreden brusede i mig. Tanken om at de sad på MIT værelse gjorde mig bare mer' bitter. De sad i den seng jeg skulle sove i. Ad! jeg fnyste højt, og valgte at udforske huset lidt. Jeg fandt mindst 3 toiletter og 5 soveværelser. Bagerst i huset var der en stor dør. Jeg kiggede kort bagud og åbnede døren. Det var himlen! Et musik lokale. Et flygel, El guitarer, Trommer, fløjter, almindelige guitarer, mikrofoner. Alt hvad man kunne ønske sig af musikting. Jeg smilede stort. Jeg lukkede døren og løb ind. Jeg fandt en mørklakeret guitar stående i hjørnet. Den var flot. Jeg satte mig på klaver bænken og begyndte langsomt at spille Free Fallin' med John Mayer. Jeg elskede den sang. Jeg begyndte at synge. Jeg lukkede øjnene og glemte i nogle minutter alt om idioterne. Kun musikken nåede ind til mig. Sangen tonede langsomt ud. "Free Fallin'" Sluttede jeg sangen med. Og med et blev der stille. Jeg mærkede freden samle sig i brystet. Jeg sukkede lettet. Jeg kunne høre døren gå op bag mig. Jeg vidste med det samme hvem det var. Jeg sukkede nu irriteret. Var de over alt? Jeg vendte mig om og så kun den lyshårede. Han stod og smilede fjoget. "Du spiller?" Spurgte han med irsk accent og hentydede til guitaren. Jeg himlede med øjnene. "Ja er det ikke indlysene?" Svarede jeg hårdt. Han kiggede trist på mig og lukkede døren efter sig. Jamen kom dog ind? Han gik hen og hentede en guitar i hjørnet. hvad skulle han nu med den? "Jeg spiller også" Smilede han svagt. "Ja det er der sjovt nok mange der gør!" Svarede jeg ham. De kunne virkelig få mit humør i kog. Han så nervøs ud. Han kom hen og satte sig ved siden af mig. Han var ret lav. 1.70 eller noget. Jeg rykkede langt væk fra ham da han satte sig. Han kiggede såret på mig med sine isblå øjne. Jeg trak på skuldrene. "Hvad hedder du endelig?" Spurgte han for at starte en samtale. Det kunne han godt glemme. "Josephine" Svarede jeg kort og kiggede væk. "Sødt navn" Smilede han. Jeg kiggede forarget på ham. Vi sad stille lidt. "hvor lang tid har du spillet?" Og hentydede igen til guitaren. Hvad ragede det ham? Jeg svarede ham ikke. Lidt efter rejste jeg mig. Han rejste sig også. Jeg åbnede døren og gik baglæns ud af døren, uden at tage øjnene fra ham. Han kiggede følelsesløst på mig. Lige da jeg var kommet ud af døren mærkede jeg nogle stærke arme løfte mig op. De andre grinede. Jeg mærkede panikken glide igennem mig. Jeg kiggede op og så alle drengene. Det var ham med krøllerne der holdte mig. Jeg kiggede med bange øjne på ham. Det blik. "lad mig nu være!" hulkede jeg. Jeg kunne mærke tårerne trille ned af kinderne. Jeg kunne ikke klare at blive holdt oppe. Det mindede mig om dengang. Jeg havde besluttet ikke at græde foran dem, men angsten overtog min krop. Han kiggede overrasket på mig og satte mig straks ned. Jeg trak vejret tungt og kiggede kort på dem. Så vendte jeg mig og løb skræmt væk. Jeg løb udenfor uden sko og jakke. Regnen stod stadig ned i stride strømme. Men så kunne man i det mindste ikke se mine tåre. Det blik der var i drengens øjne, mindede mig om det blik der var i en dreng der en nat havde overfaldt mig. Han havde slået mig, til jeg ikke kunne gå. Det var også derfor jeg ikke kunne klare at blive løftet bagfra. Jeg begyndte at gå ned af den lange ville vej.

Det eneste lys, var fra de bitre gade lygter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...